Kl­op­ps dren­ge vi­de­re

VAN­VIT­TIGT DRA­MA I LI­VER­POOL:

BT - - VOORZIJDE PAGINA - Si­ne Bach Jakob­sen | si­ja@bt.dk

Tue, ufag­la­ert/ar­bejds­løs i 50’er­ne Jeg sy­nes ik­ke, han (egen la­e­ge, red.) er så god til at lyt­te, alt­så jeg gav ham et hint, da jeg var til al­min­de­lig la­e­ge­un­der­sø­gel­se i fe­bru­ar, om at jeg må­ske ik­ke hav­de det så godt, men den fan­ge­de han ik­ke rig­tig, og så gjor­de jeg ik­ke så me­get ud af det Morten, ar­bejds­løs i 40’er­ne Jeg sy­nes ik­ke, man kan forta­el­le om så­dan nog­le ting til al­le. Der er en stor uvi­den­hed hos al­min­de­li­ge men­ne­sker om psy­ki­ske pro­ble­mer. For hvis man forta­el­ler no­get, ta­en­ker de, ’Argh, han er en psy­ko­pat. Ham skal vi li­ge hol­de os fra’ Len­nart, ufag­la­ert ar­bej­der i 40’er­ne I for­hold til mit ar­bej­de f.eks. Når man har de her pro­ble­mer, som jeg har, så har man den her fa­ca­de på. Al­le her­ne­de ved jo godt, at jeg kan mit ar­bej­de til fin­ger­spid­ser­ne. Man har li­ge­som så­dan en ma­ske på. Der er ik­ke no­gen her­ne­de, der ser, at de da­ge, hvor jeg har det dår­ligt, der sid­der jeg ude på toilet­tet og spi­ser min mad­pak­ke i ste­det for at gå ind i kan­ti­nen. Og jeg vil da na­e­sten vove at på­stå, at jeg ik­ke er den ene­ste, der går rundt så­dan To­bi­as, smed, i 40’er­ne

Jeg ta­ler slet ik­ke med mi­ne ven­ner om det. For­di det lig­ger der, at det er et ta­bu. I over­fla­den. Der er fle­re kam­me­ra­ter, der vil si­ge, hvad fan­den snak­ker du om. Det har jeg og­så hørt fle­re kam­me­ra­ter si­ge til dem, der har va­e­ret til psy­ko­log. De har sagt: hvad fan­den er det for no­get fis, det er da ba­re at kom­me vi­de­re på he­sten og så­dan no­get

Psy­ki­a­trisk ska­destue el­ler ha­vet. Det var de ene­ste to ve­je, Jes­per Tra­bolt fra Aar­hus kun­ne se den lørdag for­mid­dag i novem­ber 2012. Ko­nen var gå­et og for­sø­get på at druk­ne hen­des de­fi­ni­ti­ve ord i vod­ka slå­et fejl.

Hel­dig­vis valg­te han ska­destu­en. Og ef­ter to et halvt døgn der flyt­te­de han ind på 15 kva­drat­me­ter på Man­de­cen­tret i Aar­hus. Hans mod til at »la­eg­ge sig fladt ned« og sø­ge hja­elp blev hans red­ning. Men desva­er­re kan langt­fra al­le ma­end fin­de de rig­ti­ge ord, når ned­t­u­ren ram­mer. I en ny in­ter­viewun­der­sø­gel­se, fo­re­ta­get af Forum for Ma­ends Sund­hed, har man spurgt 50 for­skel­li­ge ma­end, hvad de ta­en­ker om psy­kisk syg­dom – de­res egen og an­dres.

Re­sul­ta­tet over­ra­sker Svend Aa­ge Mad­sen, chef­p­sy­ko­log på Rigs­ho­spi­ta­let og for­mand for Forum for Ma­ends Sund­hed:

»Én ting er, at ma­end ik­ke ta­ler om psy­kisk syg­dom, men det kom­mer bag på mig, at de fak­tisk slet ik­ke for­mu­le­rer, hvor­dan de har det.«

Han forta­el­ler om en mand, der hos sin la­e­ge slet ik­ke nå­e­de til at forta­el­le om de psy­ki­ske pro­ble­mer:

»Der­for skal vi som la­e­ger og psy­ko­lo­ger va­e­re bed­re til at hja­el­pe ma­en­de­ne med at fin­de et sprog for psy­kisk syg­dom.« Fal­der til­ba­ge i gam­le møn­stre Når man i dag ta­ler om, at de­pres­sion ram­mer dob­belt så man­ge kvin­der som ma­end, me­ner Svend Aa­ge Mad­sen, at det er et ud­tryk for, at halv­de­len af de de­pri­me­re­de ma­end slet ik­ke går til la­e­gen med pro­ble­mer­ne. I ste­det kom­mer ma­ends psy­ki­ske pro­ble­mer­ne til ud­tryk i vold-, al­ko­hol- og selv­mord­s­sta­ti­stik­ker.

44-åri­ge Jes­per Tra­bolt var i 2012 langt ude. Men op­hol­det på Man­de­cen­tret send­te ham på ret kurs i li­vet igen, og i dag ar­bej­der han i salgs­bran­chen. Al­li­ge­vel har han net­op kon­tak­tet Man­de­cen­tret igen - her fi­re år ef­ter sit før­ste op­hold.

»Jeg er på in­gen må­de der­u­de, hvor jeg var sidst. Men jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg var ved at fal­de til­ba­ge i nog­le gam­le hand­lings­møn­stre igen. Jeg er nor­malt en me­get so­ci­al per­son, men når selvva­er­det svig­ter, gem­mer jeg mig,« si­ger han.

Net­op det med, at man som mand tra­ek­ker sig fra fa­el­les­ska­bet, er iføl­ge Svend Aa­ge Mad­sen et klas­sisk hand­le­møn­ster for ma­end med pro­ble­mer.

»De be­gyn­der må­ske at spi­se mad­pak­ken for sig selv el­ler skip­per fod­bold­tra­e­nin­gen,« si­ger han.

Re­a­ger på sig­na­ler­ne

Det kan og­så kom­me til ud­tryk i me­re vold­som ad­fa­erd samt vre­des­ud­brud. Og de sig­na­ler skal man som på­rø­ren­de re­a­ge­re på.

»Tag en snak med ved­kom­men­de på to­mands­hånd. Det nyt­ter ik­ke no­get at brin­ge det op i skur­vog­nen, hvor al­le de an­dre og­så lyt­ter med,« si­ger Svend Aa­ge Mad­sen, der for­kla­rer, at jar­go­nen så hur­tigt vil re­sul­te­re i, at pro­ble­mer­ne en­der som en joke.

Selv om Jes­per Tra­bolt er ble­vet langt bed­re til at ta­le om si­ne psy­ki­ske op- og ned­t­u­re, er det hel­ler ik­ke i om­kla­ed­nings­rum­met, han kra­en­ger sin sja­el ud.

»Hvis man va­der ind med kryk­ker ef­ter en rig­tig her­re­ta­ck­ling, så er man jo sej. Men det er ik­ke helt så flat­te­ren­de at kom­me og si­ge, at man er helt ne­de og har brug for at bli­ve sam­let op,« si­ger Jes­per Tra­bolt.

Og det har han det fak­tisk lidt am­bi­va­lent med.

’Det er skridt på vej­en’

»På den ene si­de vil man jo ger­ne kun­ne snak­ke om de her dy­be ting med de an­dre på hol­det, men på den an­den si­de er det og­så me­get trygt ba­re at spil­le bold og drik­ke en øl ef­ter kam­pen,« si­ger han.

I ste­det ta­ger han de dy­be­re sam­ta­ler med sin lil­le­bror - og når han har brug for det, be­sø­ger han Man­de­cen­tret, hvor han fø­ler sig helt tryg:

»De ken­der min hi­sto­rie, så der skal jeg ik­ke be­gyn­de for­fra med at for­kla­re hver gang.«

Han sam­men­lig­ner det med, når han i fit­nes­scen­tret ik­ke kan fin­de ud af en øvel­se, så hi­ver man li­ge fat i en tra­e­ner:

»Jeg ser det he­le som skridt på vej­en mod at bli­ve den bed­ste far i ver­den for mi­ne tre børn og en god ka­e­re­ste.«

Jeg er nor­malt en me­get so­ci­al per­son, men når selvva­er­det svig­ter, gem­mer jeg mig Jes­per Tra­bolt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.