Skal jeg ac­cep­te­re skæb­nen el­ler kæm­pe imod?

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg er krig med min vir­ke­lig­hed. Vi er un­der an­greb – på fle­re fron­ter – min vir­ke­lig­hed og jeg. Ef­ter en min­dre ts­u­na­mi i min hjer­ne. Ef­ter en ope­ra­tion, hvor jeg fik fjer­net en go­dar­tet svulst i ho­ve­d­et. Er jeg ( igen) ind­lagt til genop­træ­ning på Vej­lefjords Re­ha­bi­li­te­rings­cen­ter. Det er 15 må­ne­der si­den, jeg blev ope­re­ret. Jeg har genop­træ­net li­ge si­den, men man­ge gan­ge hver dag skal jeg sta­dig for­hol­de mig til en ny vir­ke­lig­hed. En vir­ke­lig­hed, der hand­ler om at væ­re hjer­neska­det. Om den træt­hed, der op­står for de fle­ste hjer­neska­de­de, og om hvor­dan man ta­ck­ler den. I den­ne om­gang har jeg væ­ret ind­lagt i en uge. En vir­ke­lig vold­som uge. For ef­ter 15 må­ne­ders kamp over­gav jeg mig – en­de­lig. Til ac­cep­ten af, at mi­ne livsvil­kår er æn­dret. Det har væ­ret hårdt at nå her­til. Jeg har grædt, til jeg sov, kun for at våg­ne og græ­de vi­de­re. Jeg har haft godt gam­mel­daws ondt af mig selv. Det har jeg el­lers ik­ke kun­net til­la­de mig me­get læn­ge, for jeg har haft så travlt med at skul­le læ­re at gå, spi­se, ta­le, skri­ve, kø­re. Al­ting – vi el­lers ta­ger for gi­vet - har jeg skul­let læ­re igen. I det sid­ste par da­ge har jeg så ru­stet mig. Uden helt at for­stå, om jeg er af­sin­dig klog el­ler de­ci­de­ret dum. For helt ær­ligt, kan det at ac­cep­te­re et nyt livsvil­kår, som f. eks. træt­hed, ik­ke bli­ve en sel­vop­fyl­den­de pro­fe­ti? Har jeg ik­ke for­stå­et det kor­rekt, når jeg tror, at hjer­nen er pla­stisk og i stand til at ska­be nye ve­je, hvis ba­re vi hjæl­per den på vej? Er en del af det mira- kel, jeg har væ­ret igen­nem, ( for det er et mira­kel, at jeg har lært at gå, spi­se, ta­le, skri­ve og kø­re bil igen) ik­ke selv­for­skyldt? Er det ik­ke min vil­je – min figh­ter­per­son­lig­hed – og et uku­e­ligt gåpå­mod, der har bragt mig så langt, som jeg er nå­et? El­ler har jeg stor­heds­v­an­vid og er min til­gang til li­vet en hån mod al­le mi­ne med­hjer­neska­de­de? Er det fak­tisk så­dan, at vo­res liv bli­ver lidt let­te­re den dag, hvor vi ik­ke læn­ge­re kæm­per imod, men ac­cep­te­rer tin­ge­nes til­stand? Jeg er i tvivl. Jeg skif­ter mel­lem de to spor. At ta­ge an­sva- ret og ha­ve vilj­en til at kæm­pe. Og at gi­ve an­sva­ret fra mig og læg­ge alt i hæn­der­ne på skæb­nen? Må­ske lig­ger sand­he­den et sted midt i mel­lem? Må­ske bur­de jeg over­gi­ve mig og ac­cep­te­re, at jeg ik­ke kan en mas­se ting. Må­ske er jeg de­ci­de­ret dum, når jeg vil i krig med det he­le. Jeg ved det sim­pelt­hen ik­ke. Men jeg ved én ting. Når JEG har an­sva­ret, når JEG på­ta­ger mig kam­pen, når JEG in­si­ste­rer på at prø­ve, så når jeg må­ske i mål. Det gør jeg ik­ke, når jeg græ­der. Der­med for­bed­rer jeg mi­ne chan­cer 100 pct. ved over­ho­ve­det at prø­ve. Der­for jeg har tør­ret øj­ne­ne. Og ser kla­re­re ( for den­ne gang). Der­for har jeg væ­ret ude at cyk­le. For før­ste gang i 15 må­ne­der. Jeg var af­sin­digt ban­ge for at fal­de – det er jeg sta­dig. Men for mig er det nem­mest trods alt at ha­ve fød­der­ne på pe­da­ler­ne og hån­den på sty­ret – i mit liv. Må­ske er det an­der­le­des for dig!?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.