Nu skal Klavs Bruun have tid til
JEG VAR RET overrasket, da sportschef Ulrik Wilbek meddelte, at han allerede i går eftermiddag ville begynde evalueringen af den danske OL- nedtur med landstræner Klavs Bruun og assistent Søren Herskind – altså før sidste kamp i kvalifi kationsturneringen var spillet. JO JO, DET var bare en betydningsløs kamp mod sagesløse Uruguay. Men jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har set en sportschef, der på den måde insisterede på at fælde dom, før en turnering er afviklet. Det virkede dramatisk og gav ikke indtrykket af fred og fordragelighed omkring landsholdet. Det ligger imidlertid meget godt i tråd med sportschefens generelle ageren omkring kvindernes OL- kvalifi kation, hvor han har bidraget med en vis uro.
Fredag kom historien om, hvor- dan Wilbek anså det som meget vanskeligt for landsholdet at kvalifi - cere sig; noget af en kovending, eft er han halvanden måned tidligere annoncerede, at OL- målsætningen lød på to kvalifi cerede danske landshold og et sæt medaljer. Den verbale rygcrawl har hverken Klavs Bruun eller spillerne følt som et tillidsfuldt klap på skulderen.
Lørdag aft en landede der så meget hurtigt eft er nederlaget til Montenegro en DHF- pressemeddelelse med en ordlyd fra Wilbek, som ikke signalerede ubetinget opbakning til landstræneren. Ikke som jeg læste den i hvert fald. Og i går blev der altså skabt usikkerhed et par timer, da evalueringen død og pine skulle påbegyndes inden Uruguay- kampen.
Nu skal Ulrik Wilbek på ingen måde have skylden for den danske nedtur på banen. Men sportschefen, der normalt altid rammer det kommunikative bullseye, og hans famlende optræden er et godt udtryk for, at denne weekend har været ét stort fejlskud for dansk kvindehåndbold. DEN ENORME SKUFFELSE over den kiksede OL- kvalifi kation giver anledning til selvransagelse hele vejen rundt i Dansk Håndbold Forbund. Nedturen matcher på ingen måde den danske selvforståelse, men den barske virkelighed er, at Danmark lige nu ikke er god nok til at deltage ved OL. Ja, det havde hjulpet på tingene, hvis Line Jørgensen og Stine Bodholt ikke havde været ude med skader. Men det ændrer ikke på helhedsbilledet af, at kvindelandsholdet ikke aktuelt tilhører verdenstoppen.
Jeg tror, vi er mange, der er overraskede over, at hjemmebanen ikke var i stand til at løft e holdet mere under VM i december og OL- kvalifi - kationen. Men det er jo bare endnu en klar indikator på, at spillerne ikke har det nødvendige niveau.
Overraskende – og skuff ende – er det også, at landstrænerteamet ikke har fl yttet holdet mere, end tilfældet er. Det har dog ikke svækket mig i troen på, at de er de rigtige til posten. Derfor er det da også opløftende at se, at DHF og Ulrik Wilbek eft er lidt vaklen har signaleret deres klare opbakning til Klavs Bruun og Søren Herskind.
For lige nu handler de dårlige resultater mere om manglende kvalitet på spillersiden end trænernes evner.
Jeg har til gengæld hele tiden tvivlet på, om d’herrer gad fortsætte, hvis de kiksede OL- kvalifi kationen. Jeg tror, de er blevet chokeret over, hvor svært det er at rykke kvindelandsholdet derhen, hvor de gerne vil. Men vi må gå ud fra, at Klavs Bruun har gjort det klart over for Ulrik Wilbek, at han er dedikeret til jobbet, når nu DHF melder ud, som de gør.
Spørgsmålet er så bare, om han har tålmodigheden og gnisten til at fortsætte ud over hans kontraktperiode, som går til sommeren 2018?
For den træner, der fører landsholdet videre fra de seneste tre måneders skuff elser, bør også være manden, der står i spidsen for det, der skal være det næste store mål – nemlig 2020, hvor der er OL i Tokyo og EM i Danmark og Norge. Misforstå mig ikke, succesen må gerne komme meget hurtigere, men det bør være hovedmålet, man arbejder frem mod. JEG SYNES, DEN mand skal være Klavs Bruun. Hvis han har lysten. Altså sådan 100 procent. Og så skal der ske nogle store ændringer i DHF, som kan give Klavs Bruun Jørgensen ordentlige arbejdsbetingelser
