Ka­er­lig­he­den?

BT - - WEEKEND -

hol­det. At man glem­mer at va­e­re ka­e­re­ster (el­ler mand og ko­ne). At man for­søm­mer øm­he­den, in­ti­mi­te­ten og sår­bar­he­den.

»Hvis man ik­ke har fo­kus på par­for­hol­det, bli­ver det me­get asym­me­trisk – den ene bli­ver pa­tient, som den an­den skal pas­se,« si­ger Camilla Kramvig.

Hun har er­fa­ring med men­ne­sker i kri­se. De kan va­e­re ramt af en ulyk­ke i form af kra­eft, et mi­stet barn, en la­en­ge­re­va­ren­de de­pres­sion el­ler an­den syg­dom. Men fa­el­les for dem er, at de har op­le­vet et ’vir­ke­lig­heds­tab’ og ik­ke la­en­ge­re er den sam­me.

Når de før­ste fa­ser i kri­sen – chok og re­ak­tion – er over­stå­et, er det gavn­ligt at be­gyn­de at ta­en­ke på re­la­tio­nen som hel­hed. Den be­står at tre li­ge vig­ti­ge ele­men­ter – den sy­ge, part­ne­ren og par­for­hol­det.

»Man skal be­gyn­de at sa­et­te fo­kus på, ’hvad gør vi så’,«for­kla­rer hun.

Løf­tet skal hol­des

Ulrik Beck­er Nis­sen, der er lek­tor i Etik ved Af­de­ling for Te­o­lo­gi ved Aar­hus Uni­ver­si­tet, min­der om. at vi­el­ses­ri­tu­a­let er et løf­te. »Man lover hin­an­den, at va­e­re der i med­gang og i mod­gang, og så er man for­plig­tet,« si­ger han, der me­ner, at ae­g­te­ska­bet er et me­re for­plig­ten­de for­hold, end et ka­e­re­ste­for­hold.

»Det er li­ge pra­e­cis, når li­vet bli­ver sva­ert, at løf­tet står sin prø­ve,« si­ger han.

Men nog­le gan­ge kan for­hol­det ik­ke over­le­ve. Det ske­te for Met­te Li­ne Bo­serup og hen­des mand Kri­sti­an Bo­serup, da han i 2014 fik en blod­prop. Han måt­te la­e­re at ta­le, ta­en­ke og gå igen, men og­så hans per­son­lig­hed aen­dre­de sig.

Som du har kun­net la­e­se på de fo­re­gå­en­de si­der, valg­te Met­te Li­ne Bo­serup at for­la­de sin sy­ge mand. Det kan va­e­re nød­ven­digt, me­ner Camilla Kramvig.

»Man kan bli­ve nødt til at gå, hvis for­hol­det har lidt for me­get ska­de af syg­doms­for­lø­bet – hvis man ik­ke er kom­met til en ac­cept af det,« si­ger hun.

Men det kan va­e­re sva­ert, hvis man i an­dres øj­ne svig­ter sit løf­te og sin part­ner – og­så selv­om man selv er hårdt ramt.

»Det kan va­e­re ta­bu­i­se­ret, at man selv har det sva­ert, når den an­den lig­ger ned.«

Gi­ver for hur­tigt op

Camilla Kramvig for­kla­rer, at man er nødt til at gø­re plads til sig selv og ik­ke kun ud­fyl­de en ’opof­ren­de’ rol­le som om­sorgs­gi­ver.

»Men det er den stør­ste ud­for­dring at ta­ge det rum, når al­le an­dre står og rå­ber på dig,« si­ger hun.

Met­te Li­ne Bo­serup føl­te sig ale­ne om at tra­ef­fe be­slut­nin­gen og var ban­ge for, hvor­dan om­ver­de­nen vil­le re­a­ge­re. Men er det sel­visk at for­la­de sin sy­ge part­ner?

»Det kan me­get vel va­e­re sel­visk, men er det ik­ke nød­ven­dig­vis,« si­ger Ul­ri­ck Beck­er Nis­sen, der me­ner, det af­ha­en­ger af hvil­ke over­vej­el­ser, der lig­ger bag.

»Der kan va­e­re si­tu­a­tio­ner, hvor man godt kan ha­ve for­stå­el­se for, at en per­son ta­ger be­slut­nin­gen om at gå. Så skal man respek­te­re, at per­so­nen ik­ke kun­ne me­re og mø­de den per­son med om­sorg – ik­ke for­døm­mel­se. Men det er et pro­blem, hvis man på for­hånd – in­den si­tu­a­tio­nen op­står – har be­slut­tet sig for, at man vil gå, hvis li­vet kom­pli­ce­res,« si­ger han.

Man skal ik­ke ’for­la­de sku­den’ før­ste gang, man lø­ber ind i pro­ble­mer. Isa­er ik­ke når man har for­plig­tet sig på hin­an­den, me­ner han.

Ge­ne­relt me­ner Ul­rich Beck­er Nis­sen, at vi er for hur­ti­ge til at gi­ve op.

»Der er en ten­dens i den ret­ning, for­di vi har et ide­al om et let og pro­blem­frit liv og har sva­ert ved at rum­me, at li­vet kan va­e­re van­ske­ligt.« We­e­kend - 16.04.2016

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.