Knut­hs ka

BT - - NYHEDER -

GRE­VE OG SOL­DAT Før­ste gang han blev di­rek­te kon­fron­te­ret med den is­la­mi­sti­ske be­væ­gel­se Ta­le­ban var i mar­ker­ne nord for Ar­ma­di­l­lo­lej­ren. De in­ter­na­tio­na­le styr­ker kon­trol­le­re­de om­rå­det syd for lej­ren i Hel­mand­provin­sen. Gik man ba­re en- to ki­lo­me­ter mod nord, var der ri­si­ko for at kom­me i kamp med Ta­le­ban. Marcus Knuth, der blev valgt til Fol­ke­tin­get i ju­ni 2015, er i dag Ven­stres ud­læn­din­ge­ord­fø­rer, men som kap­ta­jn i Den Dan­ske Kamp­grup­pe i Af­g­ha­ni­stan fra 2008 til 2009 var det hans op­ga­ve at sam­le in­for­ma­tio­ner og vin­de til­li­den hos de lo­ka­le bønder, som på den­ne før­ste pa­trul­je i om­rå­det plud­se­lig for­svandt fra mar­ker­ne. Pa­trul­jens tolk lyt­te­de med på Ta­le­bans ra­diof­re­kvens og hør­te, hvor­dan de for­be­red­te et an­greb på dan­sker­ne, som til gen­gæld forskan­se­de sig i nog­le gam­le ler­byg­nin­ger og la­ve­de sky­de­skår i mu­re­ne.

» Af en Ta­le­ba­nen­hed at væ­re var de ret di­sci­pli­ne­re­de, « si­ger Marcus Knuth:

» Da de hav­de om­rin­get os, sag­de en af dem over ra­dio­en: » Jeg er så tæt på, jeg kan se de­res hvi­de an­sig­ter « . Og så eks­plo­de­re­de spø­gels esland­ska­bet i ild. Min før­ste re­ak­tion var: Nu dør jeg. Hel­dig­vis var de ik­ke bed­re træ­net, end at de skød med au­to­mat- ild. Au­to­ma­tild er ufat­te­lig skræm­men­de, men min­dre ef­fek­tivt end os, der var træ­ne­de til at sig­te og sky­de en­keltskud. Og med ti­den blev det ru­ti­ne. « jeg glad for, at jeg ik­ke var op­pe at se, hvad der var sket i den an­den en­de i Ta­le­bans stil­lin­ger, « si­ger Marcus Knuth. Po­li­ti­ker ad om­ve­je Ot­te år ef­ter Marcus Knuth – hvis ful­de navn er Jo­han Hen­rik Marcus gre­ve Knuth – meld­te sig til kam­pe­ne i Af­g­ha­ni­stan, sid­der han på sit kon­tor på Chri­sti­ans­borg, hvor kun ho­ve­d­er­ne fra en afri­kansk bøf­fel og en sa­belan­ti­l­ope, som han beg­ge selv har skudt, an­ty­der hans usæd­van­li­ge bag­grund.

Mens man­ge af de nu­væ­ren­de fol­ke­tings­med­lem­mer er op­dra­get i par­ti­er­nes ung­domsor­ga­ni­sa­tio­ner, er Marcus Knut­hs hi­sto­rie mildt sagt an­der­le­des.

Den be­gyn­der med en ade­lig op­vækst på Lol­land. Der­af gre­ve­tit­len. Ja, tek­nisk set be­gyn­der den med æg­te­ska­bet mel­lem hans for­æl­dre, lens­gre­ve Adam Wil­helm Knuth af Knut­hen­borg og for­fat­te­ren Hel­le Stan­gerup. Den snor sig gen­nem an­sæt­tel­se hos blandt an­det den i dag krak­ke­de in­ve­ste­rings­bank Le­h­man Bro­t­hers i Lon­don, for­bi kri­gen i Af­g­ha­ni­stan og vi­de­re gen­nem det dan­ske diplo­ma­ti.

Det er et vel­kendt, hi­sto­risk møn­ster, at adels­slæg­ters æld­ste søn­ner over­ta­ger god­set, mens de yn­gre søn­ner rej­ser ud på ero­bring­s­togt el­ler even­tyr i den ene el­ler an­den form. Hi­sto­ri­ke­re me­ner – uden sam­men­lig­ning i øv­rigt – at den fa­mi­lie­dy­na­mik var en væ­sent­lig del af kor­sto­ge­nes kraft.

» Jeg kan godt se, at jeg pas­ser godt ind i møn­stret. Men det har ik­ke væ­ret plan­lagt. Jeg fø­ler, at jeg er vok­set op for­holds­vis nor­malt. Et gods er i dag ik­ke, hvad det var for 100 år si­den med man­ge tje­ne­ste­folk. Jeg kan se, at min sto­re­bror og hans hu­stru selv la­ver mad og gør rent, « si­ger Marcus Knuth.

» Men for at si­ge det li­ge ud hav­de jeg me­get ex­cen­tri­ske for­æl­dre. Min mor var en kul­tur­per­son­lig­hed, og min far grund­lag­de Knut­hen­borg Sa­fa­ri­park.

Jeg er op­dra­get med, at man skul­le ud­ret­te no­get. Men jeg plan­lag­de al­drig, at jeg for ek­sem­pel skul­le ar­bej­de for USAs stør­ste in­ve­ste­rings­bank op til dens krak. «

I 2007 blev Marcus Knuth an» Jeg har skudt ef­ter fle­re. Jeg har sat i in­ve­ste­rings­ban­ken Le­h­man hørt, at min en­hed gav fjen­den tab. Bro­t­hers’ kon­tor i Lon­don. Med sig Om jeg per­son­ligt har ramt no­gen, hav­de han en ba­chel­or­grad i øko­no­ved jeg ik­ke. Det har jeg det egent­mi, en MBA og nog­le års er­hvervs­lig fint med. I de si­tu­a­tio­ner, som er­fa­ring. Mil­jø­et i Lon­dons fi­nansvi var i, var vi ik­ke ude at ren­se ver­den be­skri­ver han som koldt og må­let ( af­sø­ge fjen­dens po­si­tion ky­nisk, men og­så me­get læ­re­rigt. ef­ter endt kamp, Fjen­den Ek­sem­pel­vis ar­bej­de­de han gen­var ty­pisk hund­re­de til to hunnem som­me­ren 2007 på en ana­ly­se dre­de me­ter fra os, og når vi af Deut­sche Tele­kom. Re­sul­ta­tet var kun­ne, trak vi os fri fra kam­pen. et 50 si­ders po­wer po­int- do­ku­ment, Og li­ge­som jeg er glad for, at jeg som hans ty­ske chef præ­sen­te­re­de med mi­ne eg­ne øj­ne ik­ke så de for kun­der­ne. Ef­ter­føl­gen­de rin­ge­de kam­me­ra­ter, vi mi­ste­de, så er che­fen til Marcus Knuth og skæld­te ud.

» Han var pis­se­sur, for­di jeg hav­de la­vet én fejl på de 50 si­der. Det var et dol­lar- tegn i ste­det for et eu­ro- tegn. Det lær­te mig ik­ke at sen­de no­get ud, som ik­ke er gen­ne­m­ar­bej­det. Den lek­tie tog jeg og­så med mig til diplo­ma­ti­et, hvor det sam­me for­ven­tes. Da jeg var barn, var jeg el­lers lidt af et ro­de­ho­ved. Jeg fandt en af mi­ne gam­le ka­rak­ter­bø­ger fra Krebs’ Sko­le, hvor der stod no­get i stil med: ’ På trods af Marcus’ ro­de­de fa­con kla­rer han det godt i klas­sen’, « si­ger han.

Marcus Knuth be­fandt sig i fi­nans­ver­de­nen i dens op­kør­te pe­ri­o­de op til krak­ket i 2008. Krak­ket mar­ke­re­de star­ten på fi­nanskri­sen – og blev snart et stærkt sym­bol på grå­dig­he­den og uansvar­lig­he­den i den fi­nan­si­el­le ver­den.

Der var svag­heds­tegn i al­le ban­ker, men må­ske mest ty­de­ligt i Le­h­man Bro­t­hers, for­kla­rer Knuth. Han kon­sta­te­re­de ved selv­syn, at for­sik­rin­gen på Le­h­man Bro­t­hers’ ob­liga­tio­ner – så­kaldt

– steg og steg, men han og kol­le­ger­ne fik af­ten ef­ter af­ten mail fra le­del­sen med be­sked om at for­kla­re kun­der­ne, at Le­h­man Bro­t­hers hav­de bran­chens bed­ste lik­vi­di­tet. Kon­tant fy­ring Sam­ti­dig for­svandt kol­le­ger­ne om­kring ham, og i sy­ven­de fy­rings­run­de blev han selv rin­get op af sin chefs chef, som han ik­ke hav­de talt med si­den an­sæt­tel­sen, hvor Marcus Knuth var ble­vet for­sik­ret om en lang frem­tid i det hæ­der­kro­ne­de fir­ma.

Han blev bedt om at kom­me til et mø­de med che­fens chef og HR- folk, som skul­le fo­re­gå i stu­e­e­ta­gen og tæt ved ud­gan­gen. Fy­rin­gen var kort og kon­tant, og stør­ste­delen af mø­det gik med at un­der­skri­ve di­ver­se pa­pi­rer om, at han ik­ke vil­le sagsø­ge Le­h­man Bro­t­hers og ik­ke vil­le for­sø­ge at ta­le med kun­der.

» For­stå­el­sen i det mil­jø er, at man ar­bej­der hårdt, og at man får en fan­ta­stisk løn. Men in­gen kæ­re mor hjæl­per den dag, det be­gyn­der at gå dår­ligt for ban­ken. Og man brok­ker sig ik­ke, « si­ger Marcus Knuth.

» Jeg blev min­dre li­be­ral. De skan­di­na­vi­ske ban­ker blev i den pe­ri­o­de brugt som møn­ster­ek­semp­ler, for­di der her­hjem­me var fle­re krav til lik­vi­di­tet i for­hold til de ame­ri­kan­ske in­ve­ste­rings­ban­ker. Der­med ik­ke sagt, at jeg blev so­ci­al­de­mo­krat. «

Li­vet i Le­h­man be­stod pri­mært af ar­bejds­da­ge, som ty­pisk be­gynd­te klok­ken ot­te om mor­ge­nen og fort­sat­te til langt ud på af­te­nen. Bag­grunds­mu­sik­ken var hel­ler ik­ke sprin­gen­de champag­ne­prop­per, og må­l­ti­der­ne ind­t­og han sjæl­dent på Lon­dons for­nem­me re­stau­ran­ter, men i Le­h­man Bro­t­hers’ al­ko­hol­fri kan­ti­ne.

» Jeg tjen­te må­ske lidt un­der en mil­li­on kro­ner om året, men pen­ge­ne rak­te ik­ke langt i Lon­don. Vi var tre un­ge, som del­te en lil­le lej­lig­hed i det cen­tra­le Lon­don. Vi hav­de hver vo­res sove­væ­rel­se og to ba­de­væ­rel­ser og et lil­le bit­te køk­ken til de­ling. Den ko­ste­de 30.000 kr. om må­ne­den. Der­u­d­over hav­de jeg en stu­di­e­gæld at be­ta­le, « si­ger Marcus Knuth.

To da­ge ef­ter fy­rin­gen rin­ge­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.