Et di­lem­ma kom­mer sjæl­dent ale­ne

BT - - SPORTEN -

JEG SÅ I går Ran­ders ta­be 0- 1 til Brønd­by. De le­ve­re­de vir­ke­lig en rin­ge præ­sta­tion. Og hav­de man set den kamp uden at vi­de, hvad der el­lers var sket i lø­bet af ugen, så vil­le man si­ge, at vi så et de­ci­me­ret Ran­ders- hold, der mang­le­de i hvert fald et par go­de spil­le­re, der kun­ne ha­ve gjort hol­det bed­re.

Nu ved vi så for­ment­lig al­le sam­men, at fra­væ­ret af Jonas Borring og Chri­sti­an Kel­ler hand­le­de om en kon­fl ikt mel­lem de to uden for ba­nen, hvor Kel­ler er fun­det sam­men med den kvin­de, som Borring er ved at bli­ve se­pa­re­ret fra.

Jeg kan ik­ke kon­klu­de­re, at Ran­ders’ rin­ge kamp hand­le­de om den uro, der har væ­ret, men jeg ved med min træ­ne­rer­fa­ring, at det i ugen op til en kamp selv­føl­ge­lig be­ty­der no­get, om det samvær og den træ­ning, man har, er fo­ku­se­ret og kon­cen­tre­ret, el­ler om det er ble­vet se­kun­dært. Og det blev det i Ran­ders. SA­GEN ER I mi­ne øj­ne et klas­sisk di­lem­ma mel­lem aspek­ter­ne i vo­res til­væ­rel­se ved­rø­ren­de jura, etik og prak­tik. For så vidt an­går ju­ra­en, er der jo ik­ke no­get at kom­me eft er. Der er Kel­ler ren.

Ta­ger man så etik­ken, vil man­ge me­ne, at han har over­t­rå­dt en uskre­ven re­gel og ik­ke respek­te­rer det ko­deks, der er gæl­den­de, hvor man blandt an­det vil si­ge:

En fod­bold­klub er ik­ke ba­re en ar­bejds­plads. Der er et ko­deks gæl­den­de, hvor man er afh æn­gig af hin­an­den og reg­ner med hin­an­den. Man le­ve­rer, og man blot­ter sig un­der den præ­mis, at det ved man og­så, at ens kam­me­ra­ter gør, og man har så at si­ge hin­an­dens ryg. Og hvis det skri­der, skri­der fun­da­men­tet for, at man sam­men kan præ­ste­re det, der for­ven­tes og for­lan­ges.

På den an­den si­de er det ik­ke så li­ge til, for hvor­dan skal man kon­trol­le­re si­ne fø­lel­ser? Hvor­dan skal man kon­trol­le­re, når der er nog­le sær­li­ge men­ne­sker, man ik­ke må bli­ve fo­rel­sket i, og hvor læn­ge har man rå­de­ret over tid­li­ge­re kæ­re­ster for ik­ke at ta­le om nu­væ­ren­de el­ler ba­re an­dre men­ne­sker?

Kær­lig­he­den for­blin­der, ved vi fra de gam­le græke­re, hvis vi ik­ke ken­der det fra os selv. Hvor usym­pa­tisk det end må ta­ge sig ud.

Det er di­lem­ma­et. NÅR MAN SÅ har ana­ly­se­ret det, og uan­set om man væl­ger den eti­ske el­ler juri­di­ske til­gang til sa­gen, og de kan væ­re li­ge gang­ba­re, står man nu i Ran­ders med et prak­tisk pro­blem, nem­lig det, at spil­ler­ne ik­ke ac­cep­te- rer en så­dan op­før­sel in­den for fod­bold­fa­mi­li­en, og det mel­der de ud. Og frem for alt kan og vil den fors­må­e­de spil­ler ik­ke væ­re i det.

Så­le­des er en spil­ler ude, og hans hold­kam­me­ra­ter væl­ger si­de og har i Ran­ders valgt sym­pa­tien for den fors­må­e­de part, og de har eft er si­gen­de gi­vet ud­tryk for, at de ik­ke vil ha­ve Kel­ler på de­res hold.

Og så står vi til­ba­ge med et nyt di­lem­ma - nem­lig, at de spil­le­re med den ak­tion bry­der no­get juri­disk ved ik­ke at stå til rå­dig­hed for de­res klub til det, som de nu fak­tisk er be­talt for. Men sa­gen her ud­stil­ler og­så, at det­te spil er me­re end jura. For der for­ven­tes me­re, end at man ba­re kom­mer og ar­bej­der. Man for­ven­ter en­ga­ge­ment, blod og sved og li­den­skab, og det kan man ik­ke tvin­ge frem. Det kan man mo­ti­ve­re til.

Det er det aff ød­te di­lem­ma. DEN NEM­ME LØS­NING vil­le væ­re at si­ge, at Chri­sti­an Kel­ler ik­ke læn­ge­re er øn­sket hos os. Men hvad skal Ran­ders bin­de det op på? Det skul­le væ­re, at han har for­nær­met dem og er en pa­ria i de­res trup, som man ik­ke kan le­ve med, og at man som klub er nødt til at la­de de fl estes hold­ning gæl­de.

Men Kel­ler har jo net­op ik­ke over­t­rå­dt nog­le reg­ler. Han er jo be­skyt­tet af loven, og Ran­ders er for­plig­tet til at over­hol­de klub­bens for­plig­tel­ser, og med det, som Chri­sti­an Kel­ler har meldt ud, har han til­sy­ne­la­den­de in­gen in­ten­tio­ner om selv at ta­ge det, der for nog­le vil­le væ­re den na­tur­li­ge kon­se­kvens - at for­la­de ger­nings­ste­det. OG SÅ BLEV der i øv­rigt og­så spil­let topkamp i Par­ken i aft es, og den var et far­vel til den sid­ste rest af spæn­ding i top­pen, tror jeg.

Pi­len pe­ger mod him­len for FCK og nedad for de to an­dre, AaB og FCM. Og jeg sy­nes fak­tisk, at det­te er et rig­tig loven­de og spæn­den­de hold, hvor Stå­le Sol­bak­ken har hen­tet spil­le­re fra en hø­je­re hyl­de end tid­li­ge­re.

Det er byg­get op om­kring en so­lid stam­me af spil­le­re, som har en god al­der, og hvor man kun­ne til­fø­je spil­le­re som Ver­bic, Kusk, An­ker­sen, Augs­tin­s­son, der er un­ge spil­le­re, som med stor sand­syn­lig­hed ba­re bli­ver bed­re og bed­re. Det er me­get, me­get stærkt.

Det­te hold er ik­ke i nær­he­den af at top­pe end­nu, som jeg ser det. Så kan det godt væ­re, at de sæl­ger Nicolai Jør­gen­sen til som­mer, men det bli­ver jo for så man­ge pen­ge, at de kan kø­be på et ni­veau, der næ­sten er li­ge så højt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.