AN­KER OP­LE­VE­DE ME­RE, END AN­DRE TUR­DE DRØM­ME OM

Kir­sten Gramm Mo­gen­sen

BT - - SONDAG -

at vi hav­de en helt sær­lig ke­mi – vi var beg­ge hur­ti­ge i replik­ken. Men jeg vid­ste og­så, at jeg al­tid kun­ne ven­de mi­ne kon­tro­ver­ser med ham. Han blev først en ven, men for mig blev han og­så si­den­hen en slags far, for jeg mi­ste­de min egen som 19årig. Han hav­de en ma­ni med… at løft e ar­men og knytte næ­ven, som for at si­ge: Nu gør vi fan­de­me det her. Men man skal vi­de, at det ik­ke var for sjov, når An­ker vil­le no­get. Bag hans lu­ne hu­mor lå et tem­pe­ra­ment, han var skar­pt skå­ret for tun­gen, og det kun­ne si­ge bang, når han skød en vel­til­ret­telagt replik eft er en. Uan­set hvor tid­ligt man stod op, nå­e­de man ham ik­ke til knæha­ser­ne. Han glem­te tit…. at drik­ke vand. Og når han blev de­hy­dre­ret, så tab­te han oft e trå­den og glem­te, hvor han kom fra. Un­der en kon­gres blev det al­li­ge­vel for me­get for ham med al­le mi­ne på­min­del­ser om at hu­ske at drik­ke. » Sig mig, hvor læn­ge har vi to egent­lig væ­ret gift , « bed han. Midt i al sin ihær­dig­hed og en­ga­ge­ment hav­de han det med at glem­me si­ne eg­ne be­hov. En­gang ske­te det… at An­ker blev væk for mig, mens han var på be­søg. Da­gens at­trak­tion var en ny Brugs­en, den stør­ste på Fyn, som An­ker var me­get op­ta­get af at få set, for­di han selv hav­de væ­ret ak­tiv i FDB. Men da jeg våg­ne­de, var han ik­ke at fi nde på ma­trik­len. Stok­ken var væk, men et styk­ke ne­de ad vej­en kun­ne jeg skim­te en med hans ka­rak­te­ri­sti­ske gang. Han var spad­se­ret ale­ne ud i reg­nen, hvor han hav­de få­et sig en snak med po­st­bud­det, som var no­get beno­vet over at mø­de sel­ve­ste An­ker Jør­gen­sen på sin ru­te. Da vi en­de­lig kom ned i Brugs­en, blev han så be­lej­ret af gam­le par­ti­fæl­ler, at vi kun­ne ha­ve sid­det der i to døgn. Han hav­de en ut­ræt­te­lig ap­pe­tit på at op­le­ve og blev al­drig træt af at mø­de nye men­ne­sker.

På si­ne gam­le da­ge. blev han me­re rund og kær­lig. Jeg glem­mer al­drig, da jeg be­søg­te ham på plejehjemmet den sid­ste gang. ‘ Du kan sgu da godt hol­de mig i hån­den’, sag­de han plud­se­lig. Ja, sva­re­de jeg. ’ Så gør det’, sag­de han. Og så knu­ge­de han min hånd så hårdt, at jeg ik­ke tro­e­de, han kun­ne gi­ve slip igen. Han var ik­ke helt sig selv til sidst. Han blev til ti­der sen­ti­men­tal på si­ne gam­le da­ge. Ale­ne det at vi hav­de en stor buket rø­de ro­ser med til ham, kun­ne gø­re ham rørt. Jeg er glad for… at An­ker en­de­lig fi k fred. Den­gang han fyld­te 89 år, rin­ge­de han og sag­de: ‘ Nu ta­ger jeg til Tyr­ki­et med bør­ne­ne og fejrer min fød­sels­dag’. ‘ Hvad gør du,’ sag­de jeg. ‘ Det er da først om et år, du fyl­der 90’, min­de­de jeg ham om. ‘ Jeg ved jo ik­ke, om jeg er her til den tid. Så nu har jeg holdt den,’ sag­de han. Jeg tror, han var pa­rat, da det en­de­lig ske­te. Li­vet hav­de ik­ke me­re til An­ker. Han hav­de op­le­vet me­re, end vi an­dre tur­de drøm­me om.

ksv@ bt. dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.