Fri­heds­kæm­pe­ren A

I over­ført be­tyd­ning kæm­pe­de han for fri­hed he­le sit liv. Men un­der be­sæt­tel­sen var An­ker Jør­gen­sen frem­me i for­re­ste ræk­ke som med­lem af mod­stands­be­væ­gel­sen

BT - - NYHE­DER -

BE­SÆT­TEL­SEN ket med gra­na­tild og ma­skin­ge­vær­sal­ver, og en kort kamp be­gynd­te, som jeg al­drig vil glem­me, « skrev han videre og be­ret­te­de om, hvor­dan han » med hjer­tet op­pe i hal­sen løb, som jeg al­drig har lø­bet før « .

To be­fa­lings­mænd og en sol­da­ter­kam­me­rat blev dræbt den nat, hvor det blev An­ker Jør­gen­sen og en sol­da­ter­kam­me­rats lod – midt i kug­le­reg­nen – at ta­ge de tun­ge skridt ud i fjen­de­lej­ren, bæ­ren­de på det hvi­de flag. Skjul­te sit vå­ben Men sam­ti­dig brød spi­ren igen­nem, og den 21- åri­ge An­ker Jør­gen­sen ud­før­te sin før­ste hel­te­ger­ning un­der be­sæt­tel­sen. Han ud­nyt­te­de nem­lig det ka­os, der her­ske­de på ka­ser­nen, til at gra­ve sit vå­ben ned på ro­e­mar­ken uden­for. Tal­te møj­som­me­ligt si­ne skridt på vej­en, så han kun­ne fin­de det igen.

Våb­net kom dog først i brug ef­ter seks uger som krigs­fan­ge. An­ker Jør­gen­sen vend­te til­ba­ge til fri­he­den – hvis man el­lers kan kal­de den dét un­der be­sæt­tel­sen – og slut­te­de sig til den kø­ben­havn­ske mod­stands­be­væ­gel­se, hvor han hur­tigt blev gjort til le­der af sin egen grup­pe, sam­men­sat af de gam­le sol­da­ter­kam­me­ra­ter, samt næ­re kol­le­ger fra FDB, hvor An­ker Jør­gen­sen hav­de få­et ar­bej­de.

» Han kom ind i grup­pe P6, en slags un­der­grunds­hær, hvor han stod for at flyt­te vå­ben, « for­kla­rer Alex Frank Lar­sen og frem­hæ­ver en anek­do­te, hvor An­ker Jør­gen­sen og hans mænd skul­le trans­por­te­re en sen­ding sven­ske Husqvar­na ma­skin­pi­sto­ler fra Nord­s­jæl­land til en il­le­gal vå­ben­cen­tral i Val­by.

Den un­ge mod­stands­mand var så op­ta­get af sit fore­ha­ven­de, at han in­tet så på for­to­vet, hvor han bar på si­ne kas­ser.

» Jeg var li­ge ved at væl­te en ty­sker, der kom med en æske lag­ka­ger, men i sid­ste øje­blik und­gik jeg at væl­te ham og hans ka­ger. Jeg sag­de højt og ty­de­ligt ’ Ents­chul­di­gen’. Han smi­le­de, og så var det over­stå­et, « for­tal­te An­ker Jør­gen selv om epi­so­den i oven­nævn­te bog. Hø­flig mod­stand Hø­flig­hed var i øv­rigt ken­de­teg­nen­de for An­ker Jør­gen­sens tid­li­ge vir­ke i mod­stands­be­væ­gel­sen. Of­te hav­de grup­pen ik­ke eg­ne bi­ler til trans­por­ten af vå­ben, og måt­te der­for i bog­sta­ve­lig­ste for­stand kapre en taxa.

» God­dag, det er fra mod­stands­be­væ­gel­sen. Vi vil ger­ne lå­ne dig og din bil, « lød den hø­fli­ge or­dre til taxa­chauf­før­en.

Blandt grup­pens øv­ri­ge op­ga­ver var og­så at tøm­me vig­ti­ge ar­ki­ver. Her­un­der et vær­ne­ma­ger- kar­to­tek, som be­fandt sig i Han­dels­mi­ni­ste­ri­et.

» Vi var nødt til at hol­de per­so­na­let op, « lød den nedt­o­ne­de be­ret­ning fra An­ker Jør­gen­sen.

Men det var fak­tisk An­ker Jør­gen­sen selv, som med sin pi­stol kold­blo­digt holdt kon­tor­che­fen og de 20- 30 an­sat­te op, mens de vig­ti­ge kar­to­te­ker blev læn­set for li­ster­ne over de dan­ske vær­ne­ma­ge­re, som ef­ter kri­gen blev brugt til rets­op­gø­ret mod de per­so­ner og fir­ma­er, som ud­før­te ar­bej­de for vær­ne­mag­ten.

Og i takt med at mod­stands­be­væ­gel­sens ak­tio­ner tog til i styr­ke og in­ten­si­tet, nær­me­de den dag sig grad­vist, som al­le – el­ler i hvert fald de fle­ste – drøm­te om.

» Jeg læ­ste et sted, at den 5. maj 1945 var en hunde­kold dag. Det kan jeg slet ik­ke hu­ske. So­len skin­ne­de da, og Dan­mark var ble­vet et frit land igen, « sag­de An­ker Jør­gen­sen ved min­de­g­ud­stje­ne­sten i 1985. Stærk ret­fær­dig­heds­fø­lel­se Var det koldt, fik An­ker Jør­gen­sen og hans grup­pe var­men i de hek­ti­ske da­ge ef­ter be­fri­el­sen, hvor ar­bej­det langt­fra var slut. For nu ind­gik han i ar­bej­det med at ar­re­ste­re ty­ske top­na­zi­ster, bl. a. på Dag­mar­hus, hvor de mest frem­træ­den­de holdt til.

Selv den­gang, hvor han blot var en ung mand på 22 år, brænd­te hans stær­ke ret­fær­dig­heds- og or­dent­lig­heds­fø­lel­se igen­nem. For de kø­ben­havn­ske ga­der svul­me­de af hævntørst. Det vak­te et stort ube­hag i ham. Ik­ke mindst at og­så brod­ne kar in­den­for mod­stands­be­væ­gel­sen og­så gik over ge­vind.

» For mig var kam­pen mod Tyskland ik­ke en kamp mod det ty­ske men­ne­ske, det ty­ske folk, men mod na­zis­men i dem, « har han sagt.

Og ve­mo­digt til­fø­jet: » Vi skal væ­re lyk­ke­li­ge for, at det he­le ik­ke end­te med de lan­ge kni­ves nat. «

Og hans egen rol­le i mod­stand­s­kam­pen?

» Det var ken­de­teg­nen­de for ham, at man ik­ke skul­le fø­re sig unø­digt frem, « si­ger Alex Frank Lar­sen. For mig var kam­pen mod Tyskland ik­ke en kamp mod det ty­ske men­ne­ske, det ty­ske folk, men mod na­zis­men i dem

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.