Vner ham al­le­re­de

BT - - NYHEDER -

søg­te det he­le nær­me­re. Vi har og­så væ­ret på man­ge græ­ske øer sam­men. Han var nys­ger­rig til det sid­ste. Og al­le vil­le ta­le med ham. Når vi var ude at rej­se måt­te jeg he­le ti­den ven­te for­di folk vil­le ta­le med ham, og han skul­le skri­ve au­to­gra­fer og alt mu­ligt. Det har jeg op­le­vet man­ge gan­ge, « si­ger Vivy Ny­mand.

Men de se­ne­re år, blev det svæ­re­re. An­ker blev dår­li­ge­re til bens, hans syn blev vær­re og han hav­de svæ­re­re ved at hu­ske. Æres­plads i rol­la­tor Vivy var med til hans 90- års fød­sels­dag på Ple­je­cen­ter Lang­ga­de­hus i Val­by i 2012, hvor mas­ser af tid­li­ge­re mi­ni­stre og an­dre no­ta­bi­li­te­ter samt helt al­min­de­li­ge ven­ner og be­kend­te måt­te stå i kø i op til to ti­mer for at ly­køn­ske fød­sel­a­ren.

An­ker måt­te kæm­pe sig frem til æres­plad­sen i fest­lo­ka­let med en rol­la­tor.

Men så blev han el­lers pla­ce­ret på en stol sam­men med Vivy, så folk kun­ne de­fi­le­re for­bi og hil­se på i de næ­ste ti­mer. ’ Han var jo træt’ Men si­den gik det dår­li­ge­re med An­kers hel­bred, og ef­ter at Vivy flyt­te­de i æl­dre­bo­lig i Jyl­lin­ge, blev der læn­ge­re og læn­ge­re mel­lem be­sø­ge­ne.

» Sidst, jeg så ham, var han her. Al­le fi­re børn kør­te ham her­ud og hav­de kaf­fe og brød med. Men vi tal­te ik­ke så me­get sam­men. Han sad og faldt sam­men, den stak­kel. Her­re­g­ud, han var jo træt. «

» Han kun­ne ik­ke gen­ken­de mig og han brød sig ik­ke om at ta­le i te­le­fon me­re. Jeg tror, det var det rig­ti­ge tids­punkt for ham at for­la­de den­ne ver­den på. Han træng­te til at hvi­le sig. Men jeg sav­ner ham. Jeg har al­le­re­de sav­net ham me­get i de må­ne­der, han ik­ke har væ­ret her, « si­ger Vivy Ny­mand. Han hav­de før ta­get fu­sen på dem. De­res far, lan­dets tid­li­ge­re stats­mi­ni­ster og he­le Dan­marks An­ker. Selv når han vir­ke­de al­ler­sva­gest, våg­ne­de han al­tid op til dåd igen. Plud­se­lig be­gynd­te han at snak­ke og små­brum­me om, at han så et rødt flag smæl­de. Som for at si­ge: Jeg skal ik­ke her­fra end­nu. Men det skul­le han lør­dag - 93 år gam­mel. Her mød­tes hans fi­re voks­ne børn Kir­sten, Met­te, Pe­ter og Lars, hans bør­ne­børn og ol­debørn på An­ker Jør­gen­sen stue på Lang­ga­de­hus Ple­je­cen­ter i Val­by. I alt 18- 19 men­ne­sker sam­le­de sig om An­ker.

Kort for­in­den hav­de en læ­ge rin­get og med­delt, at han be­fandt sig i ter­mi­nal­fa­sen.

» Det var så fin en dag. Det er jo ik­ke så rart at se en død, men det var vir­ke­lig smukt at sid­de sam­let om ham og genop­fri­ske min­der­ne. Bag­ef­ter var vi in­de en ef­ter en og ta­ge af­sked, og da han blev kørt bort i ki­sten, sang vi for ham. Jeg er ik­ke glad i dag, men jeg er glad for, at han fik fred. Min far fik et langt og vær­digt liv, « si­ger hans æld­ste dat­ter Kir­sten Helg­heim til BT.

De sid­ste to- tre må­ne­der gik det ned ad bak­ke, og det sid­ste døgn kun­ne fa­mi­li­en ik­ke læn­ge­re kom­me i kon­takt med ham.

Han fik me­di­cin, for­di han hav­de svært ved at træk­ke vej­ret og mor­fin, som fik ham til at sove.

» Han var ik­ke syg, men svæk­ket af al­der­dom og me­get svær de­mens. Han kun­ne egent­lig godt ken­de si­ne børn, men ik­ke det sid­ste døgn. Dér lå han med luk­ke­de øj­ne, som man gør, når man er på vej væk. « Svæk­ket af de­mens Al­li­ge­vel over­ra­ske­de det fa­mi­li­en, at det li­ge blev lør­dag 19. marts, at de­res far tog her­fra.

» Vi tro­e­de ik­ke, at det var så tæt på. Han har før væ­ret svæk­ket, men er al­tid kom­met sig. Li­ge plud­se­lig kun­ne han våg­ne op og be­gyn­de at snak­ke og små­syn­ge ’ Når jeg ser et rødt flag smæl­de’. Så sad man dér og tænk­te, Gud, han er jo i li­ve. Det var, som om han vil­le si­ge: ’ Stop. Jeg er ik­ke pa­rat til at ta­ge her­fra end­nu. Jeg skal li­ge no­get me­re.’ Men i lør­dag gik det så ik­ke læn­ge­re. «

An­ker Jør­gen­sen var svæk­ket af den de­mens, som al­le­re­de til­ba­ge i 2013 fik fa­mi­li­en til at luk­ke ned for be­søg til S- kory­fæ­et. For­ban­det kø­re­stol Men selv for­ban­de­de han mest den kø­re­stol, han blev af­hæn­gig af, for­di det gjor­de det be­svær­ligt for ham at kom­me ud. Den al­dren­de so­ci­al­de­mo­krat var en rej­se­ly­sten her­re langt ind i si­ne 80’ ere.

» Han el­ske­de at kom­me ud og op­le­ve og var dybt mis­un­de­lig, når vi an­dre var ude i ver­den. Der­for kun­ne det godt gø­re ham vred at sid­de i den kø­re­stol, som han jo in­tet kun­ne ud­ret­te fra, men vre­den for­svandt det sid­ste år, « si­ger Kir­sten Helg­heim. Han el­ske­de at kom­me ud og op­le­ve og var dybt mis­un­de­lig, når vi an­dre var ude i ver­den

» Til sidst var han ba­re en me­get kær­lig de­ment mand, « til­fø­jer hun og slår en lat­ter op.

Det kneb med hukom­mel­sen, og han fik af og til for­veks­let folk, men han glem­te al­drig sin hu­stru In­grid, som dø­de i 1997.

» Han kun­ne fin­de på at kal­de mig ‘ Ingse’, for­di jeg lig­ner min mor el­ler spør­ge mig, om jeg og­så bo­e­de på ple­je­hjem­met. Han le­ve­de i 19 år uden min mor, og han sav­ne­de hen­de til det sid­ste. Da jeg så sent som i sid­ste uge vi­ste et bil­le­de min mor som 20- årig, ud­brød han: ‘ Ingse’, « gen­for­tæl­ler Kir­sten Helg­heim.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.