Mit mor- man­tra er: ’ Jo me­re, des bed­re’ J

BT - - KENDER DU DET? -

o stør­re ver­den, des me­re far­ve­rig hver­dag. Jo me­re be­syn­der­lig mad, jo me­re ka­os jeg læ­rer dem, at de kan tri­ves i, jo stør­re hjem­me­ba­ne, jeg gi­ver mi­ne børn at spil­le på. Des bed­re har jeg gjort det som mor. Jeg var en­gang til for­æl­dre­mø­de i min nu næ­sten voks­ne søns 0- klas­se. Jeg var klart den yng­ste blandt for­æl­dre­ne, på nær hans far som var seks må­ne­der yn­gre end jeg. Jeg syn­tes, der var me­get at læ­re af de an­dre for­æl­dre, som hav­de me­get me­re liv­ser­fa­ring. Jeg var så grøn, at jeg hav­de en ten­dens til at ha­ve sam­me hold­ning som den, jeg til­fæl­dig­vis sad ved si­den af. På mø­det tal­te vi om, hvor me­get ( el­ler lidt) man kun­ne for­ven­te af sit barn. Jeg for­nem­me­de klart, at mi­ne for­vent­nin­ger til min søns for­må­en var langt fra gen­nem­snit­li­ge. Ugen før mø­det hav­de jeg hen­tet ham tidligt. Jeg sad ba­gerst i lo­ka­let og lyt­te­de med, da læ­re­ren spurg­te, om der var nog­le af bør­ne­ne, som selv ryd­de­de op på de­res væ­rel­ser? Et ret skørt spørgs­mål nå­e­de jeg at tæn­ke, før jeg i to­tal for­bav­sel­se kun­ne kon­sta­te­re, at min søn var den ene­ste, der rak­te hån­den op? Nå, til­ba­ge til for­æl­dre­mø­det, hvor en far tal­te om, at vi ik­ke måt­te sæt­te spe­ci­elt, sto­re krav til vo­res børn. » For­vent­nings­pres­set på dem er al­le­re­de enormt, « lød ar­gu­men­tet. Jeg gik hjem fra mø­det med en frygt for, at væ­re ’ helt gal på den. At væ­re alt for streng. Stak­kels dreng. I de føl­gen­de år, især ef­ter jeg blev ale­ne, kæm­pe­de jeg me­get med, hvor­dan jeg skul­le væ­re mor. Indtil jeg blev enig med mig selv om, at jo me­re et barn kan, des stør­re selv­værd og fri­hed har det. Jeg tog le­der­ska­bet, som for mig be­stod i at ru­ste min søn til at kun­ne selv. For det tror jeg, at børn vok­ser af. Jeg er stolt af at ha­ve op­fun­det ud­tryk­ket bowling­mor – midt i en cur­ling­tid. At det vir­ke­de, be­vi­ste han al­le­re­de ef­ter nytår i 0. Klas­se. Vi bo­e­de cir­ka fem km fra sko­len. Den 2. ja­nu­ar kør­te jeg ham i sko­le, men han gik selv ind. For før­ste gang ale­ne gen- nem sko­le­går­den. Hvor svært kan det væ­re? Jeg tog hjem, og gik i seng igen. Det hav­de væ­ret en hård nytår­s­af­ten. Så rin­ge­de te­le­fo­nen fra et ukendt num­mer. Pis­seir­ri­te­ren­de. Jeg tog den ik­ke – før­ste gang. Da den rin­ge­de an­den gang, over­gav jeg mig. » Hej mor, det er Benja­min. Jeg har stop­pet en cyk­list og lånt hans te­le­fon. Jeg tror, sko­len er luk­ket, jeg er den ene­ste, der er her. Vil du ik­ke hen­te mig igen? « Han var syv år. Midt i den mor- ka­ta­stro­fe ( som jeg si­den er ble­vet dril­let me­get med) mær­ke­de jeg stolt­he­den over, at han var så snar­rå­dig, be­slut­som, hand­le­kraf­tig – og modig. Han lø­ste pro­ble­met. Mens jeg selv måt­te rin­ge til­ba­ge til den t i l f æl d i g e cyk­list for at for­sø­ge at over­be­vi­se ham om, at alt var ( næ­sten) nor­malt i vo­res fa­mi­lie. Åh Gud... Nu er min søn 17 år. Og ale­ne hjem­me på an­den uge, mens jeg har væ­ret i Jyl­land. Han har Jo­se Gon­za­les – en ud­veks­lings­stu­dent – bo­en­de. Og det vir­ker som om, alt kø­rer. Mad, rent tøj, op til ti­den, gym­na­si­et, sty­re mad­bud­get­tet og så­dan. Det er spild af tid, at jeg lig­ger her og har dår­lig samvit­tig­hed. Jeg skul­le hel­le­re væ­re stolt. For det er lyk­ke­des mig at la­ve et selv­stæn­digt tæn­ken­de, mo­dent, næ­sten- vok­sent men­ne­ske. Men træ­er­ne vok­ser al­li­ge­vel ik­ke ind i him­len. Da jeg kom hjem for­le­den, stod der en va­se med en buket råd­ne blom­ster. Jeg spurg­te forun­dret: ’ Har du købt blom­ster?’ » Nej, dem tror jeg, du har få­et, mor. De stod uden for dø­ren en dag. « Det var ik­ke fal­det ham ind at si­ge det til mig. El­ler at gem­me kor­tet. Der­for svæ­ver det i det uvis­se, hvem jeg skal tak­ke for blom­ster. Men tak – for ham, blom­ster og for for­år.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.