AN­NET­TE HEICK 7 ÅR, NIL­LER ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Der er næp­pe no­gen fi lm, jeg har ci­te­ret me­re end ’ Den ene­ste ene’. » 7 år, Nil­ler. Så ved man et og an­det, « sag­de So­fi e Gråbøl i rol­len som den psy­ko­lo­gi­stu­de­ren­de Mul­le til Nil­ler ( Ni­els Ol­sen). Jeg lå­ner or­de­ne – dog med en vis sel­viro­nisk di­stan­ce – i den­ne uge, hvor jeg kan fejre mi­ne 7 år med nær­væ­ren­de BT­klum­me. Da­gens klum­me læg­ger sig som nr. 370 i ræk­ken. An­tal­let af bre­ve, jeg har mod­ta­get, har jeg ik­ke læn­ge­re over­blik over. Jeg gæt­ter på om­kring 10.000. DER HAR VÆ­RET man­ge sa­ger i åre­nes løb, som har en­ga­ge­ret, pro­vo­ke­ret, chokeret og fry­det læ­ser­ne. Fle­re hu­sker nok sa­gen om den afri­kan­ske pi­ge, der blev adop­te­ret af et dansk par, som ik­ke mag­te­de op­ga­ven, hvor­for pi­gen blev ’ re­tur­ne­ret’ til de so­ci­a­le myn­dig­he­der. Hen­des navn var og er Mas­ho, og eft er min ar­ti­kel stod folk i kø for at gø­re no­get for den lil­le pi­ge. Det var en for­fær­de­lig hi­sto­rie, som jeg har fulgt lø­ben­de fra si­de­linj­en. På trods af man­ge go­de in­ten­tio­ner la­der det ik­ke til, at det no­gen­sin­de en­der lyk­ke­ligt for Mas­ho. Pi­gen, der i dag nær­mer sig te­e­na­ge­al­de­ren, sid­der på en in­sti­tu­tion og har hver­ken ad­gang til si­ne bi­o­lo­gi­ske for­æl­dres kær­lig­hed el­ler kær­lig­hed fra de ( man­ge) ple­je­for­æl­dre, der til­bød at over­ta­ge ef­ter de no­get kær­lig­heds­lø­se adop­tiv­for­æl­dre. Trist, trist, trist. OG SÅ VAR der selv­føl­ge­lig ne­ger- hi­sto­ri­en. Jeg rej­ste spørgs­må­let: Hvad nyt­ter po­li­tisk kor­rek­t­hed? Har de sor­te få­et bed­re vil­kår i USA, for­di man har drop­pet or­det ’ ne­gro’? Æn­drer det no­get ved sor­tes li­del­ses­hi­sto­rie, at vi æn­drer spro­get? Hvor­for må vi si­ge in­di­a­ner og eski­mo? Og er vo­res hud­far­ve­de pla­ster på apo­te­ket i vir­ke­lig­he­den ra­ci­stisk? DET MEN­TE 55.000 men­ne­sker, de li­ge måt­te kom­men­te­re. Ja! Så man­ge kom­men­ta­rer kom der fak­tisk på Fa­ce­book, og ar­tik­len er si­den ble­vet re­gi­stre­ret som den mest del­te, mest læ­ste, mest kom­men­te­re­de i dan­marks­hi­sto­ri­en. Det er jeg fak­tisk stolt over, for det vi­ser, at dis­kus­sio­nen har re­le­vans. Un­der min rej­se til en spansk­ta­len­de ca­ri­bi­sk ø for et par uger si­den måt­te jeg iro­nisk nok kon­sta­te­re, at det ned­sæt­ten­de span­ske ord for ne­ger er ’ ne-

gro’, men at sort på spansk hed­der… nåh ja… ne­gro. IK­KE HELT SÅ man­ge ( men dog en del) kom­men­te­re­de min – ja, jeg ved det godt – tar­ve­li­ge over­skrift : Hva’ så, tyk­ke! Over­skrift en gjor­de præ­cis dét, den skul­le: Fik folk op af sto­len. Jeg øn­ske­de at ska­be de­bat om, hvor­dan vi kom­mer fed­me­epi­de­mi­en til livs, når det gæl­der de un­ge ge­ne­ra­tio­ner. Desvær­re kom dis­kus­sio­nen eft er­føl­gen­de til at hand­le om form i ste­det for ind­hold. En mas­se ( især tyn­de) men­ne­sker hav­de travlt med at for­tæl­le, hvor­når man må si­ge tyk el­ler ej, mens jeg blev væl­tet ba­g­over af rø­ren­de bre­ve fra over­væg­ti­ge men­ne­sker, som ba­re så ger­ne vil af med de over­fl ødi­ge ki­lo.

’’

FOR­MAN­DEN FOR ADIPOSITASFORENINGEN ( for over­væg­ti­ge), Bir­git­te Han­sen, skrev bag­eft er til mig: Du har fuld­stæn­dig ret i, at vi skal la­de væ­re med at la­de stå til. I nog­le af de hår­dest ram­te ame­ri­kan­ske sta­ter ta­ler man nu åbent om, at bør­ne­ne dør før for­æl­dre­ne, for­di de er så gen­nem­gri­ben­de us­un­de og fe­de. Du skrev i din klum­me at ame­ri­kan­ske for­hold/ uno­der ram­mer os i Dan­mark med ca. 10 års forsinkelse. Jeg gy­ser ved tan­ken om de man­ge tyk­ke dan­ske børn, som vil dø før de­res for­æl­dre. 7 ÅR ER gå­et, si­den jeg skrev min før­ste klum­me, som hand­le­de om for­vent­nings­af­stem­ning. Jeg mær­ker ik­ke umid­del­bart no­gen 7- års kri­se. Jeg for­ven­ter fort­sat en­ga­ge­re­de læ­se­re og hå­ber i sam­me ån­de­d­rag, at jeg kan le­ve op til mi­ne læ­se­res for­vent­nin­ger. God søn­dag.

Så er der gjort klar til kunst­ner­bal. nes, at de hu­se, jeg rev ned, var så aff æl­di­ge, at det var for­budt at be­bo dem. Det kun­ne væ­re en god idé at gå lidt på jagt eft er in­spira­tion. I kun­ne hver især ind­hen­te ma­te­ri­a­le hos nog­le byg­ge­fi rma­er for at se, hvad der fi ndes, og pej­le jer ind på, hvor kom­pro­mi­set skul­le lig­ge. Man kan og­så på net­tet le­de eft er fi rma­er, der har spe­ci­a­li­se­ret sig i at istand­s­æt­te gam­le hu­se. Alt­så helt gen­tæn­ke dem. Jeg ved, at Bo Bed­re på sin hjem­mesi­de har fl ere fl ot­te ek­semp­ler på om­byg­nin­ger, som tog hen­syn til det op­rin­de­li­ge hus. Hvis din mand har ac­cep­te­ret hu­sets be­lig­gen­hed, så er I al­le­re­de godt på vej. Må­ske… når I har nær­met jer en idé om, hvad det fæl­les hjem skal rum­me... så kun­ne det væ­re en god idé at ta­ge en snak med en ar­ki­tekt. Det ko­ster lidt, men det er im­mer­væk bil­li­ge­re end en skils­mis­se!! Vi hav­de en lig­nen­de dis­kus­sion hjem­me hos os om vo­res ha­ve­stue. Vi var langt fra hin­an­den og end­te med at ta­ge kon­takt til en in­dret­nings­ar­ki­tekt. Helt ær­ligt: Det er det bed­ste, vi har gjort. Det æn­dre­de fuld­kom­men vo­res hjem på en må­de, så vi plud­se­lig al­le sam­men syn­tes, det var ble­vet me­get fe­de­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.