’Når for­bil­le­der kun er til pynt’ D

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

a jeg fløj hjem fra på­ske­fe­ri­en, genså jeg film­klas­si­ke­ren ’In­vi­tus’.

Det er en rø­ren­de film om, hvor­dan Nel­son Man­dela tur­de tro på en frem­tid så vi­sio­na­er, at han i be­gyn­del­sen var ret ale­ne om sin vi­sion. Om hvor­dan han in­si­ste­re­de på at ha­e­ve bar­ren for AL­LE i Syd­afri­ka og fin­de fa­el­les fod­slag med de selv­sam­me men­ne­sker, som hav­de ind­ført apart­heid og va­e­ret ho­ved­per­so­ner i un­der­tryk­kel­sen af hans folk. For han kun­ne se dét, som in­gen an­dre kun­ne – at fa­el­les­ska­bet på sigt var stør­re end den en­kel­tes be­hov – og frygt. Han brød en ond cir­kel ved at gø­re det uven­te­de. Li­ge­som Gandhi. Som brug­te sine un­der­tryk­ke­res un­der­tryk­kel­se som det vil­de­ste vå­ben – mod dem selv. Ved kon­se­kvent at na­eg­te at gø­re mod­stand gjor­de han det umu­ligt for eng­la­en­der­ne at hol­de sig selv ud, hvis de blev ved med at slå. De kun­ne ik­ke se de­res egne fryg­te­li­ge me­to­der i øj­ne­ne – og gav til sidst op. Det er så vi­sio­na­ert, at Gand­his hi­sto­rie bur­de va­e­re livs­pensum for al­le. Martin Lut­her King hav­de en drøm... en drøm, vi al­le kan iden­ti­fi­ce­re os med. Hans drøm om ét folk sam­let i har­moni på trods af ra­ce var skel­sa­et­ten­de. Skul­le al­le men­ne­sker ha­ve de sam­me ret­tig­he­der? Hans drøm ty­de­lig­gjor­de, at ver­den måt­te aen­dre 43 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Mi­chel­le bor med sine to børn i Kø­ben­havn og har en ka­e­re­ste. sig. Det 20. år­hund­re­des ’vig­tig­ste ta­le’ – står der om den på wikipe­dia. Al­le har brug for for­bil­le­der og ido­ler. Iko­ni­ske men­ne­sker som har skre­vet ver­dens­hi­sto­rie. Men til­sy­ne­la­den­de er der ik­ke me­gen sam­men­ha­eng mel­lem ido­lets ad­fa­erd, grun­den til at vi be­un­drer per­so­nen – og det vi selv gør til dag­lig. Det un­drer mig. Uden at blin­ke de­ler vi hjer­ne­dø­de ci­ta­ter på net­tet som: ’En frem­med er en ven, du ik­ke har mødt end­nu’. Men sam­ti­dig ser vi blindt til, mens folk druk­ner i for­sø­get på at op­nå dét, som vi dan­ske­re op­le­ver som den mest selv­føl­ge­li­ge men­ne­ske­ret. Mad, en seng og tag over ho­ve­d­et. Dét men­ne­ske er ik­ke en ven, du ik­ke har mødt end­nu. Det er et druk­net men­ne­ske. Ret nor­malt i 2016. Men kan man godt ido­li­se­re Man­dela og sam­ti­dig stem­me for, at men­ne­sker ik­ke har fortjent li­ge vil­kår? Kan man godt ido­li­se­re Gandhi og sam­ti­dig øn­ske at luk­ke gra­en­ser­ne for folk på flugt fra krig? Kan man godt ido­li­se­re Martin Lut­her King og sam­ti­dig døm­me et helt folk på en­kel­te ek­stre­mi­sters ad­fa­erd? Den hvi­de mands pri­vil­e­gi­um er, at vi er ser os selv som in­vi­du­el­le in­di­vi­der, mens mus­li­mer blindt ska­e­res over én kam. Da jeg var barn, fryg­te­de jeg ’de an­dre’. Jeg fryg­te­de, at de vil­le ind­le­de en atom­krig. Nu fryg­ter jeg mest os selv. For ny­lig mød­te jeg én, som for­tal­te om en ven, der yn­der at gå tur og ta­le med fug­le­ne, for­di ho­mo sa­pi­ens som art er for dum­me. Jeg har det li­ge­så­dan.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.