Kors, An­ker og hjer­te

BT - - SONDAG -

Vi ken­der sym­bo­ler­ne på tro, håb og kær­lig­hed. An­ker er sym­bol på håb. Men var den nu afdøde An­ker Jør­gen­sen og­så det? Et sym­bol på håb? Den tid, han sad som stats­mi­ni­ster ( 72- 73 og 75- 82) var ik­ke en tid, der var præ­get af ret me­get håb no­gen ste­der. Det var imid­ler­tid ik­ke An­kers skyld. JEG ER FRA 1971, og når jeg i dag hø­rer og læ­ser om folks frygt for frem­ti­den med alt det, der fo­re­går i ver­den, så tæn­ker jeg en gang imel­lem: Ja­men har I da helt glemt hi­sto­ri­en? Et godt ek­sem­pel er Do­nald Trump, der bli­ver me­re po­pu­lær hver dag som kan­di­dat til præ­si­den­tem­be­det i USA. Her­hjem­me kal­der de fl este ham bå­tnak­ke og tå­ge­horn, og jeg har hørt man­ge for­ud­si­gel­ser om, hvad der vil­le ske, hvis han vir­ke­lig blev ver­dens mest magt­ful­de mand. MEN CO­ME ON! Han er ik­ke min kop te. Jeg husker til gen­gæld, hvor­dan min mor­far sag­de stort set det sam­me om Ro­nald Re­a­gan, in­den han blev valgt i 1981. Skul­le ver­den nu sty­res af en cow­boy fra Hol­lywood? Nej tak. An­ker Jør­gen­sen var hel­ler ik­ke be­gej­stret for Re­a­gan, som han om­tal­te som ’ en gal hund’. RO­NALD RE­A­GAN HU­SKES i dag af man­ge re­pu­bli­ka­ne­re som den dyg­tig­ste og mest el­ske­li­ge præ­si­dent. Det sam­me vil næp­pe over­gå Trump, men man må la­de ame­ri­ka­ner­ne, at de hyl­der de­mo­kra­ti­et, og skul­le det fal­de ud til Trumps for­del, ja­men så bak­ker man op og står sam­men. Man kan godt bli­ve eni­ge om at væ­re ue­ni­ge. SKUL­LE NO­GEN HA­VE si­ne tvivl om Pu­tins re­el­le hen­sig­ter, be­hø­ver man og­så blot at goog­le ’ Den kol­de krig’ for at fi nde ud af, at Pu­tin er det re­ne vand i for­hold til den iskol­de frygt, hans for­gæn­ge­re i 70’ er­ne og 80’ er­ne skab­te. Ro­nald Re­a­gan var fak­tisk man­den, der send­te håb ind i ma­ne­gen i slut­nin­gen af sin re­ge­rings­tid, hvor han stod for­an Bran­den­bur­ger Tor i Ber­lin og sag­de: ’ Mr. Gor­batjov, tear down this wall’ – op­for­dre­de sin rus­si­ske kol­le­ga til at få Ber­lin­mu­ren re­vet ned. Det lyk­ke­des, og jeg får sta­dig tå­rer i øj­ne­ne, når jeg gen­ser ta­len. MEN FOR­UD FOR det lå en lang år­ræk­ke, hvor ter­ror skyl­le­de gen­nem Eu­ro­pa. Hvor selv små børn fryg­te­de dik­ta­to­rer som Gadda­fi fra Li­by­en og Irans her­sker Kho­me­i­ni, som ind­t­og sce­nen i 1979. Der var mas­ser af uro i ver­den i An­ker Jør­gen­sens re­ge­rings­tid. På al­les læ­ber var ik­ke det ara­bi­ske for­år, men der­i­mod det ty­ske eft er­år, som fra 1977 trak lan­ge, sor­te skyg­ger ind i det næ­ste år­ti, hvor ter­r­or­or­ga­ni­sa­tio­ner som RAF holdt Eu­ro­pa i skak. Man kun­ne al­drig vi­de sig sik­ker. DEN STO­RE FOR­SKEL på den­gang og nu er ha­stig­he­den, hvor­med vi hø­rer om død og ulyk­ke. Der går ik­ke en dag, uden at vi har BRE­AKING NEWS på skær­men, hvil­ket i øv­rigt ir­ri­te­rer mig gru­somt, for­di det ud­van­der be­gre­bet i en grad, så vi ik­ke re­a­ge­rer, når der rent fak­tisk sker no­get ver­den­s­oms­pæn­den­de vig­tigt. Et mi­stet men­ne­ske­liv er al­tid tragisk, men det er ik­ke de tre tab­te men­ne­ske­liv på en mar­keds­plads i Sy­ri­en, der er den bæ­ren­de nyhed ( for så kun­ne man og­så ha­ve bragt nyhe­den om en tra­fi ku­lyk­ke i Spa­ni­en med 15 dø­de). Den bæ­ren­de nyhed er, at der var ta­le om ter­ror, og ter­ror dyr­ker vi på nyheds­fl aden. Må­ske end­da for me­get. Frygt av­ler som be­kendt frygt, og det er præ­cis det, så­dan nog­le som IS ger­ne vil ska­be. Her kan ha­stig­he­den må­ske en gang imel­lem pil­le ved vo­res døm­me­kraft . Vi er lyn­hur­ti­ge til at dra­ge kon­klu­sio­ner. På Fa­ce­book, på Twit­ter, i avi­sen, i sam­ta­len med ven­ner­ne: Nu går ver­den un­der! JEG FRYG­TER OG­SÅ ud­vik­lin­gen, men den pe­ri­o­de, hvor An­ker Jør­gen­sen var vo­res stats­mi­ni­ster, da måt­te vi sæt­te vo­res lid til ham som en slags fol­ke­ligt og med­men­ne­ske­ligt håb i et Dan­mark, der var om­gi­vet af en ver­den, som syn­tes langt me­re gru­fuld den­gang end i dag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.