AN­NET­TE HEICK How are you to­day?

BT - - SØNDAG -

Jeg er li­ge kom­met hjem fra en tur i USA. Det er et spæn­den­de land med bå­de en mas­se ud­for­drin­ger og en mas­se for­bil­led­li­ge mu­lig­he­der. Der er sta­ter, hvor di­ver­si­te­ten er iøj­ne­fal­den­de – det gæl­der især stor­by­er­ne. Og der er sta­ter, hvor ens­ar­tet­he­den er slå­en­de. Det var den i Fl­o­ri­da, hvor jeg net­op har be­fun­det mig. DER ER ME­GET at si­ge om ame­ri­ka­ner­ne: De er højlyd­te, el­sker larm fra bi­ler, fra højta­le­re, fra men­ne­sker. De ta­ler enormt højt. Og så er fed­me­epi­de­mi­en me­re end no­gen­sin­de no­get, man vir­ke­lig læg­ger mær­ke til. I stort set al­le for­ret­nin­ger går stør­rel­ser­ne op til XXXL, og det er ik­ke usæd­van­ligt, at der ind imel­lem er fem X’er på mær­ker­ne. Man for­står det godt, når man ser ud­bud­det og mæng­der­ne af mad, der ser­ve­res. Men selv­føl­ge­lig er det ik­ke he­le sand­he­den. DER ER MAN­GE ting, man som dan­sker st­ud­ser over, når man rej­ser i lan­det. Ben­zin­pri­ser­ne er så la­ve, at man ri­ge­ligt for­står, hvor­for de kø­rer i enor­me bi­ler og har lidt svært ved at få kli­ma­de­bat­ten op at kø­re de ste­der, hvor af­stan­de­ne er sto­re. Og i Fl­o­ri­da, hvor der li­ge nu er over 20 gra­der de fl este ste­der, kø­rer airco­nap­pa­ra­ter­ne overalt. Og det en i så­dan grad, at man vis­se ste­der un­dres over, at det ik­ke sner in­den­for! Jeg skynd­te mig for det me­ste ud i var­men. AME­RI­KA­NER­NE KAN VI dan­ske­re godt li­de at kal­de over­fl adi­ske. Vi gør det pri­mært, tror jeg, for­di vi op­le­ver, hvor­dan en­hver eks­pe­di­ent i en­hver for­ret­ning si­ger: ’ How are you to­day?’ (’ hvor­dan har du det i dag’). Og vi ved jo godt, at eks­pe­di­en­ten dy­best set er li­geg­lad med sva­ret. Men vo­res tolk­ning er for­kert. Det er ik­ke over­fl aderæs. Det er et spørgs­mål, som skal for­tæl­le kun­den, at han ik­ke er li­ge­gyl­dig. Det er hø­fl ig­hed. Og det skal vi­se kun­den, at eks­pe­di­en­ten går op i at gi­ve kun­den en god op­le­vel­se. Det kal­des ser­vi­ce. JEG TROR IK­KE, jeg for­nær­mer ret man­ge ved at an­ty­de, at vi her­hjem­me godt kun­ne bru­ge en anel­se me­re hø­fl ig­hed og god ser­vi­ce så­dan ge­ne­relt. Jeg selv var i går i Ma­ga­sin og blev be­tjent af en enormt sød og tjenstvil­lig pi­ge: ’ Skal jeg hen­te den på la­ge­ret? Ved du hvad, jeg tjek­ke­de li­ge i vo­res an­dre af­de­lin­ger. Ja, den er fl ot til dig, skal du bru­ge den til no­get be­stemt?’ Jeg ro­ste hen­de bag­eft er for hen­des sø­de må­de at væ­re på. Og så tænk­te jeg over, hvor me­get gla­de­re vi beg­ge to var ble­vet. Og det slog mig, at ople­vel­sen sna­re­re var sjæl­den end for­ven­te­lig.

’’

NÅR EN AME­RI­KANSK eks­pe­di­ent spurg­te ’ how are you to­day?’, så sva­re­de jeg hver gang og fi k lyst at spør­ge den an­den vej. Og det blev ik­ke aka­vet. Det blev til en mas­se små sam­ta­ler. Det kan godt væ­re, at ame­ri­ka­ne­ren ik­ke gik i dyb­den el­ler no­gen­sin­de hav­de til hen­sigt at bli­ve min ven, men jeg føl­te mig set. Jeg tænk­te på, hvor me­get det må be­ty­de for en­som­hed. En­som­me men­ne­sker her­hjem­me kan gå ud at hand­le en hel dag uden på no­get tids­punkt at bli­ve mødt af no­gen el­ler fø­le no­gen in­ter­es­se fra an­dre men­ne­sker. Det kan de alt­så ik­ke i USA. JEG SI­GER IK­KE, at der ik­ke fi ndes en­som­me men­ne­sker men jeg sy­nes, det kun­ne væ­re spæn­den­de, hvis vi tur­de ar­bej­de lidt me­re med den form for ven­lig­hed. Den kan må­ske fø­les på­træn­gen­de hos et folk ( os), der dy­best set er ret re­ser­ve­re­de, men er det ik­ke værd at prø­ve med et: ’ Hej med dig – hvor­dan går du og har det?’ Og så selv­føl­ge­lig ledsa­get af dét, der må­ske mang­ler al­ler­mest i det kol­de nord: Et varmt smil!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.