E
btweekend@ bt. dk Foto Nils Meilvang gentlig havde Mogens Blom overvejet at spise i hotellets restaurant ti etager under hans værelse. Men han var træt og besluttede sig for i stedet at bestille roomservice og se tv.
Mens han ventede på maden, lød et brag, der rystede hotellet.
» Først troede jeg, at det var en gryde, der var eksploderet i køkkenet – eller sådan noget. Men nede på parkeringspladsen kunne jeg se folk løbe rundt. Jeg tog min pung og mit pas og løb de ti etager ned, « fortæller den 60- årige Mogens Blom. I stueetagen hørtes skrig og råb. I det svage lys fra gaden kunne han se, at hele glasfacaden mellem restauranten og poolområdet var sprængt væk. I det øjeblik gik det op for ham, at det hverken var en gaseksplosion eller et hændeligt uheld, der havde ramt SAS- hotellet i Amman en novemberaften i 2005. Det var terror. De tomme øjne hos hotellets tjenere, der havde set deres kolleger dø, talte deres eget tydelige sprog om det uforståelige. » Jeg gemte mig nogle minutter, for jeg anede jo ikke, om der ville komme terrorister med maskinpistoler og meje resten af os ned, « husker den tidligere udviklingskonsulent, der i dag er romanforfatter.
Et liv i udvikling
I mange år har Mogens Blom været konsulent på danske ulandsprojekter rundt om i verden. Han rejste 90 dage om året – til Sydamerika, Afrika og Asien, hvor han sikrede, at de danske bistandskroner blev brugt, som de burde. I 2003 besluttede den daværende regering at oprette ’ Det Arabiske Initiativ’, som skulle sikre brobygning og forståelse mellem Mellemøsten og Vesten – herunder Danmark. Mogens Blom blev spurgt, om han ville være konsulent på initiativet. Det var derfor, han var på SAShotellet, den dag bomben sprang. » Senere den aften så jeg på CNN et billede af mit hotel med ’ breaking news’- skiltet under. Tre hoteller i Amman var ramt af terror. 60 mennesker var blevet dræbt. Jeg ringede til min kone og sagde, at hun ikke skulle være bekymret. Det var hun nu heller ikke, for hun anede ikke, hvad der var sket, « husker Mogens Blom. Havde hun kendt til omfanget af angrebet, ville hun nok have været bekymret. For på Mogens Bloms hotel, hvor der var bryllupsfest, da bomben sprang, døde 30 palæstinensiske bryllupsgæster den aften. » Næste morgen oplevede jeg, hvordan de lokale gik på gaderne. Frem og tilbage i en slags tavs demonstration. Jeg troede på en eller anden måde, at man var forberedt på den slags i Mellemøsten, men det var de slet ikke, og hele landet gik i stå i flere dage. « Et par dage senere stod en af terroristerne – hvis bombebælte ikke var udløst – frem på tv og fortalte koldt og kynisk, hvordan angrebet var planlagt. » Det var så koldblodigt. Hvor er det sygt, at nogen tror, at det kan bringe godt med sig at udløse et selvmordsbælte til en bryllupsfest med 300 gæster. Det er ikke til at fatte, « siger han. Angrebet skete to måneder efter, at Muhammedtegningerne var blevet trykt i Jyllands- Posten. I tiden efter tænkte Mogens Blom meget over den kløft af mistillid, han kunne se, at der var mellem Vesten og Mellemøsten. » Vi forstår ikke, hvordan religion og nogle tegninger kan betyde så meget for folk. Men når det lykkedes at mobi-