Ar­bej­der­klas­sens helt

BT - - SONDAG -

Erik Clau­sen

Jo­hn Len­non har skre­vet en dej­lig sang, der hed­der ’ A Wor­king Class Hero Is So­met­hing To Be’. Den bur­de man ha­ve spil­let til An­ker Jør­gen­sens be­gra­vel­se. For når du kom­mer fra ar­bej­der­klas­sen, som pr. de­fi ni­tion har væ­ret mær­ket af fat­tig­dom og min­dre­værds­kom­plek­ser, af sult og nød, og du så bry­der igen­nem og uden kom­pro­mi­ser frem­fø­rer den klas­ses ud­sagn og til­med når så langt, at du bli­ver til stats­mi­ni­ster, så er du ’ A Wor­king Class Hero’. For An­ker Jør­gen­sen er sym­bol­vær­di­en me­get stør­re end hans po­li­ti­ske resultater.

Der var så man­ge, der hav­de ondt i rø­ven af An­ker. Og ale­ne det gjorde, at vi an­dre godt kun­ne li­de ham. Vi kun­ne godt li­de, at ar­bejds­dren­gen, at ar­bejds­man­den fra Sydhavnen kom frem og for­tal­te, hvor ska­bet skul­le stå. For mig var det en del af, hvor stor An­ker var

øben­havn er man­ge ting, og Sydhavnen er no­get helt sær­ligt. By­de­len lig­ger lidt iso­le­ret p. g. a. hav­nen, jer­n­ba­ner­ne og fa­briks­kvar­te­rer­ne, og der bo­e­de An­ker, på Syd­havns Plads. Jeg er og­så selv vok­set op i Sydhavnen og var me­get glad for det. Og da vi hør­te, at der var en fra Sydhavnen, der blev stats­mi­ni­ster, så var vi jo stol­te.

Det skul­le og­så kom­me til ud­tryk kunst­ne- risk. Men kul­tur­ud­val­get i Sydhavnen kend­te ik­ke så me­get til mo­der­ne kunst, så det ene­ste , de kun­ne fi nde på at gi­ve An­ker, det var at op­stil­le et stort an­ker fra et skib, der var sun­ket, på et ga­de­hjør­ne.

’ Dav An­ker’

Det sy­nes jeg var et dra­ma­tisk åg, så da der var kul­turu­ge, la­ve­de jeg en af mi­ne sto­re jern­skul­p­tu­rer som en ga­ve til Sydhavnen. Den hed­der ’ Man­den der kom op af jor­den’, er en pro­fi l i ru­stent jern, er li­ge­som et an­sigt og en skul­der og en hånd, der ma­ser sig op fra mør­ket og gen­nem jor­den, op i ly­set.

Den stil­le­de jeg li­ge over­for hans lej­lig­hed, og den kun­ne han rig­tig godt li­de.

Jeg kan hu­ske en anek­do­te fra de sto­re vold­som­me de­mon­stra­tio­ner mod Ver­dens­ban­ken i Bel­la cen­ter for man­ge, man­ge år si­den, som si­ger me­get om An­ker. Han blev in­ter­viewet til tysk tv, som spurg­te, hvor­dan han vil­le kom­me hen til kon­fe­ren­cen i Bel­la Cen­ter. ’ Jeg ta­ger da bus­sen,’ sag­de An­ker. ’ Ja­men. hvor­dan kom­mer De så ind i cen­tret K gen­nem tu­sin­de­vis af de­mon­stran­ter?’, vil­le de så vi­de. Og An­kers svar var, at han gik da ba­re gen­nem fol­ket. ’ Hvad si­ger fol­ket så?’ ’ De si­ger dav, An­ker’.

Så­dan var han. Helt ne­de på jor­den, men fl øj højt på sam­me tid. An­ker var én, som vi jæv­ne men­ne­sker kun­ne iden­ti­fi ce­re os med. Man var dus med ham med det sam­me.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.