’ SÅ REJ­SER JEG M

BT - - NYHEDER -

EF­TER­MÆ­LE I går dø­de den før­ste og sid­ste stats­mi­ni­ster, som he­le Dan­mark var på for­navn med. Mæt af da­ge. An­ker Jør­gen­sen blev 93 år, og nød til det sid­ste en po­pu­la­ri­tet, som al­le top­po­li­ti­ke­re si­den må mis­un­de ham.

Men én ting fryg­te­de den fol­kekæ­re tid­li­ge­re stats­mi­ni­ster. At en del af hans ef­ter­mæ­le vil­le bli­ve, at han før­te en far­lig øko­no­misk po­li­tik, der tru­e­de med at brin­ge Dan­mark på af­grun­dens rand i be­gyn­del­sen af fir­ser­ne.

Det vil­le han ’ fand’me ik­ke fin­de sig i’. Så vil­le han ’ rej­se sig af gra­ven’, for­tal­te han jour­na­li­sten og for­fat­te­ren Tho­mas Thu­rah i do­ku­men­tar­fil­men ’ An­kers bog’ fra 2011.

» Han sag­de i den film, at godt nok er man død, når man er død, men at der jo og­så er et ef­ter­mæ­le. Og at han var ban­ge for, at nog­le vil­le be­skyl­de ham for at ha­ve øde­lagt dansk øko­no­mi. Og så sag­de han - med et glimt i øjet - at det vil han rej­se sig fra sin grav og si­ge no­get om. ’ For det er fan­den­ra­ske­mig løgn,’ sag­de han, « for­tæl­ler Tho­mas Thu­rah, der og­så har skre­vet bi­o­gra­fi­en ’ Stats­mi­ni­ster An­ker Jør­gen­sen’.

» Han vid­ste godt, at den snak gik. Men na­tio­nal­bank­di­rek­tør Erik Hof­f­mey­er ro­ste hans øko­no­mi­ske ind­greb. An­ker fik ved­ta­get tre sto­re for­lig sam­men med Ven­stre og De Kon­ser­va­ti­ve i 1975- 1977. Og til sidst sat­te han sig op mod LO for at få det gen­nem­ført. Men Hof­f­mey­er stil­le­de sig kri­tisk over­for den sid­ste pe­ri­o­de fra 1981- 1982. Der men­te han at An­ker gav slip og for­søm­te at føl­ge op på si­ne eg­ne stram­nin­ger, « si­ger Tho­mas Thu­rah, der me­ner, at man­ge døm­mer An­ker Jør­gen­sens øko­no­mi­ske po­li­tik uri­me­ligt hårdt.

Der er et bil­le­de af An­ker Jør­gen­sen og Poul Schlüter, der står ved si­den af hin­an­den og drik­ker en Tu­borg af fla­sken. Bil­le­det er så dansk som Ol­sen Ban­den el­ler Ma­ta­dor og min­der om go­de gam­le da­ge. Men det var og­så svæ­re ti­der.

3. ok­to­ber 1972 smed Jens Ot­to Krag en bom­be, da han selv gik af og sam­ti­dig ud­pe­ge­de An­ker Jør­gen­sen til sin ef­ter­føl­ger. Men al­le­re­de et år ef­ter, i de­cem­ber 1973, mi­ste­de So­ci­al­de­mo­kra­ti­et re­ge­rings­mag­ten og tab­te 24 man­da­ter ud af 70 ved jord­s­kredsval­get i de­cem­ber 1973.

Det var en kæm­pe lus­sing til de gam­le par­ti­er, og det stør­ste væl­ger­skred i dansk po­li­tisk hi­sto­rie. 44 pct. af al­le væl­ge­re skif­te­de par­ti, en tred­je­del af Fol­ke­tin­gets med­lem­mer blev ud­skif­tet og So­ci­al­de­mo­kra­ti­et fik det dår­lig­ste valg si­den Før­ste Ver­denskrig, mens Mo­gens Gli­strups Frem­skridtspar­ti­et blev Fol­ke­tin­gets næst­stør­ste. Van­skel­li­ge vil­kår Men al­le­re­de i fe­bru­ar 1975 var An­ker Jør­gen­sen til­ba­ge som stats­mi­ni­ster. Hans stats­mi­ni­ster­tid har væ­ret stærkt om­dis­ku­te­ret, for sam­ti­dig med hans sto­re fol­ke­li­ge po­pu­la­ri­tet var det van­ske­li­ge vil­kår de næ­ste syv et halvt år, hvor han le­de­de Dan­mark gen­nem en po­li­tisk og øko­no­misk usta­bil pe­ri­o­de i kølvan­det på olie­kri­sen. Indtil han måt­te gi­ve op og over­la­de re­ge­rings­mag­ten til den kon­ser­va­ti­ve Poul Schlüter uden valg.

Så snart Poul Schlüter kom til, kom op­svin­get. An­ker hav­de sid­det ved ro­ret i den dy­be­ste kri­se si­den kri­gen. Da han trå­d­te i Krags fod­spor i 1972, var der så godt som fuld be­skæf­ti­gel­se med 20.000 le­di­ge, et un­der­skud på be­ta­lings­ba­lan­cen på 1 mia. kr. og en ud­lands­gæld på 17 mia. Da han for­lod po­sten ti år se­ne­re, var der 320.000 le­di­ge, et un­der­skud på be­ta­lings­ba­lan­cen på 18 mia. og en ud­lands­gæld på 154 mia,

» An­ker- re­ge­rin­gens ind­greb i 1979- 1980 be­græn­se­de kø­be­kraf­ten og blev si­den af na­tio­nal­bank­di­rek­tør Erik Hof­f­mey­er be­teg­net som år­hund­re­dets stør­ste re­al­po­li­ti­ske øko­no­mi­ske stram­ning. Men det blev Poul Schlüter, der kom til at hø­ste bå­de for­de­le­ne og æren, « skri­ver Alex Frank Lar­sen i sin bi­o­gra­fi ’ An­ker - et liv med fejder’.

Tid­li­ge­re S- for­mand Mo­gens Lyk­ke­toft me­ner, at der er fa­bri­ke­ret et falsk bil­le­de af An­ker Jør­gen­sens øko­no­mi­ske po­li­tik.

» An­ker blev stats­mi­ni­ster i en ufat­te­lig svær pe­ri­o­de, hvor alt sej­le­de po­li­tisk. Men han holdt fast i si­ne po­li­ti­ske hold­nin­ger. Og jeg me­ner, at An­ker blev uret­fær­digt be­dømt på sin øko­no­mi­ske po­li­tik. Det er en myte­dan­nel­se, som Schlüter- re­ge­rin­gen byg­ge­de op om­kring ham. An­ker blev nødt til at slip­pe ro­ret i 1982, for­di han ik­ke kun­ne få lov at la­ve de øko­no­mi­ske op­ret­nin­ger, han ger­ne vil­le, « si­ger Mo­gens Lyk­ke­toft i te­le­fo­nen fra New York.

Men uan­set den øko­no­mi­ske po­li­tik, op­nå­e­de An­ker Jør­gen­sen en po­pu­la­ri­tet, der rak­te langt ud over So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, og som var li­ge så sej­li­vet som ham selv.

Han be­hø­ve­de ik­ke at hol­de ta­ler om, hvor­dan det var at vok­se op i Hvid­ding el­ler Græ­sted, el­ler at stå i Bil­ka i Is­høj. Al­le vid­ste, hvor An­ker kom fra. De kend­te end­da hans adres­se. Borg­b­jergs­vej 1. I det al­men­nyt­ti­ge bo­lig­byg­ge­ri AKB på tred­je sal med ud­sigt til ba­ne­ter­ræ­net. Her flyt­te­de han ind med sin el­ske­de In­grid og fi­re un­ger i 1960, og flyt­te­de først der­fra 48 år se­ne­re, da han måt­te på ple­je­hjem, for­di han ik­ke læn­ge­re kun­ne kla­re trap­per­ne. Sam­ti­dig mi­ste­de Syd­hav­nen sit vig­tig­ste kleno­die.

» Der er man­ge stær­ke, var­me fø­lel­ser om­kring An­ker. Han var og­så på for­navn med folk og gik li­ge til det sid­ste og slud­re­de med folk, han mød­te på ga­den ude i Val­by. Det er en kæm­pe i den dan­ske ar­bej­der­be­væ­gel­ses hi­sto­rie, der ik­ke me­re er iblandt os. Et men­ne­ske med et varmt, ban­ken­de hjer­te for de sva­ge og ud­sat­te, en hæ­der­lig, sym­pa­tisk og or­dent­lig mand og en stor fol­ke­lig skik­kel­se, « si­ger Mo­gens Lyk­ke­toft. Det er en kæm­pe i den dan­ske ar­bej­der­be­væ­gel­ses hi­sto­rie, der ik­ke me­re er iblandt os. Et men­ne­ske med et varmt ban­ken­de hjer­te for de sva­ge og ud­sat­te, en hæ­der­lig, sym­pa­tisk og or­dent­lig mand og en stor fol­ke­lig skik­kel­se

» Før­ste gang jeg selv mød­te ham, var for me­re end 50 år si­den, da jeg var stu­den­ter­med­hjæl­per i Dansk Ar­bejds­mands- og Spe­ci­a­l­ar­bej­der­for­bund, hvor han var re­dak­tør af med­lems­bla­det. Sam­ti­dig var vi fæl­ler i mod­stan­den mod USAs krig i Viet­nam. An­ker holdt fast i si­ne hold­nin­ger, da han blev stats­mi­ni­ster, og det var ka­rak­te­ri­stisk for alt, hvad han gjor­de, at han al­tid hav­de for­bin­del­sen til si­ne eg­ne vær­di­er og ar­bej­der­be­væ­gel­sens rød­der, « si­ger Lyk­ke­toft.

Hi­sto­ri­en om An­ker Jør­gen­sen er den ut­ro­li­ge hi­sto­rie, der næ­sten kun­ne væ­re udtænkt af H. C. An­der­sen: Om ple­je­bar­net, der vok­se­de op i et fat­tigt ar­bej­der­hjem, for­lod sko­len i 7. klas­se og blev cy­kel­bud, og som al­li­ge­vel end­te som Dan­marks stats­mi­ni­ster. Født i et ha­ve­hus Han blev født i et le­jet ha­ve­hus i en si­de­ga­de til Ama­ger­bro­ga­de, og hans far, kusk Jo­han­nes Al­bert Jør­gen­sen, dø­de af tu­ber­kulo­se et år se­ne­re. Hans mor Ka­ren Ma­rie flyt­te­de til Chri­sti­ans­havn, men i 1920er­ne var der ik­ke me­get ro­man­tik over den om­byg­ge­de sol­da­ter­ka­ser­ne, hvor fi­re fa­mi­li­er på hver eta­ge måt­te de­les om én køk­ken­vask.

Mo­de­ren dø­de af kræft, da An­ker kun var fem år, og hans fa­ster Car­la tog sig af ham, indtil han for­lod sko­len for at kom­me i læ­re. Han ar­bej­de­de i man­ge år som ufag­lært og blev hur­tigt til­lids­mand. Han var for­mand for La­ger og Pak­hus­ar­bej­der­ne i Kø­ben­havn, og si­den for Dansk Ar­bejds­mands- og Spe­ci­a­l­ar­bej­der­for­bund, i dag 3F.

Ef­ter at han var gå­et af som stats­mi­ni­ster, op­nå­e­de han en usæd­van­lig suc­ces ved i 1990 at vri­ste en flok dan­ske gids­ler ud af Iraks dik­ta­tor Sad­dam Hus­se­ins klø­er.

Da Irak hav­de in­va­de­ret Kuwait, blev ve­ster­læn­din­ge, her­un­der dan­ske­re, næg­tet ud­rej­se og i ste­det pla­ce­ret på stra­te­gi­ske ste­der, for der­ved at und­gå luf­tan­greb mod dis­se mål. Da den dan­ske læ­ge Jo­hn Godt­fred­sen, som age­re­de tals­mand for den dan­ske de­le­ga­tion, ik­ke hav­de kun­net få hjælp fra da­væ­ren­de uden­rigs­mi­ni­ster Uf­fe El­le­man­nJen­sen el­ler FN- flygt­nin­ge­høj­kom­mis­sær Poul Hart­ling, der beg­ge men­te, det var en FN- be­slut­ning, kon­tak­te­de han den gam­le lands­fa­der. Og fem­te gang, Godt­fred­sen rin­ge­de, lod han sig over­ta­le og rej­ste til Irak.

Det bor­ger­li­ge Dan­mark rev­se­de An­ker Jør­gen­sen. Per Stig Møl­ler kald­te hans rej­se ’ naiv’, og CDs Pe­ter Du­et­oft sag­de, at det var me­nings­løst at for­hand­le med en ter­r­o­rist.

Men da An­ker rej­ste hjem, hav­de han de fle­ste af gids­ler­ne med sig, og re­sten kom kort tid ef­ter.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.