Hvil i fred An­ker - og On­kel Er­ling

BT - - NYHEDER -

Så man­ge fi ne ne­kro­lo­ger. Velskrev­ne og skå­ret over per­son­li­ge anek­do­ter og epi­so­der, po­li­ti­ske milepæ­le igen­nem An­ker Jør­gen­sens lan­ge liv. Man­ge af tek­ster­ne be­ti­me­ligt for­pro­du­ce­ret til re­dak­tio­nelt brug, men og­så man­ge for­fat­tet i fol­ke­dy­bet i mo­men­tet og spon­tant på so­ci­a­le me­di­e­ta­ster en smuk solskin­s­søn­dag i marts, da den 93- åri­ge tid­li­ge­re so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske stats­mi­ni­ster og for­mand ån­de­de ud.

PA­NE­LET An­ker Jør­gen­sen har væ­ret her al­tid. Næ­sten. I hvert fald i mit liv. Med en nær­mest lands­fa­der­lig au­ra

SØN­DA­GEN IN­DEN DØ­DE min on­kel. Tror kun jeg har set ham et par gan­ge de sid­ste 25 år, men jeg var til stor fa­mi­lie­fest da bå­de han og hans ko­ne fejre­de fæl­les 80 års fød­sels­dag i sen­som­me­ren. De nå­e­de næ­sten at væ­re sam­men i 60 år. Desvær­re kun­ne jeg ik­ke få det til at hæn­ge sam­men med be­gra­vel­sen, el­ler pri­o­ri­te­re­de jeg hårdt nok? Kir­ken hav­de væ­ret st­u­ven­de fuld. Og lidt til. Min on­kel var en stærkt tro­en­de mand. Ik­ke i selv­høj­ti­de­lig el­ler op­pu­stet hel­lig for­stand. Sna­re­re af­væb­nen­de, de­di­ke­ret og hård­t­ar­bej­den­de i si­ne næ­re om­gi­vel­sers tje­ne­ste. Et sam­lings­punkt og ud­gangs­punkt for en stor fa­mi­lie, der gjor­de min barn­doms fe­ster og høj­ti­der til et til­løbs­styk­ke for min egen ge­ne­ra­tions fætre og ku­si­ner. Selv­om jeg så sjæl­dent så ham i mit vok­sen­liv, le­ve­de han i pa­ral­lel­len og over­le­ve­rin­gen fra min egen nær­me­ste fa­mi­lie. Og mens fætre og ku­si­ner fl øj fra re­der, un­der ra­dar og ud i al­ver­dens afk ro­ge og kraft cen­tre, le­ve­de jeg i over­be­vis­nin­gen om, at min on­kel et el­ler an­det sted al­tid vil­le væ­re der. Indtil be­ske­den om, at han ik­ke læn­ge­re var. Ti­den, der så umær­ke­ligt gik, uden at vi blev æl­dre, og det gjor­de vi så al­li­ge­vel. Kan jeg jo se, når jeg kig­ger på bil­le­der­ne af fætre­ne og ku­si­ner­ne. Eft er vi fi k Fa­ce­book. Og jo, og­så i spej­let. AN­KER JØR­GEN­SEN HAR væ­ret her al­tid. Næ­sten. I hvert fald i mit liv. Med en nær­mest lands­fa­der­lig og au­ten­tisk au­ra om­kring sig i de se­ne­ste år­ti­er. Om­kring sit væ­sen. Som no­get or­dent­ligt el­ler æg­te. Ja, fol­ke­ligt, som så man­ge har skre­vet og no­te­ret. Til­lids­man­den, som an­dre har slå­et på. For mig må­ske me­re som en fj ern on­kel, jeg bild­te mig ind at ken­de. Det gjor­de jeg ik­ke. Har al­drig mødt ham, men al­li­ge­vel al­tid fulgt ham. På di­stan­cen. El­ler helt ind i stu­en blandt bog­bun­ker­ne og en til­ta­gen­de svig­ten­de hukom­mel­se, når le­den­de so­ci­al­de­mo­kra­ter

Kurt Las­sen, Kun 14 pct. af dan­ske le­de­re er kvin­der. Hvor­dan får man fl ere kvin­der ind i le­del­ser­ne i dan­ske virk­som­he­der? lag­de vej­en for­bi med et tv- ka­me­ra. For selv­om par­ti­et må­ske nok lag­de af­stand til en del af An­ker Jør­gen­sens po­li­tik op igen­nem 70er­ne, om­fav­ne­de de ger­ne po­pu­la­ri­te­ten. Kald det ba­re en slags au­di­ens og blåstem­pling. JEG GENKAL­DER MIG bil­le­der­ne fra min barn­doms stats­mi­ni­ster af sort- hvi­de de­bat­ter i fj ern­sy­net, og her snak­ker vi bil­led­rø­rets for­må­en, ej hårdt­pum­pet el­ler spin­dok­to­re­ret re­to­rik. For en ni- årig mest ke­de­ligt, fra­set de bil­frie søn­da­ge og cy­kel­tu­ren ude midt på lan­de­vej­en fra Ve­ster Ne­bel til Egt­ved. På An­ker Jør­gen­sens reg­ning. Jeg gen­ser al­le de fy­si­ske bil­led­se­ri­er, en ba­jer med Poul Schlüter, en glæ­de­strå­len­de ch­eff or­hand­ler i fl yet med fri­giv­ne gids­ler på vej hjem mod det Dan­mark, han tjen­te eft er al­ler­bed­ste ev­ne. En rar og sym­pa­tisk lil­le mand, som le­ve­de i be­sked­ne fy­si­ske ram­mer, tak­nem­me­lig i sin fremto­ning, i ét med sin al­der­dom. MAN ER AL­DRIG helt pa­rat til at si­ge far­vel. Men hvil i fred. An­ker. Og min on­kel Er­ling...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.