G

BT - - TEMA - Dort­he Brø­ker Kri­sten­sen

btwe­e­kend@ bt. dk Foto Nils Meilvang ol­den re­tri­e­ve­ren Skip­per kom­mer lo­g­ren­de ind i køk­ke­net. Den har en tøjand i mun­den og vil le­ge. Bån­det mel­lem Skip­per og dens ejer Le­ne Hald er stærkt. Hun er bun­det til en kø­re­stol, men med sit le­ge­sy­ge væ­sen brin­ger Skip­per glæ­de og grin i hen­des hver­dag. Men han er og­så en uvur­der­lig tryg­hed og hjælp for Le­ne Hald, der ik­ke i sin vildeste fan­ta­si hav­de fo­re­stil­let sig, at dag­lig­dags ting som at luk­ke ter­ras­se­dø­ren el­ler sam­le en sok op fra gul­vet skul­le bli­ve stort set umu­li­ge – uden hjælp.

Le­ne Hald hav­de in­gen anel­se om, hvad der var i ven­te, da hun en lør­dag af­ten i novem­ber for snart ty­ve år si­den trak i sin py­ja­mas. Hun frøs, hav­de det elen­digt og var sik­ker på, at hun var ved at få in­flu­en­za. Men da hun våg­ne­de søn­dag mor­gen, kun­ne hen­des mand Kenth se, at den var helt gal. Le­ne Hald tal­te sort og svæ­ve­de ind og ud af be­vidst­he­den. Selv kan hun in­tet hu­ske, hel­ler ik­ke at am­bu­lan­cen kom.

» Læ­ger­ne kun­ne ik­ke fin­de ud af, hvad jeg fej­l­e­de. På ho­spi­ta­let fik jeg fle­re blod­prop­per og mi­ne ny­rer sat­te ud. Alt luk­ke­de ned in­de­ni, og jeg blev lagt i me­di­cinsk ko­ma, « for­tæl­ler Le­ne Hald, der først blev væk­ket igen til jul – næ­sten to må­ne­der se­ne­re.

Hun hav­de få­et en strep­tokok­in­fek­tion, da hun kom til sig selv, var læ­ger­ne forun­dre­de. For det hun hav­de væ­ret igen­nem, over­le­ver man nor­malt ik­ke.

Nyt liv

Læ­ger­ne hav­de bl. a. væ­ret nødt til at sæt­te beg­ge hen­des ben af ved knæ­et og am­pu­te­re hen­des ene arm. In­fek­tio­nen, der hav­de hær­get hen­des krop blev kaldt for­skel­li­ge ting, men or­det ’ dræ­ber strep­tokok’ gik igen. Hen­des lem­mer dø­de et for et, og am­puta­tion var den ene­ste ud­vej. Fle­re gan­ge fik hen­des mand og fa­mi­lie at vi­de, at hun kun li­ge ak­ku­rat hang i med det yder­ste af neg­le­ne. Men mod al­le od­ds kla­re­de hun den.

» Vo­res dren­ge Fre­de­rik og An­dreas var to et halvt og fem år på det tids­punkt. Tan­ken om dem gjorde et el­ler an­det ved mig. De var sim­pelt­hen for små til at mi­ste de- res mor. Så jeg måt­te spæn­de bal­ler­ne og stå det igen­nem for de­res og min fan­ta­sti­ske mands skyld, « si­ger Le­ne Hald.

Hun bli­ver ty­de­ligt be­rørt, når hun tæn­ker til­ba­ge på den ube­skri­ve­ligt svæ­re tid.

I næ­sten to må­ne­der lå hun i sen­gen uden at kun­ne be­væ­ge sig – el­ler ta­le. Hun kun­ne kun blin­ke med øj­ne­ne. Når sy­geple­jer­sken skif­te­de for­bin­din­ger, gjorde det van­vit­tigt ondt, og hun vid­ste, at den var helt gal,

» En mas­se tan­ker for selv­føl­ge­lig igen­nem mit ho­ved. Det svæ­re­ste var at fo­re­stil­le sig, hvor­dan jeg no­gen­sin­de skul­le få et liv igen, og hvor­dan Kenth no­gen­sin­de skul­le kom­me til at sy­nes, at det her var fan­ta­stisk, « si­ger hun og kig­ger ned over sin krop i kø­re­sto­len.

Før in­fek­tio­nen el­ske­de hun at lø­be i sko­ven, at tum­le og spil­le bold med si­ne to dren­ge og at væ­re ak­tiv med sin mand, ven­ner og fa­mi­lie. Nu lå hun i sen­gen uden ben. Hun fo­re­stil­le­de sig li­vet i en kø­re­stol, og kun­ne kun kom­me i tan­ker om bil­le­der af ’ stakkels men­ne­sker med tæp­per om sig og spildt mad på tø­jet’. Så­dan vil­le hun un­der in­gen om­stæn­dig­he­der en­de.

» Det blev fra dag ét en kamp for at få så godt et liv som mu­ligt. Selv­føl­ge­lig var der svæ­re og sor­te da­ge, men jeg prø­ve­de at min­de mig selv om, at jeg var her end­nu. Jeg vil­le sta­dig kun­ne se mi­ne unger vok­se op. Det jeg har væ­ret igen­nem, var så ek­stremt, at det ene­ste al­ter­na­tiv var ik­ke at væ­re her. Det har jeg tænkt me­get på, « si­ger Le­ne Hald, der lå tre må­ne­der på in­ten­siv af­de­ling, en må­ned på me­di­cinsk af­de­ling for der­ef­ter at bli­ve over­flyt­tet til det lo­ka­le sy­ge­hus i Es­bøn­derup, hvor hun skul­le genop­træ­nes. Ac­cep­ten Det hår­de­ste var at fin­de en ny hver­dag og at få den til at fun­ge­re.

» Det har ta­get man­ge år at ac­cep­te­re, at jeg ik­ke ba­re kan lø­be en tur, hvis jeg er ar­rig el­ler træn­ger til at bræn­de no­get kr­udt af. At alt skal plan­læg­ges, og jeg ik­ke kan gø­re no­get spon­tant. Der er en fø­lel­ses­mæs­sig fri­heds­fø­lel­se, som jeg al­drig får igen, og som jeg vir­ke­lig sav­ner, « si­ger Le­ne Hald.

Ac­cep­ten er kom­met hen ad vej­en. Èt ven­de­punkt op­le­ve­de hun, da hun kom ud af sen­gen og fik sin før­ste kø-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.