Mt Stres­s­ra ’ Tro­e­de jeg hav­de en hjer­ne­tu­mor’

BT - - NYHEDER -

STRESS men hun sø­ger al­li­ge­vel hjælp hos en stress- psy­ko­log og rå­des til at læg­ge sig syg i tre må­ne­der.

» Jeg hav­de ar­bej­det i døgn­drift , og min krop end­te med at si­ge fra. Si­den for­å­ret hav­de jeg haft smer­ter og var på smer­testil­len­de me­di­cin. Jeg kun­ne fi nde på at stå op om nat­ten og sen­de mail til mig selv. Jeg hav­de hjer­te­ban­ken og kun­ne slet ik­ke hol­de fri, « si­ger hun. Smer­ter­ne tog til I lø­bet af som­me­ren 2012 hav­de hun mar­ke­ret sig som en stærk mod­stan­der af re­ge­rin­gens skat­te­aft ale med V og K. Hen­des an­ke­punkt var, at man tog pen­ge fra ar­bejds­lø­se, sy­ge, han­di­cap­pe­de og før­tids­pen­sio­ni­ster og brug­te dem til at sæn­ke top­skat­ten.

Selv om SF- mi­ni­stre­ne for­søg­te at ban­ke hende på plads, fast­holdt hun sin be­slut­ning om at stem­me imod, når aft alen kom til af­stem­ning i ef­ter­å­ret. Det med­del­te hun sin le­del­se og tog der­eft er med Fol­ke­tin­gets be­skæft igel­ses­ud­valg til USA.

Da hun kom hjem igen, blev smer­ter­ne vold­som­me­re, og hun blev ind­lagt med mi­stan­ke om blod­prop i den ene lun­ge. Ugen eft er blev hun ind­lagt med aku­t­te smer­ter i un­der­li­vet. Det var cy­ster, der sprang i hen­des æg­ge­stok. Da hun på et grup­pe­mø­de i au­gust blev fra­ta­get al­le si­ne ord­fø­rer­ska­ber, var hun sta­dig pla­get af smer­ter. Hen­des krop var ved at fal­de fra hin­an­den.

Al­li­ge­vel kun­ne det ik­ke kom­me på ta­le at læg­ge sig syg.

» Det vil­le jeg ik­ke. Folk skul­le ik­ke tro, at jeg ik­ke kun­ne kla­re mo­sten, « si­ger hun.

En CT- scan­ning hav­de vist, at hun ik­ke hav­de en tu­mor i hjer­nen. Det var en let­tel­se.

» Så jeg står op en ti­me før og ta­ger ma­keup på, så jeg ser no­gen­lun­de le­ven­de ud. Går på ar­bej­de, kom­mer hjem kl. fi re, lig­ger på so­fa­en, bli­ver væk­ket, når jeg skal ha­ve aft ens­mad, går i seng igenog sover til da­gen ef­ter, « for­tæl­ler hun.

» Stress er et kæm­pe ta­bu på Chri­sti­ans­borg, der som ar­bejds­plads bur­de væ­re en rol­lemo­del. Der­for tog det mig lang tid at ta­le om det. Jeg var be­kym­ret for, hvor­dan det vil­le bli­ve op­fat­tet. I dag, hvor jeg har brudt ta­bu­et, ved jeg at man­ge har stå­et i sam­me si­tu­a­tion som mig. Fæl­les for os al­le har væ­ret, at ar­bejds­pres­set har væ­ret for stort i for lang tid.

Man er ban­ge for, at det tol­kes som en svag­hed. I dag ved jeg, at det hand­ler ik­ke om den en­kel­te, men om det ar­bejds­pres man ar­bej­der un­der. Man­ge går ned, men det er ik­ke no­get, man snak­ker om. Der er en mær­ke­lig tavs­hed om det.

» Jeg var al­vor­ligt syg med stress i man­ge må­ne­der. En dag brød jeg sam­men i en­tre­en, da jeg skul­le ud at hand­le med sin søn. Jeg kun­ne ik­ke over­skue at kø­be mælk. Og æg. Og brød.

» Mor, jeg skal nok gø­re det, « sag­de han.

I dag har Özlem Cekic få­et nog­le red­ska­ber til at pas­se bed­re på sig selv. Hun sæt­ter plus ved de ting, der gi­ver hende ener­gi, og mi­nus ved de ting, der ta­ger ener­gi. Regn­ska­bet skal helst væ­re i plus.

» Jeg lær­te at hol­de fri, sove læn­ge og sluk­ke for te­le­fo­nen i pe­ri­o­der. Det var med til, at jeg stil­le og ro­ligt an­er­kend­te, hvor syg jeg var. Jeg er en ar­bejds­he­st, og det vil jeg al­tid væ­re. Det tog mig næ­sten et år at bli­ve rask, « si­ger Özlem Cekic. Jeg hav­de ar­bej­det i døgn­drift , og min krop end­te med at si­ge fra. Si­den for­å­ret hav­de jeg haft smer­ter og var på smer­testil­len­de me­di­cin. Jeg kun­ne fi nde på at stå op om nat­ten og sen­de mail til mig selv. Jeg hav­de hjer­te­ban­ken og kun­ne slet ik­ke hol­de fri

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.