An­ker­ma­nia

BT - - DEBAT -

Man skal gi­ve folk de blom­ster, de fortje­ner, mens de sta­dig le­ver. Når først buket­ter­ne læg­ges eft er ki­sten i kir­ken, er det for sent

TID­LI­GE­RE STATS­MI­NI­STER AN­KER Jør­gen­sen er ble­vet bi­sat og fortjent hyl­det som he­le Dan­marks san­de ar­bej­der­helt. Af­ske­den med An­ker har væ­ret en fejring over en lil­le uge af et men­ne­skes vær­di­er, ind­sats og per­son­li­ge egen­ska­ber. I sand­hed en stats­mand vær­dig. Men hvor­for an­er­ken­der vi først vo­re politikere når de er for­hen­væ­ren­de? JEG VED IK­KE om det er ble­vet me­re ud­talt end tid­li­ge­re, at når politikere bli­ver æl­dre, for­hen­væ­ren­de el­ler går bort, så ind­træ­der der en sær­lig so­ci­al pro­tokol, hvor det er upas­sen­de - græn­sen­de til det for­bud­te - at næv­ne de ting, som man må­ske med ret­te kan kri­ti­se­re den på­gæl­den­de for, og i ste­det ind­træ­der der en mas­se­kul­tur, hvor hyl­dest, ære og respekt er ene­ste rig­ti­ge fø­lel­ser, ord og hand­lin­ger i en pe­ri­o­de. Ve den, der for­bry­der sig mod den pro­tokol! Jo­a­chim B. Ol­sen måt­te f. eks. træk­ke en ud­ta­lel­se om An­ker til­ba­ge, som faldt i respekt­pe­ri­o­den. KRI­TI­KER­NE TA­GER IN­GEN ska­de af at tie lidt, mens an­dre ta­ger af­sked. Det er hel­ler in­gen ska­de til, at væl­ge­re af og til bli­ver min­det om de be­ty­de­li­ge of­re, politikere yder bå­de men­ne- ske­ligt og pro­fes­sio­nelt for at tje­ne fol­ket. Og det gør da slet ik­ke no­get, at al­le får genop­fri­sket den kul­tu­rel­le og hi­sto­ri­ske ud­vik­ling, som ét men­ne­skes liv kan for­tæl­le. Det mysti­ske er ba­re, at den ene hånd hyl­der, mens den an­den hå­ner. DER ER FAK­TISK me­get at trø­ste sig ved for dem, der be­græ­der ta­bet af nog­le helt sær­li­ge vær­di­er el­ler egen­ska­ber. De fi ndes nem­lig i rigt om­fang og­så i dag - og be­stemt og­så på Chri­sti­ans­borg. Men det ser vi for lidt og for sjæl­dent, for­di vi er op­ta­get af at hå­ne og spot­te de men­ne­sker, der i dag læg­ger de­res liv og sjæl i po­li­tik. AN­KER JØR­GEN­SEN ER ble­vet hyl­det for at væ­re tro mod det, han kom fra. Den ty­pe politikere fi ndes sta­dig - og­så nog­le som sta­dig bor der, hvor de al­tid har bo­et. Dem er der fak­tisk man­ge af. An­ker blev hyl­det for at væ­re en sand ar­bej­der. Så­dan nog­le har vi og­så i Fol­ke­tin­get i dag, f. eks. Mat­ti­as Tes­faye. An­ker er ble­vet hyl­det for, at man var på for­navn med ham. Det er vi og­så med politikere i dag. Tag blot Jo­han­ne Sch­midtNi­el­sen, som ret kon­se­kvent om­ta­les som ’ Jo­han­ne’. Vi har hyl­det An­ker

Søs Ma­rie Serup, for, at han tog an­sva­ret i en svær tid. Det gjorde Helle Thor­ning- Sch­midt og­så. Og vi hyl­de­de An­ker for, at han var så­dan en, der al­tid faldt i snak med folk, han mød­te på ga­den. Det gør Lars Løk­ke Rasmussen og­så. Og så­dan kun­ne man bli­ve ved. AL­LI­GE­VEL VIL DE fl este in­stink­tivt hæv­de, at in­gen nu­ti­di­ge politikere kan må­le sig med for­ti­dens sto­re kory­fæ­er. Det kan de må­ske hel­ler ik­ke - men det vil nu al­li­ge­vel væ­re min på­stand, at de kan. Den ene­ste for­skel er, at den pris, de be­ta­ler for at tje­ne os, er ble­vet hø­je­re med åre­ne. Det er da pa­ra­doksalt, at vi in­si­ste­rer på at hå­ne dem, mens de yder off eret, men hyl­der dem for det bag­eft er. AN­KER VIL­LE NÆP­PE ha­ve no­get imod at ’ væ­re no­get’ for dan­sker­ne eft er sin død. Men er det vir­ke­lig ri­me­ligt, at hans eft er­føl­ge­re må ven­te med at mod­ta­ge fol­kets tak for lang og tro tje­ne­ste til den dag, de ik­ke er me­re? Man skal gi­ve folk de blom­ster, de fortje­ner, mens de sta­dig le­ver. Når først buket­ter­ne læg­ges eft er ki­sten i kir­ken, er det for sent.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.