Jeg sa

BT - - NYHEDER -

MIN­DER Roskil­de, sid­der en 90- årig kvin­de, for hvem nyhe­den gjor­de sær­ligt ondt.

» Kir­sten ( An­kers dat­ter, red.) rin­ge­de en ti­me ef­ter og for­tal­te, at han var død. Gud­ske­lov. Jeg var så ban­ge for, at jeg på et tids­punkt skul­le fin­de ud af det på fjern­sy­net, « si­ger Vivy Ny­mand. Den sid­ste mand Hun si­ger det ret højt, for hun er tem­me­lig døv.

Men hun vil ger­ne ta­le om An­ker, som hun har kendt i man­ge år. Skæb­nen vil­le, han skul­le bli­ve den sid­ste mand i hen­des liv.

» An­ker og min mand Poul var kam­me­ra­ter og vi bo­e­de ude på Øre­sunds­vej, hvor vi hav­de de­li­ka­tes­se­for­ret­ning i nr. 110. An­kers tan­te bo­e­de i den sam­me op­gang. Vi sås og mød­tes til bryl­lup­per og an­dre fe­ster. In­grid dø­de i ok­to­ber 1997 og Poul dø­de i maj året ef­ter. På et tids­punkt kom An­ker og hil­ste på, og så blev han et par da­ge el­ler tre. Og det end­te med, at han var halv­de­len af ti­den hos mig og halv­de­len af ti­den ov­re hos sig selv på Borg­b­jergs­vej. Kæ­re­ster? Ja det si­ger folk jo. Vi hav­de det da hyg­ge­ligt, « si­ger Vivy Ny­mand.

» Han sag­de, han hav­de fun­det sig Han var nys­ger­rig til det sid­ste. Og al­le vil­le ta­le med ham. Når vi var ude at rej­se måt­te jeg he­le ti­den ven­te for­di folk vil­le ta­le med ham, og han skul­le skri­ve au­to­gra­fer og alt mu­ligt en ung sild. Jeg er jo tre år yn­gre, « til­fø­jer hun med et grin.

Der står bil­le­der af dem sam­men i stu­en, og bø­ger­ne om ham ven­der for­si­den ud ad i re­o­len. Go­de op­le­vel­ser og min­der Hun og An­ker nå­e­de trods alt at få man­ge go­de op­le­vel­ser og min­der sam­men.

» Jeg tæn­ker på, hvad vi la­ve­de sam­men - vo­res rej­ser, hvor­dan vi gik og hyg­ge­de os. Vo­res sid­ste rej­se var til Tyr­ki­et. Han var me­get in­ter­es­se­ret i hi­sto­rie og hi­sto­ri­ske ste­der. Han kun­ne godt li­de kir­ker. Så sat­te jeg mig ned mens han un­der-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.