Mo­di­ge An­ker

BT - - SONDAG -

An­ker kom til at spil­le en af­gø­ren­de rol­le i mit po­li­ti­ske liv. Al­le­re­de et år eft er, at jeg var ble­vet valgt ind i Fol­ke­tin­get i 1972, gjorde han mig til mi­ni­ster. Det er An­kers nye mi­ni­stre, der ses på bil­le­det. Der var nog­le af de gam­le, som kom ind på nye po­ster, og så var der Karl Hjort­næs, Svend Jakob­sen og mig, der var nye.

Det var mo­digt, at An­ker tur­de gø­re en så ung po­li­ti­ker som mig til mi­ni­ster. Og så er jeg oven i kø­bet af hunkøn, os var der ik­ke så man­ge af i re­ge­rin­gen. Det gjorde det så­dan set ek­stra mo­digt, og den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske grup­pe blev da og­så ra­sen­de. Det tog An­ker nu gan­ske ro­ligt, for han fi k der­med ind­ledt den foryn­gel­se af So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, som var nød­ven­dig. Han hav­de nu nok ik­ke reg­net med, at han så kort tid eft er skul­le ud i en valg­kamp, hvor han og So­ci­al­de­mo­kra­ti­et tab­te 24 man­da­ter. Det var hans før­ste valg­kamp, eft er at han var ble­vet stats­mi­ni­ster. Det var no­get af en ry­ste­tur, men han hav­de den styr­ke, der skul­le til for at fort­sæt­te og gen­vin­de re­ge­rings­mag­ten for so­ci­al­de­mo­kra­ti­et.

Ik­ke helt tæt på An­ker

Det var oven i kø­bet på An­kers sølv­bryl­lups­dag, hvor he­le re­ge­rin­gen stod ne­de i går­den, hvor han bo­e­de, med hor­nor­ke­ster og sang. Bag­eft er fi k vi kaff e og rundstyk­ker op­pe hos An­ker og In­grid – der har nok og­så væ­ret en gam­mel dansk.

Selv­om jeg var med i al­le An­kers regeringer, kom jeg al­drig rig­tig tæt på ham. Han reg­ne­de nok med, at jeg pas­se­de mi­ne mi­ni­ste­ri­er – og det var så det. Vi hav­de man­ge fæl­les valg­kam­pe, del­te ro­ser ud, op­t­rå­d­te i tv – og jeg vid­ste, at for­di vi beg­ge hav­de en bag­grund på Vester­bro i Kø­ben­havn, så var der man­ge ting, vi så ens på, og det var sjæl­dent, jeg var ue­nig med ham.

Det ærg­re­de mig igen­nem al­le mi­ne år i re­ge­rin­ger­ne, at An­ker ik­ke var vil­lig til at ta­ge det op­gør med LO og Thomas Ni­el­sen, der var nød­ven­digt. Fjendt­lig­he­der­ne gik så vidt, at Thomas Ni­el­sen om­tal­te An­ker som ’ den lil­le lort’. Al­li­ge­vel veg An­ker udenom, og det svæk­ke­de ham unø­digt i for­hold til de par­ti­er, der skul­le gi­ve ham fl er­tal i Fol­ke­tin­get.

Jeg var glad for An­kers ev­ne til at glem­me el­ler si­ge ’ det var så det’, for det be­tød, at han, selv­om han fy­re­de mig i slut­nin­gen af 1978, al­li­ge­vel tog mig med i sin re­ge­ring igen eft er val­get i au­gust 1979. Vi tal­te al­drig om Ritz- sa­gen, som for mig fi k en god slut­ning, da rigs­re­vi­sio­nen slog fast, at jeg ik­ke hav­de brugt fl ere pen­ge end an­dre mi­ni­stre. For An­ker var den sag fær­dig og så ar­bej­de­de vi vi­de­re.

Det er med tak­nem­me­lig­hed, jeg vil hu­ske mit sam­ar­bej­de med An­ker og hans be­tyd­nings­ful­de ind­sats for Dan­mark.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.