Tal med dit barn om ter­ror

BT - - NYHEDER -

Jeg var hjem­me hos min ve­nin­de i tirs­dags, hvor vi na­tur­lig­vis tal­te om ter­r­or­an­gre­bet i Bruxelles. Min 1- åri­ge søn sad på gul­vet og ham­re­de en gry­de­ske i et duk­ke­hus, mens han gri­ne­de højt. Han er lyk­ke­ligt uvi­den­de om den ka­o­ti­ske ver­den, han vok­ser op i. MIN 7- ÅRI­GE SØN le­ge­de uden­for. Vi snak­ke­de højt og ivrigt, for ter­ror er som be­kendt ik­ke no­get en­kelt em­ne – i hvert fald ik­ke når det gæl­der løs­nin­ger­ne. SÅ KOM MIN æld­ste søn ind, og min ve­nin­de klap­pe­de straks i og så helt for­skræk­ket ud. Hun kig­ge­de nervøst på mig og så på min søn, mens hun mum­le­de no­get om, at vi ba­re tal­te om en fi lm. Det var mu­lig­vis ik­ke sær­lig pænt gjort, men jeg var nødt til at øde­læg­ge hen­des løgn. Jeg afb rød hen­de og sag­de til min søn, at vi dis­ku­te­re­de det ter­r­or­an­greb, som han og jeg hav­de talt om al­le­re­de om mor­ge­nen. JA, DER ER man­ge ting i den­ne ver­den, der er skræm­men­de. Det er og­så skræm­men­de at læ­se de sta­ti­stik­ker, som vi­ser en vold­som stig­ning i børn og un­ge med psy­ki­ske pro­ble­mer. Fle­re og fl ere helt un­ge men­ne­sker tri­ves dår­ligt og bli­ver de­pri­me­re­de, ang­ste el­ler selvska­den­de. Næ­sten 25 pro­cent af de un­ge i Dan­mark sy­nes selv, at de mi­stri­ves. For de 11 til 15- åri­ge er det iføl­ge Sund­heds­sty­rel­sen 20 pro­cent, som har tre el­ler fl ere tegn på psy­kisk mi­striv­sel i de­res dag­li­ge liv. EN GE­NE­REL MAN­GEL på ro­bust­hed, ly­der det fra fl ere eks­per­ter, når de skal for­kla­re ud­vik­lin­gen. Der er en ten­dens i ti­den til at bæ­re bør­ne­ne på hæn­der og fød­der og ryd­de en­hver sten af de­res vej. Det er na­tur­lig­vis gjort i kær­lig­hed, og de fl este af os har nok en rem af hu­den – jeg har i hvert fald. MEN DET ER ik­ke i bør­ne­nes in­ter­es­se. Børn skal ha­ve lov til at op­le­ve, at li­vet kan væ­re svært, hårdt og trist. Og så skal de sam­ti­dig op­le­ve, at man kan rej­se sig igen. Man kan over­kom­me for­hin­drin­ger­ne og kom­me stær­ke­re ud på den an­den si­de. Hvis man som for­æl­der næg­ter si­ne børn de svæ­re op­le­vel­ser, vil de ik­ke bli­ve ru­stet til at ta­ck­le de ud­for­drin­ger, som et­hvert vok­sen­liv in­de­hol­der. Vil der kom­me fær­re ter­r­or­an­greb, hvis Ve­sten frem­over er me­re til­ba­ge­hol­den­de med at gå i krig i Mel­le­mø­sten? DER­FOR ER DET og­så vig­tigt at ta­le med bør­ne­ne om ter­ror. Det er en del af ver­den, og der kom­mer ik­ke no­get godt ud af at skju­le det. Børn er ik­ke dum­me, og de vil mær­ke de voks­nes re­ak­tio­ner, li­ge­som de sik­kert vil se ting i fj ern­sy­net og læ­se avisover­skrif­ter. Und­la­der man at sæt­te ord på det, ri­si­ke­rer man, at det i bør­ne­nes ho­ve­d­er vok­ser sig end­nu me­re skræm­men­de, end det egent­lig er.

Børn skal ha­ve lov til at op­le­ve, at li­vet kan væ­re svært, hårdt og trist

DER ER NA­TUR­LIG­VIS ik­ke no­gen grund til at ud­pens­le de blo­di­ge de­tal­jer. Men ond­skab er i for­vej­en en del af børns fo­re­stil­lings­ver­den, og der­for kan man godt ta­le med dem om den kon­kre­te ond­skab, som er en del af ver­den. I hvert fald skal man væ­re op­mærk­som på, at hvis man und­la­der at ta­ge de svæ­re sam­ta­ler, så er det ik­ke for bør­ne­nes skyld. Det er let­te­re for de voks­ne at la­de væ­re, og det er i si­tu­a­tio­nen og­så let­te­re for bar­net at få stuk­ket en løgn i an­sig­tet. MEN PÅ SIGT er der in­gen vej udenom, hvis man øn­sker at op­dra­ge et ro­bust barn: Der skal sæt­tes ord på ter­r­oren.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.