Eu­ro­pas brand­sluk­ker

BT - - NAVINE -

60 ÅR I DAG At vur­de­re en po­li­ti­kers be­drif­ter kræ­ver, at man i tid kan se per­so­nen på af­stand. Det er der­for van­ske­ligt at af­gø­re, om José Ma­nu­el Bar­ro­so, EU- Kom­mis­sions­for­mand fra 2004 til 2014, vil gå over i hi­sto­ri­en som en væg­tig fi gur i EUs hi­sto­rie – el­ler om han vil bli­ve hu­sket som man­den, der var kap­ta­jn, da uni­ons­ki­bet for al­vor be­gynd­te at ta­ge vand ind. Bar­ro­so var kom­mis­sions­præ­si­dent i den indtil i dag van­ske­li­ge­ste pe­ri­o­de for det eu­ro­pæ­i­ske sam­ar­bej­de. Den fi nan­si­el­le kri­se slog ned som en me­teor i 2008 og ud­vik­le­de sig hur­tigt til bå­de en øko­no­misk og en so­ci­al kri­se i Eu­ro­pa med en kraft , der ka­ste­de he­le uni­o­nen ud i en sand ek­si­sten­ti­el kri­se.

En over­gang så det ud til, at Græken­land måt­te for­la­de eu­ro­sam­ar­bej­det, og i de år var Bar­ro­so rej­sen­de i brand­sluk­ning hos sy­d­eu­ro­pæ­i­ske øko­no­mi­er med ild i bud­get­ter­ne, her­un­der og­så hans eget hjem­land, Portu­gal. Sku­den fl yder … end­nu Eu­ro­en over­le­ve­de, og Bar­ro­so kan med en vis ret på­stå, at ski­bet sta- dig fl yder. Han har fl ere gan­ge med stolt­hed for­talt en anek­do­te om, hvor­dan en ræk­ke che­fø­ko­no­mer for de stør­ste eu­ro­pæ­i­ske og ame­ri­kan­ske ban­ker un­der et mø­de med ham i ju­ni 2012 stort set al­le sam­men for­ven­te­de, at Græken­land in­den årets ud­gang måt­te for­la­de eu­ro- sa­m­ar­bej­det. Bar­ro­so var den­gang ue­nig, og han fi k som be­kendt ret. Græken­land und­gik stats­ban­kerot og eu­ro- exit.

Spørgs­må­let er imid­ler­tid, om det er til­stræk­ke­ligt til at af­vær­ge, at frem­ti­den ma­ler et bil­le­de af Bar­ro­so som en des­pe­rat kap­ta­jn Carl­sen om bord på et syn­ken­de Flying En­ter­pri­se. For nok bli­ver der end­nu sej­let un­der blåt fl ag, men det var un­der hans le­der­skab, at an­ti- eu­ro­pæ­i­ske par­ti­er over he­le kon­ti­nen­tet fi k med­vind – en tred­je­del af med­lem­mer­ne valgt til Eu­ro­pa- Par­la­men­tet i 2014 er me­re el­ler min­dre EU- skep­ti­ske, nog­le er end­da ar­ge mod­stan­de­re – og med den nu­væ­ren­de fl ygt­nin- ge­strøm er EU- bå­den kom­met i al­vor­ligt høj sø. Om 20- 30 år kan det me­get vel væ­re, at vi ser til­ba­ge på den­ne pe­ri­o­de som af­slut­nin­gen på det eu­ro­pæ­i­ske pro­jekt – el­ler i hvert fald ide­en om, at EU skal be­væ­ge sig i ret­ning af ’ en sta­dig snæv­re­re uni­on mel­lem de eu­ro­pæ­i­ske folk’, som det står skre­vet i Uni­o­nens grund­lov. Var ik­ke før­ste valg Da Bar­ro­so blev ud­nævnt til uni­o­nens første­mand i 2004 var han – som til­fæl­det næ­sten al­tid er ved ud­næv­nel­se af EU- le­de­re – re­sul­ta­tet af et kom­pro­mis. Guy Ver­hof­stadt, Bel­gi­ens pre­mi­er­mi­ni­ster, var fa­vo­rit til po­sten, men i bri­ti­ske øj­ne alt for me­get fø­de­ra­list, og al­ter- na­ti­vet, bri­ti­ske Chris Pat­ten, var i fransk­mæn­de­nes øj­ne ik­ke fransk nok – og så end­te det med en ukendt, men rund og kom­pro­mis­sø­gen­de, po­rtu­gi­sisk mo­del.

Bar­ro­so kom til Bruxelles fra job­bet som kon­ser­va­tiv, po­rtu­gi­sisk pre­mi­er­mi­ni­ster, et em­be­de han be­stred i to år, og hvor han for­søg­te at få styr på Portu­gals ga­l­op­pe­ren­de bud­ge­tun­der­skud. Det lyk­ke­des ik­ke, og job­til­bud­det kom i den for­stand be­lej­ligt. Hans afl øser som pre­mi­er­mi­ni­ster holdt i syv må­ne­der. Gam­mel ma­oist Hi­sto­ri­en om, hvor­dan José Ma­nu­el Bar­ro­so blev po­li­tisk vakt, er i øv­rigt et sjovt kuriosum. Han er født og op­vok­set un­der Sa­la­zar- dik­ta­tu­ret, og som ung uni­ver­si­tets­stu­de­ren­de en­ga­ge­re­de han sig som stu­den­ter­le­der i det for­bud­te, ma­oi­sti­ske kom­mu­ni­st­par­ti PCTP/ MRPP.

Si­den for­lod han de re­vo­lu­tio­næ­re og blev ak­tiv i det kon­ser­va­tiv- li­be­ra­le cen­trum- høj­re- par­ti, PSD, hvor han har væ­ret at fi nde si­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.