På op­da­gel­se i David

BT - - REJSER -

MUSIKRUNDTUR Der lig­ger blom­ster for­an ho­ved­dø­ren i Haupt­stras­se 155 i Ber­lin- by­de­len Schö­ne­berg. Fans fra nær og fjern har skabt en lil­le fau­na for­an den el­lers ret ano­ny­me ga­de­dør, der dog på det se­ne­ste er ble­vet til­kli­stret med min­de­ord og bil­le­der. Bag dø­ren i den cre­me­far­ve­de byg­ning bo­e­de den le­gen­da­ri­ske ro­ck­stjer­ne David Bowie, som ef­ter en tid med hår­de stof­fer i Los An­gels søg­te ef­ter ro og for­dy­bel­se. På før ste sal til ven­stre hav­de han sin enor me her­skabs­lej­lig­hed, der fra 1976 og små to år frem var bagtæp­pe til hans mu­si­kal­ske ber­li­ner­re­vo­lu­tion. Bowie bo­e­de her først med kam­me­ra­ten og mu­si­ker­kol­le­ga­en Ig­gy Pop, som dog se­ne­re fik sin egen lej­lig­hed i bag­hu­set.

Og­så den tro­fa­ste as­si­stent Co- rin­ne Schwab ( blandt ven­ner Co­co) hav­de et væ­rel­se i lej­lig­he­den.

Den den­gang 20- åri­ge Rory Ma­cLe­an, der i åre­ne 1977- 78 var in­struk­tøras­si­stent på fil­men ’ Just a Gi­go­lo’, ar­bej­de­de i en hånd­fuld må­ne­der tæt sam­men med David Bowie, som hav­de ho­ved­rol­len i fil­men.

Ma­cLe­an hu­sker i dag sta­dig me­get præ­cist, hvor­dan der så ud op­pe på før­ste sal:

» Lej­lig­he­den var på seks- syv væ­rel­ser og me­get spartansk ind­ret­tet. Al­le væg­ge­ne var hvi­de, og på dem hang Bowies eg­ne bil­le­der. Han ma­le­de me­get, og al­le hans ma­le­ri­er var mør­ke og eks­pres­sio­ni­sti­ske, « for­tæl­ler Ma­cLe­an, der i dag er for­fat­ter. Han slår dog og­så li­ge fast:

» Al­li­ge­vel var det he­le me­get af­slap­pet. Det var jo i 1970er­ne, så so­fa­er­ne var la­ve, blø­de og kan­te­de og man nær­mest flød rundt i dem, mens man jo­ke­de og hav­de sam­ta­ler om kunst og mu­sik. Bowie lyt- te­de al­tid til ukend­te kunst­ne­res de­mo­er, som han fik til­sendt. Han hav­de in­gen stjer­ne­nyk­ker, han var ba­re af­slap­pet og el­ske­de at fe­ste. « Regn­bu­e­far­ve­de ba­rer Kun få skridt fra lej­lig­he­den lig­ger den bar, der blev Bowies til­holds­sted i Ber­lin- åre­ne. Neu­es Ufer i Haupt­stras­se 157. På den rø­de fa­ca­de lø­ber bre­de stri­ber i regn­bu­ens far­ver, hvil­ket mar­ke­rer, at ba­ren er en del af LGBT- mil­jø­et. Om­rå­det Schö­ne­berg var og er sta­dig Berl­ins cen­trum for trans- og ho­mo­seksu­el­le. Et mil­jø, Bowie glæ­de­ligt dyk­ke­de ned i. Gen­nem sin tid i Ber­lin dyr­ke­de han så­le­des og­så man­ge regn­bu­e­far­ve­de ba­rer, der sym­bo­li­se­re­de det to­le­ran­te og løs­slup­ne i næt­ter­nes gam­le Vest­ber­lin. Grun­den til at Neu­es Ufer ( der den­gang hed An­ders Ufer) blev Bowies stam­bar, var til gen­gæld ik­ke så flam­boy­ant. Ro­ck­i­ko­net el­ske­de nem­lig så­mænd mest ste­det, for­di man her hav­de en ita­li­ensk kaf­fe­ma­ski­ne, for­tæl­ler Phi­lipp Strat­mann, der er inkar­ne­ret Bowie- fan og tour­gu­i­de på Berl­ins så­kald­te ’ Bowie Walk’. Et ar­bej­de, der li­ge så me­get er en pas­sion for den tro­fa­ste Bowie- fan.

» Da jeg tid­li­ge­re i år hør­te nyhe­den om, at David Bowie var død, græd jeg. Jeg tog hen til lej­lig­he­den på Haupt­stras­se. Der var vir­ke­lig man­ge men­ne­sker, og det end­te ud i en slags fest. Jeg var ik­ke li­ge i fest­hu­mør, så jeg tog i ste­det med nog­le an­dre Bowie- ven­ner hen på Neu­es Ufer, « for­tæl­ler Strat­mann.

På stam­ba­ren er der da og­så rig mu­lig­hed for at min­des leg­en­den. Over alt på væg­ge­ne hæn­ger der bil­le­der af Bowie, og hvert år fejres hans fød­sels­dag, d. 8. ja­nu­ar, med ka­ra­o­ke og øl.

Fra adres­ser­ne i Haupt­stras­se ( en

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.