The­der på gol­f­fe­ri­en

BT - - REJSER -

Der er to ho­tel­ler på resor­tet – det klas­si­ske Qu­in­ta da Ma­rinha og så det kun fi­re år gam­le bou­tique- ho­tel Ony­ria Ma­rinha. Det mær­ke­li­ge navn Ony­ria er græsk for drøm, og det er li­ge, hvad et op­hold her er: En drøm.

Kæm­pe­sto­re væ­rel­ser med sid­de­grup­pe i læ­der, sto­re ter­ras­ser med ud­sigt til ris­len­de bæk­ke, gang­bro­er og sva­jen­de pal­mer. Den ud­sigt kan man og­så ny­de fra ba­de­kar­ret gen­nem glasvæg­gen ind til væ­rel­set, blot skal man vi­de, at an­dre gæ­ster kan gå for­bi ter­ras­sen – man kun­ne cho­ke­re en­kel­te.

Re­stau­ran­ten er ita­li­ensk, og her ser­ve­res mor­gen- buf­fe­ten og­så. Øn­sker man ik­ke den sto­re mid­dag hver af­ten, kan man spi­se let­te­re i ba­ren – el­ler selv­føl­ge­lig smut­te den kor­te tur ned til fi­ske­re­stau­ran­ter­ne i Ca­scais. Og hvor kom­mer gæ­ster­ne så fra, spør­ger vi salgs­di­rek­tør Jo­ao Pin­to Co­el­ho?

» Vi har flest gæ­ster fra Skan­di­navi­en, for­di fly­for­bin­del­ser­ne til Lis­sa­bon er så go­de, der­ef­ter føl­ger eng­læn­de­re, fransk­mænd og ty­ske­re. Og her på Ony­ria- ho­tel­let er gæ­ster­ne ty­pisk par på ro­man­tisk op­hold, mens der på det gam­le ho­tel bor fle­re grup­per fra gol­f­klub­ber f. eks. Vo­res gæ­ster bli­ver ty­pisk i fi­re da­ge, og vi har man­ge gen­gan­ge­re, « si­ger Jo­ao Co­el­ho og fort­sæt­ter:

» Du får li­ge en bonus- op­lys­ning. Det var her, je­res må­l­mand Pe­ter Schmeichel be­gynd­te med golf i 1999, da han skif­te­de fra Man­che­ster Uni­ted til Spor­ting Portu­gal. «

Så ved vi det. Ha­vud­sigt fra 13. hul Klubhu­set er op­ført i sam­me stil som Ony­ria- ho­tel­let i to eta­ger, og ef­ter run­den er det en for­nø­jel­se at sid­de og ny­de en øl på øver­ste dæk med ud­sigt over pinjer og hul tre på gol­f­ba­nen. Men hvor­dan er gol­f­ba­nen så? Qu­in­ta da Ma­rinha har i man­ge år væ­ret et søgt resort med gol­f­ba­nen teg­net af le­gen­da­ri­ske Ro­bert Trent Jo­nes. Man kan si­ge, at gol­f­ba­nen op­le­vel­ses­mæs­sigt er over­ha­let af Oi­ta­vos li­ge i nær­he­den – den er helt for­ry­gen­de, men svær – og og­så Penha Lon­ga lidt læn­ge­re in­de i na­tio­nal­par­ken.

Men jeg er alt­så ret vild med de kæm­pe­mæs­si­ge og æld­gam­le pa­raply- pi­ni­er, som føl­ger de al­ler­f­le­ste hul­ler her på Qu­in­ta da Ma­rinha.

Så står vi da på 1. te­e­sted og hil­ser pænt på da­gens to sven­ske med­spil­le­re og star­te­ren, en lil­le trind mand, der ud­be­der sig pa­pi­ret på den ac­cep­te­re­de start­tid, vi fik i klubhu­set. Øh, den er ik­ke li­ge til at fin­de... skidt, af­sted med jer, si­ger han og ka­ster et blik på mig.

» Din ko­ne er al­le­re­de for­an, du får to str­af­slag for at glem­me kvit­te­rin­gen. «

Vi er i gang. Styr­ken ved den­ne ba­ne er, at der er ud­for­drin­ger nok til bå­de be­gyn­de­ren og den dyg­ti­ge spil­ler. Ba­ne­ar­ki­tek­ten har en for­kær­lig­hed for hæ­ve­de te­e­ste­der, gre­ens og mas­ser af bun­kers. Det får man til over­flod, tag ba­re par- 3 hul­let, 139 me­ter over en sø og op til en højt­hæ­vet gre­en, be­skyt­tet af fi­re bun­kers.

El­lers er det ba­re om at ny­de tu­ren gen­nem al­le dis­se pinjer, som man nemt kan ram­me med en lil­le skæ­vert. En lil­le ek­stra- ge­vinst får man på hul 13, hvor der plud­se­lig er ud­sigt til At­lan­ter­ha­vet dybt ne­de.

Så ja, ” gam­le” Qu­in­ta da Ma­rinha hol­der end­nu, især med åb­nin­gen af ho­tel­let med det sæ­re navn Ony­ria.

Og selv om spio­ner­ne og de be­røm­te for længst har for­ladt Ca­si­no Esto­ril, så er det alt­så et me­get sjovt indslag i fe­ri­en – om­end kortva­rigt for mit ved­kom­men­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.