He­den?

BT - - NYHEDER -

no­get dumt i dag, så gør det godt i mor­gen. Du er skøn, som du er. « Så til­træk­ker du den mand, du har brug for. Der kom­mer ik­ke no­gen prins og red­der dig! Hvis der gør, så er det en mand, der har brug for at red­de an­dre, for­di han end­nu ik­ke har red­det sig selv. Og dem vil man jo hel­ler ik­ke ha­ve, vel?

Nu bor jeg ale­ne på min bon­de­gård. Og jeg fin­der ud af, hvor godt det er at ha­ve et dej­ligt net­værk. Ve­nin­der er der jo for hin­an­den. Jeg fjer­ner høn­sel­ort og ren­ser klo­ak, og jeg sy­nes det er sejt, at jeg selv gør det. Det er fint at bo med mi­ne kat­te og hund­en og høn­se­ne og ha­nen. «

Ha­nen er af new hamps­hi­rear­ten, og den hed­der Kris­h­na. Med ham i høn­se­går­den har ræ­ven al­drig tur­det nær­me sig. Og Kris­h­na er flit­tig

» Når han be­sti­ger høn­se­ne, så lig­ner det ær­lig talt lidt en voldtægt, og de ryster sig og­så bag­ef­ter, så­dan lidt » uha « . Det ser ik­ke sær­lig kønt ud, når de par­rer sig, men det gør det hel­ler ik­ke al­tid, når men­ne­sker gør det … « Gen­for­e­net med far ef­ter syv år Hun om no­gen bur­de vi­de det. Se­xo­lo­gen, der brag­te la­gen­leg på dags­or­de­nen i Dan­mark. Med si­ne rø­de lok­ker, sø­de smil og li­ge­frem­me sex- snak skil­te hun van­de­ne, og nog­le el­ske­de hende og an­dre gjorde ik­ke. Men Jo­an Ør­ting er så- dan en, der funk­ler. Og nu me­re end el­lers. For der ske­te no­get i fre­dags: Jo­an så sin far for før­ste gang i syv år. Han hav­de el­lers slå­et hån­den af hende, vred og flov over, at hun var ble­vet he­le lan­dets sex- kæ­le­dæg­ge. I syv år har hun ik­ke væ­ret fars pige, no­get hun el­lers var, da hun var barn, og end­nu me­re da hun som 21- årig mi­ste­de sin mor. Sav­net af fa­de­ren var no­get, vi tal­te om den­gang på Oslo­bå­den, da vi mød­te hin­an­den før­ste gang.

» For tre uger si­den våg­ne­de jeg op en lør­dag mor­gen og fik en åben­ba­ring. Jeg tænk­te: ’ Gud, jeg har nå­et al­le mi­ne drøm­mes mål, jeg har få­et en kar­ri­e­re, jeg har væ­ret gift og skilt to gan­ge, jeg har rejst jor­den rundt og be­ste­get Hi­ma­laya, og jeg har få­et den bon­de­gård, jeg al­tid har øn­sket mig’. Der mang­le­de kun én ting, og det var, at jeg blev for­so­net med min far. Og da jeg stod op og gik ud i stal­den, lå der en pak­ke, som po­st­bud­det må ha­ve af­le­ve­ret da­gen før. «

Pak­ken var fra hen­des far, og i den lå et brev og hans bi­o­gra­fi, som han hav­de skre­vet på i fle­re år. I bre­vet stod, at han ik­ke var vred på hende læn­ge­re.

» Og jeg fik det sam­me dag, som Car­sten rin­ge­de og sag­de, at nu hav­de han ud­fyldt pa­pi­rer­ne, og vi var skilt. Han har hjul­pet mig så me­get, og nu af­slut­te­de han vo­res æg­te­skab sam­me dag, som jeg fik min far igen. Det var, som om alt faldt på plads, og rin­gen var slut­tet. «

I fre­dags kør­te hun så den lan­ge vej fra Lan­geland til Nør­re­sund­by. I bi­len tænk­te hun læn­ge over, hvor­dan hun skul­le hil­se på sin far ef­ter syv år. Skul­le hun ka­ste sig i hans ar­me el­ler gi­ve hånd? Da han åb­ne­de dø­ren, stod hun med en stor pak­ke i fav­nen, lidt som be­skyt­tel­se. Det var en ga­ve til ham – en ryste­ma­ski­ne som kun­ne sæt­te gang i de 82- åri­ge ben.

» Vi tal­te i syv ti­mer – en ti­me for hvert år, vi hav­de væ­ret væk fra hin­an­den. Jeg var så glad på bå­de hans og mi­ne veg­ne. Jeg hav­de slut­tet fred med ham for fle­re år si­den, og jeg send­te KUN kær­lig­heds­bre­ve til

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.