DI­LEM­MA:

BT - - TEMA - Ten­zin Drolkar

Din far er død, og du og din bror ar­ver 200.000 kro­ner. Til din sto­re over­ra­skel­se ar­ver I li­ge me­get, selv­om din bror er me­get vel­ha­ven­de, har et godt job og et en­kelt barn, som i øv­rigt er vold­somt for­kælet. Di­ne eg­ne børn går i ar­ve­tøj, og det er svært for dig at få øko­no­mi­en til at hæn­ge sam­men, hvil­ket din far vid­ste. Al­li­ge­vel har hans te­sta­men­te ik­ke ta­get høj­de for den sto­re ulig­hed, og din bror vir­ker hel­ler ik­ke, som om han har tænkt sig at ud­jæv­ne ulig­he­den. Du er sur, men de se­ne­ste stikpil­ler har ik­ke hjul­pet. Man er nødt til at respek­te­re den af­dø­des øn­ske. Det er ik­ke ri­me­ligt at be­de et men­ne­ske om at gø­re for­skel på si­ne børn, og din bror er ik­ke for­plig­tet til at gi­ve af­kald på sin arv, selv om han er vel­ha­ven­de. Du er nødt til at våg­ne op til re­a­li­te­ter­ne og ac­cep­te­re dem. Jo me­re vi for­sø­ger at be­kæm­pe re­a­li­te­ter­ne, de­sto svæ­re­re bli­ver vo­res liv. Du skal læ­re dig selv at glæ­de dig på din brors veg­ne over, at han har det godt. Husk – vi ska­ber selv vo­res liv, og du øde­læg­ger dit ved at gå og ru­ge. Tag an­svar for di­ne fø­lel­ser ved at mær­ke dem, læg­ge dem til si­de og tæn­ke ven­ligt på mod­par­ten. Husk, det er dig, der har fø­lel­sen, din mod­part er ba­re trig­ge­ren. Du kan ik­ke kon­trol­le­re an­dres gø­ren og la­den. De stør­ste smer­ter og pro­ble­mer kom­mer fra os selv – al­li­ge­vel sø­ger vi of­te år­sa­gen hos an­dre. Det er en spi­ri­tu­el op­ga­ve at se alt i øj­ne­ne – og­så vo­res eg­ne skyg­ge­si­der. Når vi ser alt i øj­ne­ne , slip­per vi de smer­ter, som ska­bes af vo­res eg­ne tan­ker og fo­re­stil­lin­ger. Jeg sy­nes, du skal tæn­ke dig godt om: Hvad er vig­tigst: Din re­la­tion til din bror el­ler pen­ge­ne? Lars Ot­to Vin­de­rød Jeg sy­nes, det er helt ri­me­ligt at de­le li­ge. Du har dig­tet din egen ri­me­lig­heds­be­tragt­ning, men det er jo kun ri­me­ligt ud fra dit syns­punkt. Jeg tror, du har følt sig fors­må­et gen­nem læn­ge­re tid . Fak­tisk tror jeg, at du vil­le væ­re util­freds li­ge­gyl­digt hvad – og­så selv om du fik pen­ge­ne. Må­ske skul­le du gå til psy­ko­log for at læ­re at væ­re glad for det, du har. Men­ne­sker pro­ji­ce­rer sig selv ud på ver­den . Det vil si­ge, at når men­ne­sker er un­der pres fra en ond ver­den, er det fak­tisk ik­ke ver­den, der er ond, men no­get in­de i os selv, der gør ondt. Der­for skal vi al­tid tæn­ke på at æn­dre dét i os selv, som gør ondt, frem for at for­sø­ge at æn­dre ver­den. Anja Cor­des Jura er ik­ke al­tid det sam­me som ret­fær­dig­hed. Hvis den­ne sag hav­ne­de hos mig, vil­le jeg ik­ke sy­nes, du skul­le gø­re no­get som helst. A rv er ik­ke børns ret, selv om man­ge tror det. Man­ge for­æl­dre har ik­ke lyst til at gø­re for­skel, selv om bør­ne­ne er for­skel­li­ge. Når folk er i tvivl, si­ger jeg al­tid til dem, at de skal tæn­ke på, hvil­ket for­hold de øn­sker, at de­res børn har frem­over. Hvis I ger­ne vil ha­ve, at je­res børn skal ha­ve en re­la­tion, an­be­fa­ler jeg al­tid, at man ik­ke gør for­skel. Jeg har i øv­rigt lært, at ar­ve­stri­dig­he­der mel­lem sø­sken­de stort set al­tid hand­ler om gam­le sø­sken­de­kon­flik­ter, der kom­mer op til over­fla­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.