’ Jeg skal til­ba­ge til hver­da­gen’ A

BT - - KENDER DU DET? -

jjjj... jeg gi­der ik­ke... yo­ga i dag. Mund­vi­ge­ne føl­ger det al­dren­de pat­værks ru­te mod gulv­bræd­der­ne. ’ Hvor­for er det så håååårdt at kom­me i gang.’ klyn­ker jeg, mens jeg end­nu en gang scan­ner hjer­nen for en plau­si­bel und­skyld­ning for at mel­de af­bud. Der er in­gen. Den ene­ste und­skyld­ning er min egen ugi­de­lig­hed. Og den hol­der ik­ke læn­ge­re. Med skils­mis­se, min sted­fars død, ind­læg­gel­se og en om­gang hund­e­hval­pe har mit fo­kus i lang tid ab­so­lut ik­ke væ­ret ret­tet mod at le­ve sundt og hu­ske at få mo­tion. Det har me­re væ­ret ret­te mod at træk­ke mig ud af sen­gen og få gjort al­le de ting, der var me­re pres­se­ren­de end et vok­sen­de bil­dæk og et par lår­bas­ser, det bli­ver svæ­re­re og svæ­re­re at pres­se ned i de jog­ging­buk­ser, der en­gang var ’ over­sized’...

Jeg har væ­ret så træt.

For at hæn­ge sam­men er der ble­vet hældt ustyr­li­ge mæng­der kaf­fe og suk­ker in­den­bords. Med det re­sul­tat, at mit blod­suk­ker har ta­get nog­le or­dent­li­ge rut­sje­ba­ne­tu­re. Det har gjort mig end­nu me­re træt. Jeg er et op­lyst men­ne­ske – det er ik­ke for­di, jeg ik­ke ken­der kon­se­kven­sen af et eska­le­ren­de suk­ker­for­brug. Men fak­ta er, at jeg spi­ser sø­de sa­ger, når jeg er stres­set. Og det må jeg godt. Har jeg be­stemt. For man skal væl­ge si­ne kam­pe og kun ta­ge de vig­ti­ge – dem man har en re­a­li­stisk mu­lig­hed for at vin­de. Er­fa­rin­gen hjæl­per én til at væl­ge de rig­ti­ge. Det kan godt væ­re, at tyng­de­kraft + tid ik­ke gør go­de ting ved krop­pen. Til gen­gæld bli­ver sin­det me­re ’ gro­un­det’ og i stand til at mod­stå ti­dens sund­heds- og slan­ke­hyste­ri. Hel­dig­vis. Jeg HAR prø­vet at tvin­ge mig selv til at le­ve sundt i spids­be­la­ste­de si­tu­a­tio­ner. Med det re­sul­tat, at jeg spi­ste sundt i to ti­mer. Mens jeg brug­te re­sten af da­gen på at skæl­de mig selv ud over, at jeg ik­ke kom ud at lø­be, el­ler at jeg kun­ne fin­de på at skr­æl­le en roulade som en ba­nan og æde den di­rek­te fra pak­ken. Re­sul­ta­tet var, at jeg, ud­over det pres jeg i for­vej­en var un­der, og­så føl­te mig som en ’ slap ta­ber’. Hvor latterligt. Man skal ik­ke ta­le dår­li­ge­re til sig selv, end man vil­le gø­re til si­ne ven­ner. Og dem vil­le man sgu godt kun­ne for­stå, hvis de lod stå til i en hård pe­ri­o­de. Det vir­ker fak­tisk me­get bed­re end skæl­dud – at for­stå sig selv. Og la­ve en af­ta­le med sig selv om, at så læn­ge und­ta­gel­ses­til­stan­den står på, må man gø­re alt dét, der kan trø­ste én. Men så kom­mer den svæ­re del. At væn­ne til­ba­ge til hver­da­gen. For mig er det tid til hver­dag – nu. Hval­pe­ne er af­le­ve­ret til de­res nye, dej­li­ge fa­mi­li­er, der er in­gen kri­ser, der skal kla­res. Nu er der ba­re mig og hver­da­gen. Så nu er det på sin plads at si­ge: ’ Op af so­fa­en, dit fe­de læs.’ Og jo, dét vil­le jeg og­så si­ge til mi­ne ven­ner. ( Sjovt nok har jeg ik­ke så man­ge...) Hvis suk­ker- og dy­ne­af­hæn­gig­he­den skal bry­des, er der kun én ting, der vir­ker. Fy­sisk ak­ti­vi­tet. Når først jeg be­gyn­der at mo­tio­ne­re, kom­mer ly­sten til at gø­re no­get godt for min krop i takt med, at jeg mær­ker de be­græns­nin­ger, min vægt, min dår­li­ge kon­di el­ler mi­ne an­dre fy­si­ske ska­van­ker sæt­ter for mig. Når jeg får gang i mo­tio­nen og bli­ver af­hæn­gig af, at min krop fun­ge­rer, kom­mer ly­sten til at spi­se sun­de­re - af sig selv. Med an­dre ord, når jeg gør no­get af lyst og ik­ke af angst, så kom­mer re­sul­ta­ter­ne af sig selv. Jeg véd, at det vir­ker. Og at jeg bli­ver så glad. Jeg har væ­ret her før. Jeg gi­der sta­dig ik­ke, men jeg gør det. Den her kamp – den vin­der jeg.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.