Er en en­mands­ha­er

SF

BT - - DEBAT - Di­rek­tør i kom­mu­ni­ka­tions­bu­reau­et BY SERUP

Me­nings­må­lin­ger­ne spår en op­bak­ning til SF på kun lidt over 4 pct. - et hi­sto­risk lavt ni­veau, kun un­der­gå­et af val­gre­sul­ta­tet i 1977 på 3,9 pct. Det bed­ste re­sul­tat i ny­e­re tid hø­ste­de par­ti­et ved val­get i 2007, hvor til­slut­nin­gen var på he­le 13 pct. Hvad sker der for SF? Par­ti­et led vold­somt un­der den ka­o­ti­ske re­ge­rings­del­ta­gel­se og blev ef­ter­føl­gen­de brugt som syn­de­buk og al­les ynd­lings for­kla­rings­mo­del for, hvor­for Hel­le Thor­ning-Sch­midts re­ge­ring var så usta­bil og måt­te igen­nem så man­ge ro­ka­der. Bl.a. der­for har par­ti­et måt­tet bru­ge kra­ef­ter på at fin­de til­ba­ge til sig selv og fo­ku­se­re på ker­ne­kom­pe­ten­cer­ne. Det er så no­gen­lun­de lyk­ke­des. Men hvis par­ti­et igen skal vok­se, så skal der an­dre, me­re fremad­ret­te­de ini­ti­a­ti­ver på ba­nen. Man skal sim­pelt­hen flyt­te sig fra en in­tern de­bat om, hvad man ik­ke vil va­e­re, til en ek­stern de­bat om, hvad man ger­ne vil va­e­re. Hvor­for er SF endt dér? De be­ta­ler pri­sen for at pro­fes­sio­na­li­se­re et par­ti for hur­tigt. Når man får be­sked på, at man skal la­eg­ge sig i slip­strøm­men af par­ti­top­pen, så op­når man et ens­ar­tet og sta­er­kt kom­mu­ni­ka­tions­af­tryk, men man vaen­ner og­så par­tiets til­lids­folk til, at de skal ven­te på, at top­pen me­ner no­get. Man sej­rer sig selv i søvn. Og fol­ket sid­der for fo­den af bjer­get og ven­ter på, at le­de­ren kom­mer ned med ti bud hug­get i sten­tav­ler. Men det pas­se­de for det før­ste ik­ke ind i SFs kultur, som i sin grund­form er snak­ken­de og uhie­rar­kisk, for det an­det så var de ti bud ik­ke i trit med fol­ket for fo­den af bjer­get, og for det tred­je så blev SF top­pen for fo­rel­sket i mag­ten, mens de slet ik­ke op­da­ge­de, at de­res folk sta­dig forag­te­de den - el­ler i hvert fald var sta­er­kt skep­ti­ske over­for den. Nu er det så Pia Ol­sen Dyhrs op­ga­ve at få va­ek­ket den slum­ren­de flok for fo­den af bjer­get.

Hun bør skri­ve sig bag øret, hvad der ske­te med De Kon­ser­va­ti­ve, da Li­be­ral Al­li­an­ce fik fat

Er Pia Ol­sen Dyhr sta­erk nok? Hun er det sta­er­ke­ste, SF har. Hun er en en­mands­ha­er, der med slid, iderig­dom og et sik­kert moralsk kom­pas ale­ne ud­gør 90 pct. af det af­tryk, SF sa­et­ter på ver­den for øje­blik­ket. Men hvis ik­ke hun får fle­re og sta­er­ke­re pro­fi­ler til at tra­ek­ke la­es­set sam­men med hen­de, så sli­der hun sig selv op uden at op­nå ret me­get på vej­en. Hvad er Pia Ol­sen Dyhrs vi­sion? Det står end­nu ik­ke klart nok, hver­ken for SF el­ler for om­ver­de­nen. Men som op­takt til we­e­ken­dens lands­mø­de har det sprøjtet ud med po­li­ti­ske ud­spil og op­takt­s­in­ter­view fra for­man­den. Må­ske og­så for man­ge til, at man rig­tigt når at fan­ge al­le de go­de in­ten­tio­ner. Men over­ord­net set vil hun genop­li­ve ’cen­trum-ven­stre’. En idé, som el­lers er op­gi­vet af bå­de De Ra­di­ka­le og So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne - men der­for kan den jo godt va­e­re rig­tig.

Hun af­vi­ser at stil­le sig i den ven­stre­o­ri­en­te­re­de flok med En­heds­li­sten og Al­ter­na­ti­vet, bl.a. for­di hun me­ner, at de har en for naiv til­gang til isa­er in­te­gra­tio­nen, hvor hun har holdt fast i Vil­ly Søvn­dals kon­tan­te kurs, men nu gi­vet den me­re kød på, så det ik­ke la­en­ge­re kun er ’skrid ad hel­ve­de til’ over­skrif­ter, men hvor der og­så er kon­kre­te po­li­ti­ske for­slag un­der. Og det har hun op­bak­ning til i sit bag­land. Og så vil hun min­de bå­de SFe­re og om­ver­de­nen om, hvad det er for be­va­e­gel­ser, SF byg­ger på. Det hand­ler isa­er om den grøn­ne be­va­e­gel­se og om kvin­de­be­va­e­gel­sen. Og det he­le skal skyl­les ned med ri­ge­li­ge ma­eng­der fri­hed og lig­hed. Er det et sta­er­kt nok pro­jekt? Det er på man­ge må­der et prisva­er­digt po­li­tisk pro­jekt, som bå­de er sta­er­kt ide­o­lo­gisk fun­de­ret og sam­ti­dig hand­lings­o­ri­en­te­ret. Men hun kon­kur­re­rer om op­ma­er­k­som­he­den med par­ti­er, som på lan­ge stra­ek står re­ne­re i det sam­le­de po­li­ti­ske bil­le­de. Pri­sen for Pia Ol­sen Dyhrs bra­en­den­de øn­ske om at va­e­re stem­mer, der ar­bej­der - alt­så ind­går for­lig - er, at når hun er rød, ser En­heds­li­sten rø­de­re ud, og når hun er grøn, ser Al­ter­na­ti­vet grøn­ne­re ud.

Hun bør skri­ve sig bag øret, hvad der ske­te med De Kon­ser­va­ti­ve, da Li­be­ral Al­li­an­ce fik fat. De tab­te de­res ker­nedags­or­den an­gå­en­de skat og øko­no­mi­ske re­for­mer til en ’re­ne­re’ stem­me, for­di de sat­se­de på at va­e­re stem­mer, der ar­bej­der. Men vi bør og­så no­te­re os, at hvor De Kon­ser­va­ti­ve den­gang fo­ku­se­re­de på kom­mu­ni­ka­tion, så fo­ku­se­rer Pia Ol­sen Dyhr på po­li­ti­k­ud­vik­ling. Hun mar­keds­fø­rer sig ik­ke bed­re hun for­bed­rer pro­duk­tet. Det er klogt. Po­li­tisk kom­men­ta­tor

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.