G

BT - - SONDAG -

ut­ter­mand’. ’ Tak­nem­me­lig­hed’. De to ord lig­ger li­ge på tun­gen, når over­læ­ge Jo­hn Godt­fred­sen skal be­skri­ve An­ker Jør­gen­sen og hans rol­le som gid­sel­for­hand­ler i Irak i 1990, hvor den dan­ske re­ge­ring vend­te 38 dan­ske gids­ler ryg­gen og over­lod dem i dik­ta­tor Sad­dam Hus­se­ins ube­reg­ne­li­ge jer­n­greb. » Den­ne hi­sto­rie pas­ser fan­ta­stisk godt til hans eft er­mæ­le. For her vi­ste han sig vir­ke­lig som en mand af fol­ket, « si­ger Jo­hn Godt­fred­sen med en respekt i stem­men, der er be­va­ret, selv­om det er me­re end 25 år si­den, at han og hans ko­ne Bi­bi kun­ne ven­de hjem til tryg­he­den i Dan­mark eft er fl ere må­ne­ders hård og psy­kisk op­s­li­den­de uvis­hed i klø­er­ne på den iraki­ske dik­ta­tor.

Det var Sad­dam Hus­se­ins in­va­sion af Kuwait, der med ét for­vand­le­de 83 dan­ske­res liv til et ma­re­ridt. Da­to­en var 2. au­gust 1990, og in­va­sio­nen af det lil­le, men oli­e­ri­ge na­bo­land kom som et to­talt over­ra­skel­ses­an­greb. Så over­ra­sken­de, at det he­le var over­stå­et i lø­bet af gan­ske få ti­mer. Kuwait var Sad­dams – Iraks 19. provins.

Even­ty rlyst

Som hjer­te­spe­ci­a­list hav­de Jo­hn Godt­fred­sen og hans ko­ne Bi­bi – som var sy­geple­jer­ske – få må­ne­der for­in­den skre­vet kon­trakt med Bag­dads pre­sti­ge­ho­spi­tal Ibn Al- Bi­tar – et ho­spi­tal, der med sin stab af pri­mært ve­st­li­ge spe­ci­a­li­ster skul­le styr­ke lan­dets ry og hol­de de ri­ge ira­ke­re hjem­me.

» Det var even­tyr­ly­sten, der drev os, « for­kla­rer Jo­hn Godt­fred­sen om år­sa­gen til, at æg­te- par­ret be­fandt sig i lan­det og i lig­hed med en ræk­ke an­dre dan­ske­re le­ve­de et vel­pol­stret liv i Iraks ekso­ti­ske ho­ved­stad.

Så­dan for­holdt det sig og­så for dan­sker­ne i na­bo­lan­det Kuwait. Men i mod­sæt­ning til dem, der al­le­re­de be­fandt sig i Bag­dad, var dan­sker­ne i Kuwait al­le­re­de få da­ge eft er in­va­sio­nen i over­hæn­gen­de fa­re. På tv blev det an­non­ce­ret, at der vil­le væ­re kon­tant af­reg­ning. Kuwai­te­re, der skjul­te ve­ster­læn­din­ge, vil­le bli­ve hængt. Ud­lands­dan­sker­ne i lan­det så ik­ke an­den ud­vej end at sø­ge mod Bag­dad og der­fra for­sø­ge at fl yg­te over græn­sen til Jor­dan el­ler Sy­ri­en.

Men Sad­dam vil­le det an­der­le­des. Som re­ak­tion på det mas­si­ve pres og de øko­no­mi­ske sank­tio­ner, som Ve­sten promp­te re­a­ge­re­de med, blev al­le græn­ser luk­ket for net­op at for­hin­dre ve­st­li­ge stats­bor­ge­re i at rej­se ud. Selv­om ira­ker­ne valg­te at kal­de dem for ’ gæ­ster’, var de re­elt gids­ler, der – som par­la­men­tets for­mand uden om­s­vøb lod om­ver­de­nen for­stå – vil­le bli­ve brugt som bom­be­skjold de ste­der i lan­det, som Ve­sten kun­ne tæn­kes at an­gri­be.

Den slags ud­mel­din­ger sat­te hur­tigt si­ne spor i dan­sker­ne. Ik­ke mindst for­di langt stør­ste­delen af dem bo­e­de få hund­re­de me­ter fra nog­le af Bag­dads mest op­lag­te bom­be­mål.

» Den kon­stan­te frygt for at bli­ve fan­get i bom­be­regn var det vær­ste, « husker Jo­hn Godt­fred­sen, som i takt med, at der kom me­re og me­re styr på de dan­ske ’ trop­per’, blev gjort til tals­mand for gid­sel­grup­pen.

Og det var med sti­gen­de fru­stra­tion, at han og de øv­ri­ge gids­ler for­søg­te at føl­ge med i den po­li­ti­ske de­bat, der ud­spil­le­de sig knap 5.000 km mod nord­vest, hvor så­vel stats­mi­ni­ster Poul Schlüter som uden­rigs­rigs­mi­ni­ster Uff e El­le­mann- Jen­sen blankt sag­de nej til ak­tivt at del­ta­ge i at få fri­gi­vet de dan­ske gids­ler.

» Og det til trods for at in­ter­na­tio­na­le ’ pin­ger’ som den tid­li­ge­re ty­ske kans­ler Wil­ly Brandt, tid­li­ge­re pre­mi­er­mi­ni­ster Edward He­ath, og fra USA ’ gud­dø­de­mig’ sel­ve­ste Muham­mad Ali blev sendt ned for at for­hand­le gids­ler hjem, « si­ger Jo­hn Godt­fred­sen med har­me i stem­men.

En­kel­te uven­te­de ga­ver kom dog dum­pen­de ned i gids­ler­nes tur­ban. Som da Sad­dam Hus­se­in i be­gyn­del­sen af sep­tem­ber gav grønt lys til, at kvin­der og børn kun­ne rej­se hjem. Der­med blev den dan­ske gid­selska­re re­du­ce­ret til 38, her­i­blandt dog en­kel­te kvin­der, der li­ge­som Bi­bi var bun­det af en an­sæt­tel­ses­kon­trakt.

En mær­ke­lig tid

» Det var en me­get mær­ke­lig tid. For på den ene si­de kun­ne vi jo fær­des fuld­stæn­dig frit i by­en, men sam­ti­dig var vi jo gids­ler og op­fyldt af ang­sten for, hvad der vil­le ske, hvis bom­ber­ne be­gynd­te at reg­ne ned over os. Hvis kri­gen brød ud, in­den vi var ude, var vi jo på span­den, for vi bo­e­de li­ge i smør­hul­let. Så vi var al­le op­ta­get af tan­ker­ne om, hvor­dan vi skul­le kom­me hjem.

Der var oven i kø­bet et par af gids­ler­ne, som be­gav sig ud i ør­ke­nen. Til myn­dig­he­der­ne på­stod de, at det var for at stu­de­re ar­kæ­o­lo­gi, men det var selv­føl­ge­lig for at prø­ve at kom­me over græn­sen. Men det lyk­ke­des ik­ke. De blev fan­get og sat i spjæl­det, og det ko­ste­de am­bas­sa­dø­ren sto­re an­stren­gel­ser at få dem fri­gi­vet eft er et par må­ne­der, « for­tæl­ler Jo­hn Godt­fred­sen.

I takt med at fl ere og fl ere af gids­ler­ne be­gynd­te at gå ned med fl aget og væ­re mær­ke­de af si­tu­a­tio­nen, be­slut­te­de den dan­ske grup­pe at ta­ge sa­gen i egen hånd. De rin­ge­de til An­ker. El­ler Jo­hn Godt­fred­sen rin­ge­de til An­ker. Fem gan­ge.

» Jeg vil­le øn­ske, at jeg hav­de ført dag­bog, for jeg husker ik­ke læn­ge­re ord­ly­den af vo­res sam­ta­ler, « si­ger han 25 år se­ne­re.

Selv om An­ker Jør­gen­sen på den hjem­li­ge po­li­ti­ske ba­ne var på gids­ler­nes si­de, kræ­ve­de det en del over­ta­lel­se at få ham til at på­ta­ge sig rol­len som for­hand­ler. En mod­vil­lig­hed, der uden tvivl blev for­stær­ket af, at Uff e El­le­man­nJen­sen i skar­pe ven­din­ger un­der­stre­ge­de, at hvis han gjorde det, var det helt for egen reg­ning. I en­hver hen­se­en­de. Men An­ker gjorde det. 4. novem­ber sat­te han kurs mod Jor­dan og måt­te tå­l­mo­digt ven­te på, at det iraki­ske ap­pa­rat af mi­ni­stre og em­beds­mænd ba­ne­de vej­en ind til det al­ler­hel­lig­ste. 11. novem­ber lyk­ke­des det, og An­ker Jør­gen­sen kun­ne langt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.