Jeg el­sker hu­set - han vil ri­ve det ned

BT - - SØNDAG -

Jeg har ar­vet mi­ne for­æl­dres gam­le hus. Hu­set er gå­et i arv, si­den det blev byg­get til­ba­ge i 1840’ er­ne, og jeg er vok­set op i det. Her er jeg så fl yt­tet ind sam­men med min mand, og vi ven­ter vo­res før­ste barn sam­men. Men min mand er ik­ke li­ge­frem be­gej­stret for hu­set. Han sy­nes på godt dansk, at det er en gam­mel bun­ke ra­gel­se, og han har for­søgt at over­ta­le mig til en­ten at ri­ve det ned el­ler fl yt­te, så mi­ne yn­gre sø­sken­de kun­ne over­ta­ge det. Men den idé er jeg nu over­ho­ve­det ik­ke med på. Jeg el­sker det gam­le hus, og jeg er da og­så fuld­stæn­dig enig med min mand i, at det godt kun­ne sæt­tes lidt i stand, men det knu­ser mit hjer­te ved tan­ken om at jæv­ne det med jor­den. Jeg har for­søgt at ta­le min mand til for­nuft og for­talt ham, hvor me­get hu­set be­ty­der for mig, men han lyt­ter ik­ke det mind­ste. I ste­det for­sø­ger han at over­be­vi­se mig om, at en top­mo­der­ne, uper­son­lig og or­di­nær vil­la er bed­re. Han for­står ik­ke min kær­lig­hed til hu­set. Jeg har al­tid drømt om, at mi­ne børn skul­le vok­se op i præ­cis dét hus, li­ge­som jeg og mi­ne for­æl­dre og de­res for­æl­dre og de­res for­æl­dre gjor­de, men min mand og jeg har helt for­skel­li­ge bag­grun­de - jeg er her­u­de­fra på lan­det, min mand er fra by­en, og vi har beg­ge helt for­skel­li­ge ide­er om det ide­el­le hjem. Det vil knu­se mit hjer­te at ri­ve hu­set ned, og sam­ti­dig øn­sker jeg ik­ke at over­la­de hu­set til an­dre, hel­ler ik­ke mi­ne sø­sken­de. Mis­for­stå mig ik­ke, men det be­ty­der så me­get for mig at eje det hus. Min mand er ba­re helt fi kse­ret på ide­en om et nyt hus, og han for­sø­ger end­da at lok­ke med og­så at læg­ge ha­ven om og må­ske kø­be ka­ni­ner til vo­res barn, men jeg står fast; hu­set SKAL bli­ve! Hå­ber me­get at du vil hjæl­pe, jeg er så fortviv­let. Det gjor­de næ­sten ondt på mig at læ­se dit brev. Et hus er jo en dybt per­son­lig ting, og det kan fø­les SÅ rig­tigt, li­ge­som det og­så kan fø­les helt for­kert. Men det bli­ver først et hjem, når der er en mas­se kær­lig­hed til ste­det. Og det har du. Den vær­di kan ik­ke fast­sæt­tes i kro­ner og ører, for­di den hand­ler om fø­lel­ser og min­der. Det har jeg en kæm­pe respekt for, og jeg sy­nes, din mand skul­le læg­ge sig i se­len for at kom­me op med et kom­pro­mis. Må­ske kun­ne du la­ve en lil­le li­ste over de ting, som har en sær­lig ind­fl ydel­se på din kær­lig­hed til hu­set. Er der et vin­due, et rum, nog­le ska­be el­ler fl iser, som du for­bin­der med no­get be­stemt, og som gi­ver hu­set char­me? Læg op til en snak om, hvor­dan man kun­ne æn­dre hu­set udenom dis­se ting. Jeg har selv prø­vet at kø­be to hu­se og ri­ve dem ned for at byg­ge nyt, og jeg kan si­ge, at det er dyrt. Me­get dyrt. Så hvis din mand bil­der sig ind, at det er nem­me­re el­ler bil­li­ge­re i læng­den, så tror jeg, han ta­ger fejl. For god or­dens skyld skal næv-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.