Ven­ner­ne tro­e­de, de skul­le sen­de en brev­due

Ef­ter ni år med Fa­ce­book valg­te 32- åri­ge Ama­lie Ne­be­long at si­ge stop. Hun gjor­de, hvad man­ge har over­ve­jet: Hun slet­te­de pro­fi­len og fik en gan­ske an­den hver­dag

BT - - NYHEDER - Sa­rah Hes­sel­dal | sa­he@ ber­ling­s­ke. dk

Jeg blev kon­fron­te­ret med en an­den si­de af mi­ne ven­ner, for­di folk læg­ger det per­fek­te yd­re ud. Jeg føl­te jo, at jeg ken­der mi­ne ven­ner bed­re og ved, at det ik­ke er he­le sand­he­den. Nog­le gan­ge kun­ne jeg ik­ke ken­de dem i det, de skrev Ama­lie Ne­be­long

Af­te­nen blev of­te brugt til det, hun egent­lig helst vil­le væ­re for­u­den: At scrol­le ned gen­nem Fa­ce­books fe­ed af sta­tu­s­op­da­te­rin­ger, kom­men­ta­rer og li­kes. Det blev et fast ri­tu­al, in­den hun sluk­ke­de ly­set og lag­de sig til at sove. Ama­lie Ne­be­long har brugt me­gen tid på det so­ci­a­le me­die, si­den hun op­ret­te­de en pro­fil til­ba­ge i 2007. Den­gang var Fa­ce­book no­get nyt og spæn­den­de. Ef­ter næ­sten ni år som bru­ger blev det for me­get, så ef­ter fle­re over­vej­el­ser valg­te hun i ja­nu­ar at slet­te sin pro­fil. Hun blev ma­skin­stormer ved en gang for al­le at log­ge ud.

» Jeg føl­te ik­ke, at jeg hav­de de sam­me be­hov for at væ­re på. Sam­ti­dig kun­ne jeg ik­ke la­de væ­re med at gå de­r­ind. Jeg føl­te en af­hæn­gig­hed, som jeg ger­ne vil­le væ­re fri for, « for­tæl­ler Ama­lie Ne­be­long.

Der­med traf den 32- åri­ge mor til to fra Øster­bro i Kø­ben­havn det valg om at drop­pe Fa­ce­book, som hver fjer­de dan­ske­re iføl­ge en Gal­lup­må­ling fo­re­ta­get for Ber­ling­s­ke, har over­ve­jet. Det fal­ske bil­le­de af de ’ per­fek­te’ I be­gyn­del­sen brug­te Ama­lie Ne­be­long Fa­ce­book flit­tigt. Hun lag­de al­bum­mer med gla­de bil­le­der op, når hun og kæ­re­sten hav­de væ­ret på fe­rie og glæ­de­de sig over at kun­ne føl­ge med, når nog­le af de gam­le ven­ner blev for­æl­dre. Si­den da er glæ­den ved Fa­ce­book lang­somt for­s­vun­det, selv om for­bru­get for­blev det sam­me.

» Det var me­re rent en­gang. Nu er der man­ge re­k­la­mer og vi­deo­er, som man ik­ke kan und­gå at bli­ve kon­fron­te­ret med. Jeg brug­te me­get af ti­den på at læ­se ar­tik­ler, som mi­ne ven­ner del­te. Det kun­ne jeg egent­lig godt li­de, men man bli­ver og­så tvun­get til at føl­ge med i an­dres liv. Det me­ste er ba­re larm – det var ik­ke sær­lig tit no­get, som jeg tænk­te, at jeg ger­ne vil­le vi­de om per­so­nen, « si­ger Ama­lie Ne­be­long i dag.

No­get af det, hun blev sær­ligt træt af, er den selv­prom­ove­ring, som hun især sy­nes fin­der sted på Fa­ce­book – al­le skal frem­stå per­fek­te. Selv hen­des ven­ner.

» Jeg blev kon­fron­te­ret med en an­den si­de af mi­ne ven­ner, for­di folk læg­ger det per­fek­te yd­re ud. Jeg føl­te jo, at jeg ken­der mi­ne ven­ner bed­re og ved, at det ik­ke er he­le sand­he­den. Nog­le gan­ge kun­ne jeg ik­ke ken­de dem i det, de skrev, « hu­sker hun.

Al­le­re­de for et par år si­den var Ama­lie Ne­be­long i gang med før­ste led i sin ud­fas­ning af Fa­ce­book. Det er i hvert fald så­dan, hun tæn­ker om det tids­punkt, hvor hun valg­te at slet­te næ­sten halv­de­len af si­ne Fa­ce­book- ven­ner. Ud af com­fort- zo­nen Når Ama­lie Ne­be­long tæn­ker til­ba­ge, kun­ne hun ha­ve slet­tet pro­fi­len på et tid­li­ge­re tids­punkt. Men fryg­ten for ik­ke at bli­ve in­vi­te­ret til ar­ran­ge­men­ter el­ler vi­de, hvad al­le la­ver, holdt hen­de for en kort stund til­ba­ge.

» Jeg ken­der ik­ke an­dre, som har slet­tet pro­fi­len. Jeg har væ­ret lidt af et flok­dyr. Al­le er på, så det blev jeg og­så ved med at væ­re, « for­tæl­ler Ama­lie Ne­be­long.

» Men jeg hav­de og­så be­hov for at træ­de ud af den com­fort- zo­ne, som Fa­ce­book er. Selv om an­er­ken­del­sen i li­kes og kom­men­ta­rer er rar, kun­ne jeg ik­ke li­de, at jeg he­le ti­den skul­le tjek­ke det. Ef­ter jeg er ble­vet mor, er det no­get an­det, der fyl­der i mit liv. Jeg er ble­vet bed­re til at skæ­re ind til be­net. At si­ge far­vel til Fa­ce­book har skær­pet min op­mærk­som­hed om at bru­ge mi­ne kræf­ter på no­get an­det. «

Der var in­gen skep­ti­ske mi­ner hos Ama­lie Ne­be­longs mand over fra­val­get af Fa­ce­book, mens ven­ner­ne re­a­ge­re­de an­der­le­des. Spørgs­må­let, om hun ik­ke var på Fa­ce­book me­re blev stil­let med over­ra­skel­se i stem­men af stort set al­le.

» Det var, som om de tro­e­de, at de nu skul­le sen­de en brev­due for at kom­me i kon­takt med mig. « Sav­ner det ik­ke Hvor­dan er mit liv uden Fa­ce­book? Ama­lie Ne­be­long stil­le­de sig selv spørgs­må­let fle­re gan­ge. Hun er ble­vet over­ra­sket over, hvor let det har væ­ret for hen­de at drop­pe Fa­ce­book fuld­stæn­digt.

» Det har slet ik­ke væ­ret et pro­blem. Jeg sav­ner over­ho­ve­det ik­ke Fa­ce­book. Det var lidt vildt, li­ge da jeg hav­de slet­tet pro­fi­len, men så var det al­li­ge­vel ik­ke vil­de­re. Man fø­ler, at Fa­ce­book fyl­der ek­stremt me­get og er så vig­tig for, at man kan væ­re en del af et fæl­les­skab, « for­tæl­ler Ama­lie Ne­be­long og fort­sæt­ter:

» Vi dyr­ker os selv så me­get og vi­ser os frem. Det tror jeg ik­ke er sær­ligt sundt. Man­ge er må­ske ik­ke be­vid­ste om det, for­di vi gør me­get uden at tæn­ke over det, når mu­lig­he­der­ne er der. Men som sam­fund vil­le vi nok ha­ve godt af at væ­re lidt min­dre på. «

Ama­lie Ne­be­long me­ner, at fra- væ­ret af Fa­ce­book har gi­vet hen­de me­re tid – hun spe­ku­le­rer lidt over, hvor me­get tid hun dag­ligt brug­te på det so­ci­a­le me­die om da­gen. En ti­me, gæt­ter hun på – og for­try­der hur­tigt.

» For­hå­bent­lig brug­te jeg ik­ke en ti­me. Men jeg tror og­så, at den ene ting af­lø­ser den an­den. Før Fa­ce­book så jeg me­re tv, og nu bru­ger jeg og­så en del tid på In­s­ta­gram, « for­tæl­ler Ama­lie Ne­be­long.

Så helt ude er ma­skin­storme­ren ik­ke. Hun har blot til­ret­tet sit me­di­e­for­brug, så det pas­ser til det, hun har brug for.

» In­s­ta­gram hand­ler i langt hø­je­re grad om un­der­hold­ning og æste­tik, for­di der er så me­get fo­kus på bil­le­der. Det er ik­ke et sted, som folk på sam­me må­de bru­ger til at smi­de alt og in­gen­ting op. Det kan jeg godt li­de. Men jeg kun­ne og­så godt fo­re­stil­le mig, at jeg på et tids­punkt og­så bli­ver ir­ri­te­ret over det­te. «

FO­TO: IDA MA­RIE OD­GAARD.

» Folk læg­ger det per­fek­te yd­re ud. Jeg føl­te, at jeg ken­der mi­ne ven­ner bed­re og ved, at det ik­ke er he­le sand­he­den. Nog­le gan­ge kun­ne jeg ik­ke ken­de dem, « hu­sker Ama­lie Ne­be­long.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.