AN­NET­TE HEICK I MED­GANG OG MOD­GANG

BT - - DEBAT -

På onsdag, den 20., er der pre­mi­e­re på en do­ku­men­tar­film, som har ramt mig dybt. ’Dem vi var’ hed­der fil­men, der føl­ger Met­te Li­ne, Kri­sti­an og de­res to børn, som skal fin­de en ny hver­dag, ef­ter Kri­sti­an fik en blod­prop, som øde­lag­de to tred­je­de­le af hans hjer­ne. UDEN­PÅ LIG­NER KRI­STI­AN på man­ge må­der sig selv ef­ter blod­prop­pen. Han går må­ske lidt dår­li­ge­re, og har en hånd, som ik­ke vil re­a­ge­re. Fy­si­ske ska­van­ker, som nok er til at le­ve med, men som ir­ri­te­rer ham gra­en­se­løst. For hvad er det plud­se­lig for en frem­med krop, han er fan­get i? Man for­står til ful­de hans fru­stra­tion, og jeg gen­ken­der den desva­er­re alt for godt fra min egen mand, der bra­ek­ke­de nak­ken for halvan­det år si­den og nu er er­kla­e­ret 2/3 in­va­lid. Men til for­skel fra min mand så har Kri­sti­ans hjer­ne lidt over­last, og der er man­ge ting, som plud­se­lig ik­ke ha­en­ger sam­men for ham. Han mi­ster over­blik­ket, når han f.eks. skal da­ek­ke bord: Hvor­dan er det nu li­ge…? MAN KOM­MER OG­SÅ til at le sam­men med par­ret, da Kri­sti­an for­sø­ger at ta­ge jak­ke på, men en­der med at ha­ve to ae­r­mer på sam­me arm. Han kan selv se det ko­mi­ske i det…men i sam­me mo­ment gli­der en skyg­ge hen over Met­te Li­nes an­sigt. For i vir­ke­lig­he­den er det en tra­ge­die. Beg­ges tra­ge­die. FIL­MENS IN­STRUK­TØR Si­ne Skibsholt rej­ser spørgs­må­let: Hvad kan vi for­lan­ge af hin­an­den som ae­g­te­folk, når li­vet plud­se­lig ram­ler sam­men om ører­ne på os? Det spørgs­mål ken­der jeg man­ge svar på. Ik­ke mindst for­di de fle­ste men­ne­sker sy­nes at vi­de, hvor­dan de selv vil­le re­a­ge­re på en ulyk­ke. Men som Met­te Li­ne si­ger i fil­men, ’ved man det ba­re ik­ke, før man står i den’. OM­GI­VEL­SER­NE ER VEL­ME­NEN­DE og si­ger op­mun­tren­de: ’Ja­men, du ser da godt ud…det skal nok bli­ve godt’. De me­ner det uden tvivl, men glem­mer, at det er nem­me­re at si­ge, når man ik­ke skal for­hol­de sig til ulyk­ken 24 ti­mer i døg­net. For når det pro­fes­sio­nel­le per­so­na­le er kørt hjem, og Met­te Li­ne og Kri­sti­an igen er ble­vet ale­ne, så be­gyn­der det at bli­ve sva­ert at be­hol­de ja-hat­ten på. En usyn­lig ga­est er nem­lig flyt­tet ind: Sor­gen! MET­TE LI­NE HAR nu få­et et tred­je barn at pas­se. Ved si­den af skal hun age­re sy­geple­jer­ske, og hvad der end skal kla­res i hjem­met, så ha­en­ger det på hen­de. Det er na­tur­lig­vis me­get use­xet og ik­ke no­get, der frem­mer de ae­g­te­ska­be­li­ge fø­lel­ser. Kri­sti­an er fuldt ud be­vidst om det, men kan ik­ke aen­dre ved fakta. Det er de­ri, tragedien be­står, og vi en­der med at føl­ge skils­mis­sen for åben ska­erm. ’DEM VI VAR’ er en vig­tig film, for­di den ta­ger fat på et ta­bu, som jeg tid­li­ge­re har va­e­ret in­de på her. Jeg skrev en­gang om en kvin­de, jeg ken­der, som pas­ser sin sy­ge mand, der ik­ke al­tid kan hu­ske, hvem hun er. Jeg skrev, at jeg syn­tes, hun hav­de ret til at va­el­ge ham fra. Han var jo på in­gen må­de den sam­me mand me­re, og hvor­for skul­le hun tvin­ges til at bru­ge re­sten af sit liv på at va­e­re sy­geple­jer­ske? Det af­fød­te en del vre­de bre­ve fra men­ne­sker, der men­te, at man si­ger ja til hin­an­den i med­gang og mod­gang; at de nok beg­ge fandt en tryg­hed i at bli­ve sam­men. Og ja, det kan sag­tens va­e­re så­dan. Min po­in­te er ba­re, at der ik­ke fin­des no­get uni­ver­selt svar. HVIL­KE FOR­PLIG­TEL­SER HAR vi over­for hin­an­den, og hvor la­en­ge? Den vur­de­ring må va­e­re in­di­vi­du­el. Skal vi hol­de sam­men for en­hver pris? Det spørgs­mål kan kun be­sva­res af de men­ne­sker, der er ble­vet ramt af ska­eb­nen. Og det bør gø­res uden for­døm­mel­se fra an­dre. bt.dk/brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.