En fod­bold­for­næg­ters be­ken­del­ser

BT - - NYHEDER -

DET ER BA­RE IK­KE MIG Den 26. ju­ni 1992 gik jeg i seng ved ni­ti­den om af­te­nen. Jeg var 13 år, avis­bud for Aar­hus Stift­s­ti­den­de og skul­le tid­ligt op med mor­ge­na­vi­ser, så at gå tid­ligt til ro gav glim­ren­de me­ning. Imid­ler­tid var det ut­ro­lig svært at fal­de i søvn på grund af vold­som larm og højlyd­te ud­råb i det nær­lig­gen­de be­bo­er­hus. Her hav­de stort set al­le an­dre fra vo­res tæt- la­ve ræk­ke­hus­be­byg­gel­se nem­lig travlt med at se det dan­ske fod­bold­lands­hold spil­le EM- fi­na­le på Ul­le­vi Sta­dion i Göte­borg. En kamp, som Dan­mark, hvil­ket fle­re må­ske husker, vandt. Jeg op­da­ge­de først re­sul­ta­tet da­gen ef­ter på avis­for­si­der­ne, hvil­ket ik­ke ge­ne­re­de mig det mind­ste. For jeg må er­ken­de, at jeg var og er fuld­stæn­dig li­geg­lad med fod­bold.

Jeg ved godt, hvad du tæn­ker, kæ­re læ­ser. Na­tur­lig­vis er det nær­lig­gen­de at fo­re­stil­le sig, at min af­smag for fod­bold kom­mer af en ho­ven in­tel­lek­tu­el foragt for sligt pro­le­ta­risk tids­for­driv. På sam­me må­de som den ste­reo­ty­pe In­for­ma­tions­læ­sen­de pro­fes­sor­ty­pe de­mon­stra­tivt und­la­der at ha­ve et fjern­syn, for­di ved­kom­men­de me­ner, det er un­der hans vær­dig­hed, så kun­ne min li­ge­gyl­dig­hed væ­re et sim­pelt for­søg på at hæ­ve mig over pøb­len. Men nej.

Den mang­len­de in­ter­es­se for fod­bold er hel­ler ik­ke be­grun­det i en prin­ci­pi­el af­smag for spil­let som me­nings­løst el­ler pri­mi­tivt. Mas­ser af ting, som folk for­nø­jer sig med, er simp­le, pri­mi­ti­ve og sav­ner et for­nuf­tigt for­mål: Sex med præ­ven­tion el­ler Fa­ce­book ek­sem­pel­vis. Gad fak­tisk godt Jeg gad fak­tisk godt gi­de fod­bold. El­ler i hvert fald gi­de se på det og ny­de det og må­ske lej­lig­heds­vis si­ge no­get for­nuf­tigt om en til­ba­ge­læg­ning, el­ler hvor­dan det går med Li­ver­pool, når jeg mø­der an­dre, som of­test mænd, der øn­sker at kon­ver­se­re om den slags.

Of­te le­ger jeg med tan­ken om, at jeg li­der af en ge­ne­tisk brist, da jeg kom­mer ud af en fa­mi­lie af for­be­ne­de fod­bold­fans. Mi­ne to brød­re og sø­ster spil­le­de fod­bold i en år­ræk­ke, blev glim­ren­de til det og kun­ne bru­ge uen­de­li­ge mæng­der tid på at dis­ku­te­re kva­li­te­ter hos fod­bold­spil­le­re, hvis ef­ter­nav­ne al­tid syn­tes at be­gyn­de med Ro­nald. Min far var træ­ner for fle­re af de­res hold, mens min mor tro­ligt har stå­et på si­de­linjer­ne og hep­pet we­e­kend ef­ter we­e­kend. De ta­ger sta­dig på sta­dion el­ler en tur til Barcelona for at se lo­ka­le klubhold spil­le der og har en ge­val­dig fest. For mit ved­kom­men­de sy­nes ar­ve­an­læg­ge­ne for fod­bold­g­læ­de ba­re ik­ke at væ­re ble­vet vi­de­re­gi­vet.

Det er ik­ke for­di, jeg ik­ke har prø­vet. Som den æld­ste søn var det kun na­tur­ligt, at min far tog mig med på Aar­hus Sta­dion for at se AGF spil­le. Som seks- sy­vårig kun­ne jeg be­hø­rigt læ­re at værds­æt­te spil­let og by­ens hvid­klæd­te hold.

Jeg husker mest af alt en per­pleks og for­vir­ret un­dren over at væ­re så lidt en­ga­ge­ret i, hvad der fo­re­gik på ba­nen, når nu al­le ty­de­lig­vis, unge som gam­le, med liv og sjæl samt høj- lyd­te til­råb til bå­de an­gi­ve­ligt men­talt util­stræk­ke­li­ge dom­me­re samt mod­stan­der­hol­dets spil­le­re le­ve­de sig ind i dra­ma­et på grønsvæ­ren.

Jeg vil­le og­så op­rig­tigt ger­ne væ­re en del af fæl­les­ska­bet. Fak­tisk brug­te jeg ut­ro­lig lang tid på at gre­je, hvor­når man skul­le rej­se sig op fra sæ­det og kom­me med en­tu­si­a­sti­ske ud­brud, hvil­ket jeg kun­ne se, folk om­kring mig lej­lig­heds­vis gjorde. Et styk­ke in­de i kam­pen dæm­re­de det for mig, at de an­dres en­tu­si­as­me hav­de no­get at gø­re med, hvor­vidt bol­den var tæt på mod­stan­der­hol­dets mål, men ef­ter­som jeg ik­ke kun­ne le­ve mig ind i spil­let i no­gen me­nings­fuld for­stand, nø­je­des jeg med at skæ­ve til de an­dre og så rej­se mig, når de an­dre gjorde det. Det blev dog hur­tigt ke­de­ligt, hvor­ef­ter jeg be­gynd­te at tæn­ke på, hvor­når ham man­den, der solg­te ho­t­dogs, kom op på vo­res tri­bu­ne. Fyldt med li­den­skab Set fra en helt uen­ga­ge­ret og uden­for­stå­en­des per­spek­tiv er fod­bold­kul­tur et fæ­no­men, som er langt me­re fa­sci­ne­ren­de end sel­ve spil­let.

Der er så ut­ro­lig me­get li­den­skab in­ve­ste­ret i no­get, som fo­re­kom­mer al­de­les ufor­stå­e­ligt. Som fod­bold­af­holds­mand fo­re­stil­ler jeg mig, at op­le­vel­sen af at væ­re om­gi­vet af folk, som vir­ke­lig går op i og ny­der en fod­bold­kamp, kan sam­men­lig­nes med at væ­re pin­ligt æd­ru til en stu­den­ter­fest kl. cir­ka 02.14. Det er helt ty­de­ligt, at folk har det vir­ke­lig sjovt og ny­der det, som fo­re­går, i ful­de drag, om end det er ut­ro­lig svært at sæt­te sig ind i hvor­for.

Den to­le­ran­te over­bæ­ren­hed, som jeg har over for mi­ne fod­bold­g­la­de med­bor­ge­re, går og­så den an­den vej.

Sjæl­dent op­le­ver jeg an­det end med­fø­len­de ho­ved­rysten, når jeg be­ken­der ik­ke at ane no­get om, hvor­dan det går med by­ens hold, el­ler ha­ve en me­ning om en kom­men­de land­stræ­ner. Men ret skal væ­re ret: Når man kom­mer fra Aar­hus, er det mu­ligt at gæt­te sig til, hvor­dan det går med de hvi­ii’, selv for den mest uin­ter­es­se­re­de ik­ke- iagt­ta­ger. Og det er sjæl­dent godt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.