Edens by

BT - - REJSER -

Spritz i skyg­gen run­der vi og­så det hus i en lil­le si­de­ga­de, hvor Ro­meo ef­ter si­gen­de skul­le ha­ve bo­et (der er ik­ke me­get at se i dag), Sca­li­ge­ri­fa­mi­li­ens enor­me grav­sted og til sidst Julies hus, der er no­get af et til­løbs­styk­ke.

Po­r­ten ind til går­den er pla­stret til med sed­ler og gra­fit­ti med hjer­ter og ka­er­lig­hed­ser­kla­e­rin­ger. In­de i går­den kan man se den be­røm­te al­tan og en gyl­den sta­tue af Julie – og selv om det er no­get af et turist­hel­ve­de, skal man va­e­re la­vet af sten for ik­ke at ma­er­ke et lil­le sug i ma­ven ved sy­nes af den gam­le bal­kon, hvor Julie i styk­ket står og la­en­ges ef­ter sin Ro­meo. Et øje­bliks magi Da vi na­er­mer os Are­na di Vero­na i af­ten­so­len, ef­ter dagens rund­t­ur i det gam­le Vero­na, er det med en De tu­sind­vis af flam­mer glim­ter om kap i mør­ket med den gyld­ne py­ra­mi­de, der tro­ner på sce­nen – og ska­ber et øje­bliks magi, in­den flam­mer­ne går ud som en stil­le bøl­ge fø­lel­se af sen­ti­men­ta­li­tet i krop­pen, der kun yder­li­ge­re for­sta­er­kes, da vi kom­mer ind i den snart 2.000 år gam­le are­na. Det er som at va­e­re i en tidslo­m­me.

Vi har be­vidst købt bil­let­ter på de lidt bil­li­ge­re ra­ek­ker op­pe un­der him­len, for her­fra kan man nem­lig rig­tig for­nem­me are­na­ens stor­hed. Og da mør­ket be­gyn­der at fal­de på i lø­bet af før­ste akt, får vi da og­så fuld va­lu­ta for vo­res re­la­tivt få pen­ge på øv­re tri­bu­ne. Plud­se­lig ly­ses he­le are­na­en nem­lig op, da pu­bli­kum he­le vej­en rundt ta­en­der de små stea­rin­lys, som er gra­tis til­ga­en­ge­li­ge og lig­ger i kur­ve på trap­per­ne ved ind­gan­ge­ne. Det er en tra­di­tion, at pu­bli­kum ta­en­der stea­rin­lys ef­ter sol­ned­gang. De tu­sind­vis af flam­mer glim­ter om kap i mør­ket med den gyld­ne py­ra­mi­de, der tro­ner på sce­nen – og ska­ber et øje­bliks magi, in­den flam­mer­ne går ud som en stil­le bøl­ge, mens den dra­ma­ti­ske ka­er­lig­heds­hi­sto­rie udspiller sig på sce­nen.

Ly­den er desva­er­re ik­ke den bed­ste, som så of­te med uden­dørs kon­cer­ter. I hvert fald ik­ke den­ne af­ten, hvor det er sva­ert at hø­re, for­di ly­den li­ge­som ik­ke når helt op un­der him­len. Så no­get skidt var der må­ske al­li­ge­vel ved de bil­li­ge ra­ek­ker. For ik­ke så ope­ra-van­te – og ik­ke så sprog­kyn­di­ge – er der og­så den ulem­pe ved at se ope­ra på den­ne ’old school’ må­de, at den ik­ke er tek­stet, så det kan va­e­re sva­ert at føl­ge med i, hvad der bli­ver sun­get på sce­nen.

Men bå­de mu­sik­kens og ka­er­lig­he­dens sprog si­ges jo at va­e­re uni­ver­sel­le, og det sam­me kan si­ges om de hi­sto­ri­er, den gam­le are­na forta­el­ler i sin blot­te til­ste­de­va­e­rel­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.