MIT FOTOALBUM

BT - - SØNDAG -

Kira Skov ( f. 1976), san­ge­r­in­de og kom­po­nist, spil­ler den 23. marts en kon­cert i Co­pen­ha­gen Ja­zz Hou­se. Sid­ste eft er­år ud­gav hun al­bum­met May your Mind Explo­de a Blos­som Tree, der gav fem- og seks- stjer­ne­de an­mel­del­ser. Modt­og des­u­den to step­pe­ul­ve for Årets pla­de og Årets san­ge­r­in­de, samt en Carl- pris som årets tekst­for­fat­ter for sin for­ri­ge pla­de. Hen­des mu­sik­kar­ri­e­re ind­led­tes, da hun i 1993 tog til Lon­don og si­den USA, hvor ban­det But­ter­fl y Spe­cies blev dan­net. I 2002 Kira & The Kin­dred Spi­rits. Hun modt­og i 2014 det 3- åri­ge ar­bejds­le­gat. Ræ­ve­rø­de for­æl­dre

Det­te bil­le­de er ta­get da­gen før, jeg blev født. Det var an­dre ti­der den­gang, som man kan se. Min far, med det lan­ge hår, står med en øl, og min gravi­de mor får sig en smøg. De er ved min mor­mors gam­le som­mer­hus i Vej­by, som er mit re­fu­gi­um. Det er der, jeg ta­ger hen, når jeg skal skri­ve el­ler ar­bej­de. Jeg vok­se­de op i Nan­sens­ga­de, og si­den Val­by, men kom til at væ­re ho­ved­par­ten af min op­vækst i Rø­d­ov­re, hvor jeg bo­e­de, fra jeg var ti. Der blev mi­ne for­æl­dre skilt, og jeg blev det klas­si­ske pend­ler­barn. Mi­ne for­æl­dre var ræ­ve­rø­de, så jeg vok­se­de op med Land og Folk- de­mon­stra­tio­ner par­ti­ar­ran­ge­men­ter i et væk.

1.

En hård år­gang i sko­len

Som barn var jeg tænk­som, ik­ke ge­nert, og jeg har al­tid haft en ten­dens til det melan­kol­ske, det står jeg ger­ne ved. Min sko­le­tid var lidt pro­ble­ma­tisk, for jeg kom i en hård år­gang på Hen­riks­holm Sko­le i Rø­d­ov­re, som lå mel­lem et vil­lakvar­ter og de ghet­to­ag­ti­ge pro­jekt­byg­ge­ri­er. Det var mil­dest talt uhel­digt, for man­ge af bør­ne­nes for­æl­dre dø­de af kræft og hjer­teslag i lø­bet af sko­le­ti­den. Jeg hu­sker og­så ty de­ligt, hvor­dan en læ­rer en­gang sad og græd ude på gan­gen, in­den hun skul­le un­der­vi­se os. Det var hardco­re, og­så når jeg be­søg­te ven­ner­ne fra bo­lig­byg­ge­ri­er­ne på den an­den si­de af Tårn­vej. Der­hjem­me hav­de man pla­sti­cso­fa­er i stu­en og aske­bæg­re­ne var fyldt op med grøn­ne Look- skod.

2.

Vid­ste at jeg var an­der­le­des

Jo, det gjor­de da lidt ondt at få det hul i næ­sen. Jeg føl­te ret tidligt, at jeg ik­ke rig­tigt pas­se­de ind. Jeg var be­vidst om, at jeg var an­der­le­des, og det gjor­de jeg til min sty rke. Min in­ter­es­se for mu­sik var og­så an­der­le­des, for jeg hør­te Mozart. Da mi­ne for­æl­dre blev skilt, blev det svært ro­det. Min far fi k et barn med en an­den kvin­de, og min mor fi k en kæ­re­ste, som åb­ne­de en ny ver­den for mig. For han var in­ter­es­se­ret i mu­sik som Frank Zap­pa og Tom Waitts, og han la­ve­de en mas­se kas­set­tebånd, som jeg lyt­te­de til. Da jeg var 11, var jeg med ham til en kon­cert med Prin­ce, og det var et ven­de­punkt for mig, og jeg lag­de den klas­si­ske mu­sik lidt på hyl­den. Jeg tænk­te, at man kun­ne for­la­de Rø­d­ov­re og gø­re no­get an­det. Det sto­re sus af mu­sik­ken og kraft en af lys og lyd­tryk var trans­for­me­ren­de for mig. Jeg be­gynd­te at dyk­ke ned i min mors pla­de­sam­ling og op­tog Be­at­les og Ja­nis Jop­lin til kas­set­tebånd. Og da jeg blev 13, lær­te jeg en pi­ge at ken­de, som bo­e­de på Chri­sti­a­nia, og vi lær­te og­så nog­le lidt æl­dre fy­re at ken­de. Det var en lidt svær tid i mit liv på man­ge må­der.

3.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.