Lis­bet fryg­ter ik­ke dø­den

BT - - NYHEDER -

lo­g­ren­de ved sin si­de, lig­ner Lis­bet Da­hl ik­ke en 70-årig bed­ste­mor.

Selv for­står Lis­bet Da­hl da hel­ler ik­ke, at hun nu run­der sit sy­ven­de år­ti.

»Det er højst be­syn­der­ligt. For mig er dem på 70 år nog­le gam­le no­gen. Men jeg fø­ler mig ik­ke gam­mel. Helt re­a­li­stisk så bli­ver jeg nok 60 år,« ly­der det med lidt un­dren fra sku­e­spil­le­ren, in­struk­tø­ren, for­fat­te­ren, fored­rags­hol­de­ren, mo­de­ren til fem og bed­ste­mor til seks til BT.

Dagens fød­sel­ar pe­ger og­så på, at der er sket en mar­kant ud­vik­ling med hen­syn til at hel­bre­de men­ne­sker, så de fle­ste af os kan for­ven­te at bli­ve me­get gam­le.

»Det er da og­så helt fan­ta­stisk, at de kan re­pa­re­re en, så man ik­ke be­hø­ver at gå run­dryg­get rundt el­ler sid­de i kø­re­stol,« ly­der det be­gej­stret fra Lis­bet Da­hl, der selv har va­e­ret un­der kirur­gens kniv fi­re gan­ge.

»Ja­men, dem må de da gi­ve til an­dre. For jeg har da ik­ke ta­enkt mig at få en. Og hvis det sker, ja så vil jeg vir­ke­lig ka­em­pe,« si­ger revy­dron­nin­gen med fast stem­me.

»Ja. For dø­den skra­em­mer mig ik­ke. Det er for­di, jeg har en an­den grund­hold­ning. I min fa­mi­lie for­svin­der man ik­ke, for­di man dør. Vi går ba­re vi­de­re. Vi ven­ter et el­ler an­det sted i den 3. ver­den, som fin­des. Nog­le gan­ge bli­ver vi gen­født me­get hur­tigt. An­dre gan­ge går der lidt la­en­ge­re tid. Men dø­den er ik­ke no­get, der skra­em­mer mig,« fast­slår hun.

»Nej. For så er jeg ba­re et an­det sted.«

»Må­ske. Højst sand­syn­ligt er jeg der nok i be­gyn­del­sen for at sør­ge for no­get trøst, så tin­ge­ne kø­rer,« samtyk­ker hun og stry­ger ka­er­ligt Al­ma, der har krum­met sin sto­re krop sam­men i so­fa­en ved si­den af Lis­bet Da­hl. Hun har el­lers haft dø­den sa­er­de­les ta­et på i sit liv. Isa­er den­gang hen­des sto­re ka­er­lig­hed, sku­e­spil­le­ren Pre­ben Kaas, valg­te at ta­ge sit eget liv.

»Det var en me­get op­rørt tid. Jeg fik min den­gang hidtil stør­ste suc­ces i Ti­vo­li Revy­en kort tid ef­ter, Pre­ben var ‘gå­et sin vej’.«

Lis­bet Da­hls ta­le­strøm går for før­ste gang i stå.

»Det var ik­ke no­gen rar tid. Men man kom­mer igen­nem det... for det skal man. Man skal ba­re over så­dan en si­tu­a­tion. Men det var hårdt,« si­ger hun og forta­el­ler, at hun ik­ke fik hja­elp til at be­ar­bej­de sor­gen over sin mands plud­se­li­ge og vold­som­me død. Stor suc­ces og stor sorg »Det gjor­de jeg selv. Ved at ta­en­ke. Jeg hav­de det dår­ligt den som­mer. Det var helt ab­surd, for jeg hav­de me­get stor suc­ces i Ti­vo­li Revy­en, men når jeg så kom hjem, så var det ba­re sorg og nedad. Pre­ben dør den 29. marts 1981. Om­kring den 20. juli våg­ner jeg me­get tid­ligt om mor­ge­nen og rej­ser mig med et sa­et op i sen­gen. For nu ved jeg, hvorfor jeg bli­ver ved med at gå i den her stem­ning. For på det tids­punkt hav­de jeg få­et ta­enkt mig igen­nem det he­le. Chok­ket, fø­lel­ses­for­lø­bet, ja det he­le. Men plud­se­lig kun­ne jeg sid­de og kig­ge på det he­le og si­ge, nå ja, det er selv­føl­ge­lig så­dan, det er. Så me­get hav­de jeg ta­enkt og ar­bej­det med min hjer­ne og min sja­el,« forta­el­ler hun.

Som­me­ren 1981 var ge­ne­relt en sva­er tid for Lis­bet Da­hl. Og da den lak­ke­de mod en­den, blev hun igen ramt af et døds­fald, da kol­le­ga­en Jør­gen Ryg dø­de i au­gust.

BTs ud­send­te var in­de at se Ti­vo­li Revy­en den dag, Jør­gen Ryg dø­de. For pu­bli­kum i sa­len var der in­gen tvivl om, at sku­e­spil­ler­ne hav­de af­talt, at de ba­re skul­le igen­nem af­te­nens sid­ste fo­re­stil­ling. Der­for le­ve­re­de de en revy, hvor de im­pro­vi­se­re­de, så de på skift gra­ed af grin på sce­nen. Til sa­lens sto­re ju­bel.

Lis­bet Da­hls la­e­ber si­trer, og tå­rer­ne sti­ger op i hen­des øj­ne, mens hun for­sø­ger at genkal­de den af­ten:

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.