H

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

Fo­to Mik­kel Berg Pe­der­sen un la­eg­ger ik­ke skjul på, at hen­des barn­dom var hård. Ben­hård.

Hen­des mor hav­de psy­ki­ske pro­ble­mer – hun gjor­de sit bed­ste. Det var ba­re langt­fra godt nok. Al­le­re­de som 17-årig flyt­te­de Ma­le­ne Mi­fan hjem­me­fra.

»Jeg valg­te at bo på ga­den. Det vil si­ge, jeg bo­e­de på ven­ners og be­kend­tes so­fa­er og var en del af et ret hårdt mil­jø på Ama­ger. Fak­tisk var jeg en del af det mil­jø, der nu hav­de plads til mig. Nog­le gan­ge var det Ama­ger, an­dre gan­ge var det Holbaek, så tog jeg med lo­kum­s­eks­pres­sen,« forta­el­ler den i dag 36-åri­ge Ma­le­ne Mi­fan og re­fe­re­rer med et grin til de gan­ge, hun har kørt gra­tis med to­get, ved at gem­me sig på toilet­tet un­der he­le tu­ren. I Ma­le­ne Mi­fans om­gangskreds blev der ta­get bå­de stof­fer og stjå­let bi­ler. Men for hen­de stop­pe­de det den dag, hun 20 år gam­mel fandt ud af, at hun var gravid. »På det tids­punkt bo­e­de jeg i telt i nog­le ven­ners bag­ha­ve. Jeg hav­de én gang tid­li­ge­re få­et en abort, det vil­le jeg ik­ke igen. Men jeg hav­de over­le­vet så me­get an­det i li­vet og ta­enk­te, at jeg vel og­så kun­ne kla­re at bli­ve mor,« si­ger Ma­le­ne Mi­fan.

Man må sno sig

Det er langt­fra før­ste gang, Ma­le­ne Mi­fan forta­el­ler sin livs­hi­sto­rie. Om hvor­dan hun via sine tre søn­ner ka­em­pe­de sig fra et liv på ga­den til et liv, hvor hun i dag brød­fø­der fat­ti­ge dan­ske fa­mi­li­er med mad, som ri­ge­re fa­mi­li­er ik­ke har købt. Ma­le­ne Mi­fan står i spid­sen for et hu­ma­ni­ta­ert pro­jekt, der ind­sam­ler mad, der el­lers vil­le bli­ve smidt ud, og for­de­ler det til va­er­digt tra­en­gen­de. Hun forta­el­ler hi­sto­ri­en med et fast blik i de ly­se­blå øj­ne og en ben­hård kø­ben­hav­ner­di­a­lekt, som er kom­met på af­ve­je i det mør­ke Jyl­land, hvor hun i dag bor med sine tre søn­ner. Som 20-årig var hun nødt til i en fart at bli­ve vok­sen og an­svar­lig, for­di hen­des ae­ld­ste søn var på vej. Hun og bar­nets far flyt­te­de til Ska­els­kør, hvor Ma­le­ne Mi­fan hav­de fa­mi­lie. »Jeg hav­de cut­tet for­bin­del­sen til al­le dem på ga­den. Jeg tro­e­de, vi tre skul­le va­e­re en fa­mi­lie. Men han (fa­de­ren, red.) delt­og ik­ke ret me­get, og jeg ane­de ik­ke, hvor­dan man var en god mor.« I lø­bet af de na­e­ste ti år fik Ma­le­ne Mi­fan og hen­des ka­e­re­ste yder­li­ge­re to søn­ner, men det gjor­de ik­ke par­for­hol­det lyk­ke­ligt. »Hver gang hå­be­de jeg, at han vil­le aen­dre sig. At hvis vi fik et barn til, vil­le han få øj­ne­ne op og be­gyn­de at ta­ge sig sam­men.« Men Ma­le­nes ka­e­re­ste tog am­fe­ta­min, var vå­gen he­le nat­ten, mens han brug­te da­gen på at fin­de på nye me­to­der til at sny­de sig til an­dres pen­ge. Of­test Ma­le­ne Mi­fans. Da par­ret gik fra hin­an­den i 2011, blev hun en­lig mor til tre søn­ner mel­lem to og 12 år. Hun hav­de en ga­eld på 86.000 kro­ner, og der var sluk­ket for strøm­men i lej­lig­he­den. Ma­le­ne Mi­fan får et ska­elm­sk blik i de blå øj­ne: ’Man må sno sig, som ålen si­ger,’ ud­bry­der hun og for­kla­rer, hvor­dan hun den­gang ’lån­te’ strøm fra en an­den eta­ge i hu­set. Da hen­des yng­ste søn fik kon­sta­te­ret me­nin­gi­tis, og mor og søn blev ind­lagt to uger på ho­spi­ta­let, tro­e­de hun, bun­den var nå­et. Men der var li­ge ét trin me­re, måt­te hun kon­sta­te­re. »Da jeg kom hjem, var mit hjem tømt. Bør­ne­nes far hav­de ta­get alt. Selv op­la­de­ren til min telefon og min seng. Alt und­ta­gen mit tøj var va­ek,« hu­sker hun med et skul­der­tra­ek.

Sul­ten i seng

Men nød la­e­rer ik­ke kun ålen at sno sig. Den la­e­rer og­så sul­ten kvin­de at skral­de. »Jeg ve­je­de 49 ki­lo og var så tra­et af at gå sul­ten i seng. Min ae­ld­ste søn var be­gyndt at sul­te sig, for­di han kun­ne se, at jeg ik­ke fik nok at spi­se, og min mel­lem­ste søn var på kanten af fejl­er­na­e­ret,« hu­sker hun. En dag så Ma­le­ne Mi­fan et tv-pro­gram om folk, der sam­le­de skrald i su­per­mar­ke­der­nes con­tai­ne­re. Per­so­ner­ne, der op­t­rå­d­te i indsla­get, var ano­ny­me, og de­res stem­mer var forvra­en­ge­de. »Den­gang var det ta­bu at gå i skral­des­pan­de. Det var kun si­gø­j­ne­re og al­ko­ho­li­ke­re, der gjor­de det, og bu­tik­ker­ne bort­vi­ste folk, når de op­da­ge­de det. Jeg be­gynd­te at kig­ge i skral­des­pan­de og fandt al den mad, jeg ik­ke hav­de råd til. Dyr øko­lo­gisk mad, sto­re ok­se­mør­bra­der, grønt­sa­ger – jeg ik­ke ane­de, hvad var, tøj og le­ge­tøj til dren­ge­ne. Of­te var der ti-ty­ve da­ge til ud­løbs­da­to­en, el­ler en då­se hav­de få­et et lil­le slag og var ble­vet bu­let. Der skul­le in­gen­ting til, før ma­den blev kas­se­ret.« Ma­le­ne Mi­fan var glad for en­de­lig at kun­ne gi­ve sine søn-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.