AN­NET­TE HEICK DI­NE, MI­NE OG VO­RES BØRN ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SONDAG -

No­get af det mest uhyg­ge­li­ge, jeg har set på tv, var den ud­sen­del­se, DR vi­ste før­ste af­snit af i den­ne uge. Børn un­der jor­den, hed den, og den hand­le­de om Lis­beth, der ef­ter en skils­mis­se vil­le gø­re alt for at ad­skil­le sine børn fra de­res far. Hun var så­dan en, som får det til at lø­be koldt ned ad ryg­gen på én. Jeg kan kun sam­men­lig­ne det med de psy­ko­lo­gi­ske thril­ler, hvor man til slut har forskan­set sig med den, man sto­le­de på, for så at op­da­ge, at det fak­tisk er ham, der er mor­de­ren. Pro­gram­met på DR er imid­ler­tid ik­ke fik­tion. Det er vir­ke­lig­hed. JEG KEN­DER ET par, som er fra­skilt, og som vit­ter­ligt er de bed­ste ven­ner. De kan ik­ke fin­de ud af at le­ve sam­men, men de har et fa­el­les barn, som de gør sig uma­ge for at til­go­de­se. Der er ik­ke no­get, der hed­der 5-7 ord­ning el­ler hver an­den we­e­kend. Den, der har bedst tid, af­le­ve­rer og hen­ter. Det kan godt be­ty­de, at far kø­rer hjem­me­fra klok­ken 7 for at kø­re over til mor og brin­ge den lil­le i sko­le. MOR OG FAR kan og­så fin­de ud af at spi­se sam­men. At put­te dren­gen sam­men. At hol­de ma­er­ke­da­ge sam­men. At ta­ge på we­e­kend­t­u­re sam­men. De el­sker hin­an­den på man­ge må­der, men de har ik­ke la­en­ge­re no­gen ind­byr­des seksu­el til­tra­ek­ning, og de drøm­mer ik­ke om et liv sam­men. Nog­le sy­nes, det er ma­er­ke­ligt. Sa­er­ligt har det va­e­ret sva­ert for nye part­ne­re helt at for­stå den na­e­re re­la­tion. Jeg sy­nes, det er fan­ta­stisk og for­bil­led­ligt. Jeg ser en fa­mi­lie, der fun­ge­rer på trods af skils­mis­sen. SÅ KEN­DER JEG og­så en fyr, der for få må­ne­der si­den lod sig skil­le. Nu flyt­ter han sam­men med en ny da­me. Han vil ger­ne gi­ve ind­tryk af, at hun ik­ke hav­de no­get med brud­det at gø­re, selv­om en­hver idi­ot kan se, at de­res for­hold har stå­et på me­get la­en­ge­re, end han vil med­gi­ve. Og hør her: Der kan ha­ve va­e­ret man­ge pro­ble­mer i hans par­for­hold in­den. Og hen­de den nye kan va­e­re al­le ti­ders sø­de pi­ge. Men…jeg kan sim­pelt­hen ik­ke se for mig, at det er en god idé, at han nu flyt­ter sam­men med da­men. For jeg tror ik­ke på, at hans børn al­le­re­de nu ef­ter få må­ne­der sy­nes, det er su­per­du­per at skul­le ind­gå i en stor­fa­mi­lie, hvor de og tre nye sø­sken­de skal de­le to va­e­rel­ser. Jeg sid­der og ta­en­ker: Hvorfor

det­te hastva­erk? AL­LE, DER ER fa­ste la­e­se­re af den­ne klum­me, ved, at jeg er ae­g­te­ska­bets helt sto­re for­ta­ler. Men jeg bil­der mig ik­ke ind, at aeg­te­ska­bet som in­sti­tu­tion ik­ke er ud­for­dret. Der er man­ge ting, som er aen­dret, si­den mi­ne fora­el­dre i 1968 sag­de ja til hin­an­den. I dag har bå­de kvin­der og ma­end et kra­e­ven­de ar­bejds­liv. Kon­kur­ren­cen på ar­bejds­mar­ke­det er langt hår­de­re og for­vent­nin­ger­ne tårn­hø­je. Bør­ne­ne kom­mer i en se­ne­re al­der, og den dag, de be­gyn­der at bli­ve me­re selv­sta­en­di­ge, står to voks­ne men­ne­sker og kig­ger på hin­an­den og kan knap ken­de hin­an­den el­ler for den sags skyld sig selv. Ork jo. Der er skam mas­ser af grun­de til, at halv­de­len af al­le ae­g­te­ska­ber går til grun­de. Og står det ik­ke til at red­de, så kan det ik­ke nyt­te med for­døm­mel­se. MEN…FOR DER ER et men… Tin­ge­ne kan fo­re­gå på man­ge må­der, og desva­er­re er der en over­ve­jen­de ten­dens til, at skils­mis­ser ry­ger helt af spo­ret. Jeg ser så man­ge voks­ne men­ne­sker, der plud­se­lig ter sig helt idi­o­tisk. Hvor for­nuf­ten er par­ke­ret i ka­el­de­ren, og hvor al­le ka­er­li­ge fø­lel­ser er­stat­tes af sort/hvi­de fo­re­stil­lin­ger om den an­den. Nu­an­cer­ne for­svin­der, og fo­kus bli­ver plud­se­lig mig mig mig. Øv, hvor er det ae­r­ger­ligt. Ta­enk hvis lidt fle­re til­lod sig selv at va­e­re nys­ger­ri­ge på tviv­len og dyk­ke ned i den. JEG SVA­RE­DE FOR ny­lig en la­e­ser, som selv var fra­skilt og sam­men med en li­ge­le­des fra­skilt mand, som hun syn­tes hav­de lidt for var­me fø­lel­ser for sin eks. Det faldt et par la­e­se­re for bry­stet, at jeg til­lod mig at se sa­gen fra hans si­de og­så. Men han pas­se­de fuld­sta­en­dig på det ek­sem­pla­ri­ske par, som jeg be­skrev i be­gyn­del­sen af den­ne ar­ti­kel. Jeg bad brevskri­ve­ren gi­ve det et ek­stra for­søg – at tur­de rum­me ham, så han bå­de kun­ne va­e­re en god far, en god eks­mand og en god ka­e­re­ste. Når så man­ge ae­g­te­ska­ber går i styk­ker, så vil der og­så va­e­re så man­ge de­sto fle­re, der ind­går i nye for­hold og kom­mer med en for­tid, som den an­den skal for­hol­de sig til. Lad os ik­ke be­sva­er­lig­gø­re de nye par­for­hold ved at sa­et­te stram­me reg­ler op. Jeg tror på, at til­lid er vej­en frem. JEG SI­GER IK­KE, det er nemt. Men ka­er­lig­he­den er jo en af de få ting, der bli­ver stør­re, for hver gang den bli­ver delt.

bt.dk/brev­kas­ser Du skal si­ge fra. Ik­ke si­ge no­get til ka­e­re­sten, for det får du in­tet som helst ud af. Hun vil helt sik­kert bli­ve gal, han vil må­ske plud­se­lig ind­se, at han har gjort no­get for­kert, og du bli­ver i beg­ges øj­ne den sto­re skurk. Lad va­e­re med det. Hold dig for god. Og­så til ham. Sa­et ham sto­len for dø­ren og sig, at han ik­ke skal kon­tak­te dig, før han er af­kla­ret og har få­et skip­pet den an­den af. Ind­til da skal du ha­ve ro. Det vil gø­re po­k­kers ondt på dig, men du skal hol­de ved. Kun på den må­de er der håb for, at det en dag kan bli­ve jer. Helt re­elt. Hun er hans an­svar. Det er ham, der skal ha­ve dår­lig samvit­tig­hed over­for hen­de. Du er dit an­svar. Du skal sik­re dig den bed­ste løs­ning. Bid smer­ten i dig nu og lad ti­den ar­bej­de for dig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.