Sva­ert at va­e­re ka­e­re­ste med en mus­lim

BT - - DEBAT -

Jeg er en ung pi­ge, som har va­e­ret i et for­hold i et par år. Min ka­e­re­ste er mus­lim, men han drik­ker al­ko­hol og går i seng med pi­ger. Dog spi­ser han ik­ke svi­ne­kød. Han er jor­dens dej­lig­ste dreng, og jeg el­sker ham helt vildt me­get. Vi har det så godt sam­men, og vi ny­der hin­an­dens sel­skab hver dag! Dog har vi snak­ket om frem­ti­den... Han vil ik­ke gif­tes i en kir­ke og vil ger­ne ha­ve si­ne dren­gebørn om­skå­ret og med mus­lim­ske nav­ne, hvil­ket jo er me­get for­stå­e­ligt. Men mit syn på frem­ti­den er helt an­der­le­des! Jeg har al­tid drømt om et stort kir­ke­bryl­lup, en bar­nedåb osv. Når vi ta­ler om frem­ti­den, for­sø­ger vi beg­ge så vidt mu­ligt at gå på kom­pro­mis, men det er van­ske­ligt, for vi har beg­ge me­get sva­ert ved at op­gi­ve vo­res drøm om frem­ti­den. Jeg har over­ve­jet, om jeg skul­le gå fra ham, men det fø­les umu­ligt, for­di jeg el­sker ham så me­get! Men jeg ved og­så ba­re, at vi ik­ke øn­sker den sam­me frem­tid, og selv­om vi går på kom­pro­mis med hin­an­dens øn­sker, tror jeg ba­re, det vil øde­la­eg­ge vo­res for­hold, da vi til sidst må­ske vil mi­ste os selv i det he­le. Jeg skul­le må­ske og­så li­ge na­ev­ne, at vi står over­for at skul­le flyt­te sam­men nu her, og han er og­så be­gyndt at snak­ke om børn. Han er en stor del af min fa­mi­lie og de kan rig­tig godt li­de ham, men hans egen fa­mi­lie bor sta­dig i hans hjem­land, og han har for­talt dem om mig, men de har al­drig mødt mig og kom­mer nok hel­ler al­drig til det… Der­u­d­over har han en fa­mi­lie i Dan­mark, som han har bo­et ved, si­den han var barn. De ved in­tet om mig, og han vil ik­ke ha­ve, at de skal vi­de no­get om mig, da han er ban­ge for, at de vil snak­ke grimt om ham til hans fa­mi­lie i hans hjem­land. Hå­ber jeg hø­rer fra dig. Med ven­lig hil­sen P Ka­e­re P! Me­get apro­pos dagens klum­me vil­le jeg sim­pelt­hen så ger­ne va­e­re hen­de ’den lar­ge’, der bre­der ka­er­lig­he­dens vin­ger ud og tror på til­lid og mang­fol­dig­hed. Men hån­den på hjer­tet: Der er jeg ik­ke, når jeg la­e­ser dit brev. Jeg for­står godt de kul­tu­rel­le for­skel­le, kir­ke vs. mus­lim­sk bryl­lup etc., men det, der får mi­ne alarm­k­nap­per til at blin­ke, er dels, at han er be­gyndt at ta­le om børn. Jeg ken­der din al­der (ik­ke na­evnt her), og er du egent­lig klar til det? Du er me­get ung. Jeg hø­rer ik­ke dig yt­re sam­me øn­ske. Og så er der he­le det af­snit, hvor du skri­ver om hans fa­mi­lie. De bor ik­ke her. Hvad får ham til at bli­ve i Dan­mark? Og vil han egent­lig det? Hån­den på hjer­tet? Hvis han vit­ter­ligt er selv­sta­en­digt ta­en­ken­de og mo­den, hvor­for vil han så ik­ke stå ved, at han er ble­vet ’for­dan­sket’? Alt­så jeg ken­der jo godt sva­ret, men er det et svar, du kan le­ve med? At fa­mi­li­ens ind­tryk af ham ve­jer tun­ge­re end ac­cep­ten af dig? Hvis han er pa­rat til ae­g­te­skab og børn, så skal du og­så fø­le, at han er vok­sen nok til at stå in­de for dig. Til at stå in­de for si­ne eg­ne valg. Når du ik­ke ken­der hans fa­mi­lie, og de ik­ke ken­der dig, hvor­dan kan du så vi­de, at du ik­ke vil bli­ve be­kri­get af dem? Du er jo van­tro. Vil de kun­ne ac­cep­te­re, at du er mor til de­res bør­ne­børn. Dren­gebørn. Som han for­re­sten ger­ne vil ha­ve om­skå­ret – det sy­nes jeg li­ge, I skal ta­le med en la­e­ge om: dels hvad det be­ty­der for dren­gen rent bi­o­lo­gisk/fy­sisk. Og så vil han ger­ne ha­ve mus­lim­ske nav­ne. Øh ja, okay…det kan der va­e­re ud­ma­er­ke­de grun­de til, men vel og­så et dansk navn, så bør­ne­ne selv en dag kan tra­ef­fe et valg. Det er jo ik­ke ube­kendt, at et mus­lim­sk navn kan va­e­re en ud­for­dring, når man en dag vil ind på ar­bejds­mar­ke­det. Vi kan sag­tes ta­le om, at det hand­ler om for­dom­me, men det er ik­ke de­sto min­dre et fak­tum. Jeg sy­nes, du har brug for og krav på en or­dent­lig mel­ding fra ham. Hvem er han? Hvor­dan op­fat­ter han sig selv? Hvor vil han ger­ne ska­be en frem­tid for si­ne børn? I Dan­mark? Ja­men, så er der må­ske sa­er­lig god grund til at lyt­te til di­ne øn­sker. Det er jo hel­ler ik­ke no­gen ski­de­god idé, hvis man vil bo i Frank­rig at kal­de sin søn Jens Hvid og in­si­ste­re på, at han skal gå med uld-un­der­tøj om vin­te­r­en. Flyt sam­men, men va­er på vagt. Du skal ik­ke stå om to år med små børn og ik­ke kun­ne fa­er­dig­gø­re din ud­dan­nel­se. Det er ba­re det, jeg si­ger. Pas på dig, og husk at va­e­re ung. An­net­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.