MIT FO­TO­AL­BUM

BT - - SØNDAG -

Lot­te Rei­mar be­teg­ner sig selv som en 47- årig livs­ny­der og selvlært er­hvervskvin­de med me­re end 25 års le­del­se­ser­fa­ring i det pri­va­te er­hvervs­liv. Hun har ta­get en ud­dan­nel­se som psy­ko­te­ra­pe­ut ved si­den af er­hvervskar­ri­e­ren. Hun er i dag adm. di­rek­tør og me­de­jer af Run­ning Din­ner, som sæt­ter sing­ler sam­men ved at la­de dem mø­de hin­an­den, og klum­meskri­bent i Ek­stra Bla­det. Mor var striks

Min mor An­nie var hjem­me­gå­en­de hus­mor og pas­se­de fi re børn, in­klu­si­ve mig. Hun kør­te tin­ge­ne med hård hånd. Vi blev op­dra­get til at kun­ne ge­bær­de os – ik­ke no­get med at gå med jog­ging­buk­ser i sko­le, el­ler sid­de med al­bu­er­ne på bor­det. Vi skul­le kun­ne spi­se på en re­stau­rant uden at fal­de igen­nem. I dag er jeg alt an­det end striks, jeg er nok me­re som min far. Han gav os lov til al­ting, f. eks. at spi­se is in­den vi skul­le ha­ve aft ens­mad. Vi gri­ner lidt i fa­mi­li­en ad, at når han var hjem­me, og vi bad om et æb­le, skul­le vi ha­ve vo­res mors ’ ja’, for fars gjaldt ik­ke, hel­ler ik­ke selv­om han sag­de: ’ Tag det dog, det er mig, der har be­talt’.

1.

Pin­ligt at føl­ges med far

Fa­mi­li­en Rei­mar hav­de ik­ke en om­gangskreds af an­dre mu­si­ke­re el­ler san­ge­re, og vi tal­te ik­ke om min fars job der­hjem­me. Her er jeg til en af Bil­led- Bla­dets fa­stelavns­fe­ster, der fo­re­gik ved Pe­ter Lieps Hus i Dy­re­ha­ven – det glem­mer jeg al­drig. Men når vi var i Lyng­by Stor­cen­ter med vo­res far, var jeg ik­ke sær­ligt stolt el­ler glad. At han var par­ty kon­gen og i dansk­top­pen, var pin­ligt for mig, for det har al­drig væ­ret en an­er­kendt gen­re. Men han var en mand, der kun­ne for­sør­ge sin fa­mi­lie, og det har jeg respekt for. Jeg glem­mer al­drig i 1986, da Dan­mark spil­le­de fod­bold- VM, og han la­ve­de san­gen ’ Hal­li hal­li hal­lå’. Hver gang jeg kom ind på et disko­tek, kun­ne jeg gra­ve mig ned, for så sat­te di­scjo­ck­ey­en den på, og al­le gri­ne­de.

2.

Smøl­fe­kon­gens dat­ter

Al­le­re­de da jeg var lil­le, hav­de jeg at­ti­tu­de, som man kan se. Man kun­ne tro, min far hav­de væ­ret med ved føds­len, men han hav­de travlt med at op­træ­de med sit par­ty band. Fak­tisk så han mig før­ste gang på en tv- skærm et sted. På fø­de­stu­en men­te de, at jeg måt­te væ­re halvt ja­pa­ner, for­di jeg var gul. Jeg har haft sam­me ud­for­dring som al­le an­dre børn af kend­te per­so­ner – man bli­ver he­le ti­den sat i for­hold til si­ne for­æl­dre, først som par­ty kon­gens og si­den som smøl­fe­kon­gens dat­ter. Det gør, at man får lyst til at stå frem og be­vi­se, at man kan no­get på egen hånd. Min far var ’ må­ne­dens gæst’ der­hjem­me, for mod­sat man­ge an­dre i den bran­che hav­de han og­så en kar­ri­e­re på hver­da­ge. Vi børn var med far i al­le we­e­ken­der, og vi brug­te al­le de pen­ge, han tjen­te, i biff en, i ti­vo­li­er el­ler på ho­tel­ler – det var sjovt. Og jo, vi var og­så på sce­nen, klædt ud som smøl­fer.

3.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.