H

BT - - SONDAG -

isto­ri­en er føl­gen­de: I 1978 ar­bej­de­de jeg som ung jour­na­list for Ber­ling­s­ke Ti­den­de på Bor­gen. Spæn­den­de, uro­li­ge år, hvor vi i 70er­ne hav­de fol­ke­tings­valg he­le ti­den: I 1971, 1973, 1975, 1977 og 1979. Fem valg på et tiår og evi­ge kri­se­for­hand­lin­ger i Stats­mi­ni­ste­ri­et, hvor An­ker Jør­gen­sen kæm­pe­de fra det ene for­pju­ske­de for­lig til det næ­ste uden at der af den grund kom or­den i pen­ge­sa­ger­ne. Men Jør­gen­sen skul­le og­så pas­se an­det end øko­no­mi­en, og i 1978 skul­le Dan­mark over­ta­ge for­mand­ska­bet i EF ( nu­væ­ren­de EU). Ber­ling­s­kes po­li­ti­ske re­dak­tør Lis­beth Knud­sen, og jeg hav­de få­et til­stå­et en halv ti­me med An­ker i Stats­mi­ni­ste­ri­et om hans am­bi­tio­ner for EF- for­mand­ska­bet.

Men der skul­le og­så ta­ges fo­tos. Ber­ling­s­kes navn­kun­di­ge fo­to­graf Aage Sø­ren­sen var på op­ga­ven, og han var svært util­freds med vink­ler­ne. Bed­ste foto af An­ker vil­le væ­re ved mø­de­bor­det, men pro­ble­met var, at nog­le lam- per hang i vej­en. ’ Ik­ke no­get pro­blem’, sag­de Jør­gen­sen, der re­so­lut hop­pe­de op på bor­det ( med sko på) og be­gynd­te at bin­de lam­per­ne op, så de ik­ke hang i vej­en for fo­to­gra­fen. Jeg var no­get be­kym­ret for, om stats­mi­ni­ste­ren plud­se­lig hav­ne­de på gul­vet og stod der­for klar til at gri­be ham, hvis det gik galt. Det gjorde det ik­ke, men bil­le­det er da mor­somt.

I øv­rigt var det aty­pisk for An­ker at be­hol­de sko på. Nor­malt gik han rundt i strøm­pe­so­k­ker.

In­ter­viewet blev no­get af en fu­ser. An­ker hav­de ik­ke me­get at by­de på om EF- for­mand­ska­bet, og eft er in­ter­viewet måt­te Lis­beth og jeg bru­ge en del kræft er på at strik­ke en tekst sam­men, der kun­ne bru­ges i avi­sen.

Eft er 1982, da jeg selv blev for­svars­mi­ni­ster og po­li­ti­ker, fi k jeg me­get me­re at gø­re med An­ker, bl. a. for­di vi beg­ge var stærkt ak­ti­ve i det nor­di­ske sam­ar­bej­de.

An­ker Jør­gen­sen var den sid­ste stats­mi­ni­ster, der for al­vor hav­de am­bi­tio­ner på Nor­dens veg­ne. Han hå­be­de på, at de an­dre nor­di­ske lan­de kom med i EU og at Nor­den sam­men kun­ne sæt­te en eu­ro­pæ­isk dags­or­den. Si­den An­ker har stats­mi­ni­stre­ne haft blik­ket stift ret­tet mod Bruxelles og ik­ke Nor­den.

Men An­ker Jør­gen­sen var be­stemt in­gen hjem­me­fød­ning, han op­t­rå­d­te kom­pe­tent og na­tur­ligt, når han var på ude­ba­ne.

Jeg husker hans be­søg i 1979 som stats­mi­ni­ster i Sov­je­tu­ni­o­nen, hvor han ik­ke lag­de fi ngre­ne imel­lem over­for rus­ser­ne, og hvor An­ker un­der en mid­dag i Le­nin­grad ( i dag Skt. Pe­ters­borg) fi k foræ­ret en ko­pi af det gi­gan­ti­ske krigs­monu­ment i by­en.

An­ker tog hø­fl igt imod den sær­præ­ge­de ga­ve og tak­ke­de ven­ligt: ’ Den er jeg glad for’, sag­de han ’… og jeg er især glad for, den ik­ke er i na­tur­lig stør­rel­se’. Der skul­le ret me­get til for at im­po­ne­re Dan­marks An­ker.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.