Spil­let uden­for ba­nen

BT - - ALKA SUPERLIGA -

IDEN SE­NE­STE TID har der væ­ret me­get me­di­e­fo­kus på Su­per­liga­en eft er sa­ger­ne i Ran­ders og Brønd­by. Men hvor­dan op­le­ver man me­di­er­ne in­de­fra en fod­bold­klub?

Dem, der er kom­met så langt, at de spil­ler i Su­per­liga­en el­ler i 1. di­vi­sion, har væ­ret med i rig­tig man­ge år. De ken­der ga­met. Især i Su­per­liga­en er der ba­re det for­hold, at der hel­dig­vis og­så er me­di­er, der in­ter­es­se­rer sig for os. Me­di­er be­ty­der, at der er en off ent­lig­hed, der in­ter­es­se­rer sig for os. Net­op ved den op­mærk­som­hed kan man ta­le om et pres. Men det er et pres, der op­står, for­di der er en in­ter­es­se for det, man gør. Og den in­ter­es­se gør jo, at vi over­ho­ve­det har mu­lig­hed for at le­ve af det. Der­for en­der det na­tur­lig­vis med at væ­re ale­ne po­si­tivt i ud­gangs­punk­tet. Pres­sen har en rol­le i vo­res spil, og uden den rol­le vil vi væ­re fat­ti­ge­re, for­di fær­re men­ne­sker vil få ind­sigt. Der­med vil in­teres­sen fal­de, og det vil be­ty­de fær­re pen­ge og min­dre kva­li­tet. MEN MAN OP­LE­VER og­så, at man plud­se­lig er til off ent­ligt skue. Man kan ik­ke læn­ge­re gø­re no­get uden, at der er et fo­kus på det. Bå­de som fod­bold­spil­ler og træ­ner og det, der ved- rø­rer sel­ve spil­let. Men og­så som i den se­ne­ste tid, hvor der har væ­ret ting uden for ba­nen, der har væ­ret in­ter­es­san­te. Og det slip­per man ik­ke for. Det er ik­ke det, man er gå­et ind i spor­ten for, men det er, om man vil, bag­si­den af me­dalj­en.

Ge­ne­relt føl­ger spil­le­re og træ­ne­re med i, hvad der bli­ver skre­vet. Det kan godt ske, hvis man har spil­let en rig­tig skidt kamp, at man ik­ke har lyst til at åb­ne avi­sen. Men har man spil­let godt, vil man ty­pisk li­ge se, hvor højt på ka­rak­ter- ska­la­en man lig­ger. De fl este vil nok si­ge, at det går de ik­ke op i, men sand­he­den er, at avi­ser­ne bli­ver skim­met for det me­ste al­li­ge­vel.

Jeg har det selv me­get godt med at væ­re åben og ær­lig, når jeg mø­der pres­sen. Man væl­ger selv, hvad man vil si­ge, og hvad man vil fo­ku­se­re på, hvis der ik­ke er en sær­lig agen­da hos jour­na­li­sten, man skal for­hol­de sig til. Der kan man selv­føl­ge­lig be­to­ne for­skel­li­ge for­hold alt eft er, hvad man øn­sker. DE AF OS, der har væ­ret i bran­chen i man­ge år, har præ­fe­ren­cer i for­hold til, hvem man sy­nes, der kan væ­re dyg­ti­ge og skri­ver godt. Har man nog­le ne­ga­ti­ve op­le­vel­ser med én, kan det væ­re, man kom­mer helt der­til, at man ik­ke gi­der ta­le med dem. Men jeg tror, at langt de fl este har det for­hold til me­di­er­ne, at de er en del af vo­res bran­che, og langt de fl este respek­te­rer man, for­di de vil i vir­ke­lig­he­den ba­re gø­re de­res ar­bej­de ved at føl­ge klub­ber­ne og gi­ve de­res bed­ste be­syv med. Så kan man væ­re enig el­ler ue­nig, men det er jo ik­ke så al­vor­ligt, om man får 4 el­ler 7 i BT. DET, DER KAN væ­re be­la­sten­de, er, at man kan stø­de på epi­so­der, hvor no­get, der ik­ke kom­mer off ent­lig­he­den ved som så­dan, plud­se­lig bli­ver vold­somt eks­po­ne­ret. Ek­sem­pel­vis, at en spil­ler bli­ver fo­rel­sket i en an­den spil­lers ko­ne. Ske­te det på læ­rer­væ­rel­set, vil­le der ik­ke væ­re den grad af eks­po­ne­ring i det.

Ty­pisk er nog­le hi­sto­ri­er byg­get på ano­ny­me kil­der. Pro­ble­met med ano­ny­me kil­der er, at der er en fejhed, der lig­ger til grund for hi­sto­ri­en. Kil­den vil ik­ke stå ved si­ne op­lys­nin­ger og vil ik­ke stå ved si­ne udmeldinger. Det har jeg selv prø­vet i AGF. Det er me­get ube­ha­ge­ligt at skul­le stik­kes for­hold i sko­e­ne, der er for­ker­te. Og man er og­så mag­tes­løs i for­hold til at be­kæm­pe det, for­di der ik­ke er et an­sigt på af­sen­de­ren, da det net­op er fra ano­ny­me kil­der. Jeg har selv prø­vet, hvor jeg har vidst, at op­lys­nin­ger­ne var for­ker­te. Det kan man ik­ke kom­me af sted med at be­kæm­pe, for så har man gan­ske vist ret, men man får ik­ke ret. JEG VAR BE­RØRT i AGF, hvor der her­ske­de en for­tæl­ling om mig og min ka­rak­ter, som jeg ik­ke brød mig om. Jeg var nødt til at ta­ge til gen­mæ­le. Det vil­le jeg ik­ke ha­ve sid­den­de på mig, for det var løgn. Der­for re­a­ge­re­de jeg ret kraft igt på det. Det var ik­ke no­gen stra­te­gi som så­dan. Det var ba­re et spørgs­mål om, hvad jeg vil­le fi nde mig i at ha­ve sid­den­de på mig ui­mod­sagt.

Men jeg tror, at os, der har væ­ret med som træ­ne­re og spil­le­re i man­ge år, er med på vil­kå­re­ne. Det er fi nt, der er jour­na­li­ster. Det er fi nt, der er pres­se.

Pres­sen skri­ver om det spil, som vi an­dre be­dri­ver. Vi er afh æn­gi­ge af hin­an­den. Der­for op­le­ver jeg og­så, at der sjæl­dent er dår­li­ge vi­bra­tio­ner, men selv­føl­ge­lig kan man kom­me ud for epi­so­der el­ler jour­na­li­ster, som, man sy­nes, er un­fair. Men det er som sagt me­get sjæl­dent. Der er nem­lig in­gen grund til at le­ge mod­stan­de­re, for det er vi ik­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.