’ Jeg får al­drig h

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

En pi­ge i ly­se­rød kjo­le vim­ser rundt på det kli­ni­ske og blankpo­le­re­de gulv i luft hav­nen i Luxem­bourg, der min­der om en for­vok­set tændstik­sæ­ske af glas. Fa­de­ren, en mand i mid­ten af 30’ er­ne, ler ad hen­de og be­kym­rer sig til­sy­ne­la­den­de ik­ke det fj er­ne­ste om fl yv­af­gang el­ler rej­sedo­ku­men­ter. Ik­ke langt der­fra hæn­ger en an­den mand iført en ly­se­blå skjor­te på kaf­fe­ba­ren St­ar­bucks. Cap­puci­no’en dam­per sta­dig, og på skjor­ten er der med sort skrift bro­de­ret tek­sten ’ Etixx- Qu­i­ck­Step’. På pas­set i den mør­ke ryg­sæk står der ’ Bri­an Holm’.

Sport­s­di­rek­tø­ren for det bel­gi­ske cy­kel­hold Etixx- Qu­i­ck­Step er li­ge så vant til luft hav­ne, som han er til at læg­ge tak­tik­ken til et cy­kel­løb. Han har om­kring 160 rej­se­da­ge om året. År eft er år. Fra sin po­si­tion på kaff eba­ren und­går han ik­ke at hø­re klik­ke­ly­de­ne fra den dan­sen­de pi­ges bal­le­ri­na­sko, der li­ge så vel kun­ne ha­ve sid­det på Holms egen dat­ter. Det tæn­ker Bri­an Holm dog ik­ke på. Han vir­ker me­re fo­ku­se­ret på at rø­re træpin­den rundt i den bru­ne væ­ske.

» Når du står i luft hav­nen, gæl­der det om at tryk­ke på ’ de­le­te’- knap­pen. Om ik­ke at tæn­ke på fa­mi­li­en, « si­ger Bri­an Holm. Nu vil jeg ik­ke si­ge det højt, hvis min chef hø­rer det, men jeg fø­ler hver dag på ar­bej­de som en fe­rie. Det er jo ik­ke et rig­tigt ar­bej­de i den for­stand, som det er, hvis du står på et stil­lads om mor­ge­nen

BT mø­der den 53- åri­ge sport­s­di­rek­tør i Fin­del- luft hav­nen til en snak om, hvor­dan det er at væ­re far til to ( Myn­te på ni år, Al­bert på 12), æg­te­mand og sport­s­di­rek­tør på et af ver­dens stør­ste cy­kel­hold og så sam­ti­dig væ­re så me­get væk fra pap­vil­la­en i Kø­ben­havn. Hvis no­gen går rundt og tror, at det er en svær øvel­se for Bri­an Holm, bør de hur­tigt kom­me på an­dre tan­ker.

» Jeg får al­drig hjemve. Du be­stem­mer det jo lidt selv. Det er ik­ke så svært, « si­ger han. Ev­nen til at luk­ke ned Man­ge vil­le må­ske ha­ve van­ske­ligt ved at tri­ves i et job med så man­ge rej­se­da­ge, men dem får Bri­an Holm ik­ke ondt af. De kan ba­re bli­ve hjem­me, som han si­ger. Holm er fuldt af­kla­ret med si­tu­a­tio­nen.

» Det er lidt, som når du sprin­ter i et cy­kel­løb. Hvis du ik­ke har den ev­ne ( til at luk­ke ned for al­le an­dre tan­ker, red.), kom­mer du in­gen veg­ne, og så­dan er det overalt i til­væ­rel­sen. Hvis du skal gå og tæn­ke over kæ­re­sten, der gik fra dig, eks­ko­nen, der knal­de­de udenom el­ler no­get helt tred­je, så kom­mer du sgu al­drig vi­de­re med dit yn­ke­li­ge liv, « si­ger Bri­an Holm.

Bri­an Holm gen­gi­ver or­de­ne fra sin tid­li­ge­re chef på Tele­kom- hol­det, Wal­ter Go­de­froot. Go­de­froot sag­de al­tid, at det gæl­der om ik­ke at blan­de fa­mi­li­e­li­vet sam­men med ar­bej­det, hvis du skal kla­re dig i den in­ter­na­tio­na­le cy­kel­ver­den byg­get på hård­hed og kon­kur­ren­ce.

Det ly­der som en fl oskel, men hol­det bli­ver for man­ge ryt­te­re og sport­s­di­rek­tø­rer en fa­mi­lie num­mer to. Der knyt­tes tæt­te bånd, for sport­s­di­rek­tø­rer­ne især til hjæl­per­ne om­kring hol­det, som der spen­de­res hund­re­de­vis af ti­mer i bil med. Bri­an Holm er­ken­der, at det på den må­de må­ske bli­ver lidt let­te­re at kla­re til­væ­rel­sen væk fra fa­mi­li­en.

» Det er selv­føl­ge­lig et godt ar­gu­ment. Nu vil jeg ik­ke si­ge det højt, hvis min chef hø­rer det, men jeg fø­ler hver dag på ar­bej­de som en fe­rie. Det er jo ik­ke et rig­tigt ar­bej­de i den for­stand, som det er, hvis du står på et stil­lads om mor­ge­nen. «

Hvert år un­der Tour de Fran­ce er Bri­an Holm over tre uger væk fra fa­mi­li­en. Dér sen­der hans ko­ne Chri­sti­ne al­tid en sms- be­sked om mor­ge­nen og aft enen for li­ge at op­da­te­re den hård­t­ar­bej­den­de æg­te­mand på, at alt nu er, som det skal væ­re. Hvor Bri­an Holm for­mår me­re el­ler min­dre at luk­ke ned for alt der­hjem­me, hop­pe­de kæ­den især før i ti­den ud af tand­hju­let den an­den vej rundt. Opkal­det fra ko­nen En­gang rin­ge­de Bri­an Holms ko­ne med ot­te ki­lo­me­ter til­ba­ge af en sprin­te­r­e­ta­pe, som oft e er de vig­tig­ste for Etixx- Qu­i­ck­Step- hol­det. Dér tog Holm te­le­fo­nen midt i den hek­ti­ske af­slut­ning.

» Der tænk­te jeg godt nok: ’ Nu er det al­vor der­hjem­me’. Og så vil­le min ko­ne ba­re hø­re mig, om vi skul­le ha­ve en ny so­fa. Min ko­ne føl­ger ik­ke så me­get med i cy­kel­løb, hvil­ket jeg er glad for, men der blev jeg al­li­ge­vel nødt til at si­ge, at dén ta­ger vi li­ge, når jeg kom­mer hjem. Om bør­ne­ne har mæs­lin­ger el­ler er ble­vet dril­let i sko­len, det kan jeg sgu ik­ke la­ve om på der­ne­de­fra. For­står du, hvad jeg me­ner? «

Bri­an Holm le­ve­rer spørgs­må­let med en tyk, kø­ben­havnsk ac­cent. Et svar ven­ter han dog ik­ke på. Han fort­sæt­ter i ste­det ta­le­strøm­men og be­ro­li­ger med, at Chri­sti­ne Holm har lært af episo­den eft er­føl­gen­de. Fa­mi­lieg­læ­den Det står alt­så fast, at Bri­an Holm bru­ger si­ne ti­mer væk der­hjem­me­fra på ryt­ter­snak, tak­tik og ho­tel­væ­rel­ser. Der­for ram­mer kær­lig­he­den til fa­mi­li­en og­så li­ge så sødt som ka­ra­va­nens ka­ra­mel­ler, når han kom­mer hjem.

» Jeg kan si­ge dig, at når man først gi­ver slip, så sker der ting og sa­ger. Jeg be­gynd­te en­gang at græ­de, da jeg så min søn kom­me mig i mø­de eft er sko­le. Dér kom det. Det var glæ­de­stå­rer, og så­dan er man jo hel­dig­vis ind­ret­tet. Man skal ha­ve styr på si­ne fø­lel­ser, og der sy­nes jeg, det er rart, at jeg får tå­rer i øj­ne­ne, « si­ger Bri­an Holm.

Bri­an Holm rej­ser sig fra den cog­na­c­far­ve­de træ­stol på St­ar­bucks og van­drer over til rul­le­trap­pen, der fø­rer ham vi­de­re på rej­sen først mod Mün­chen og så Dan­mark. På vej­en smi­der Holm det hvi­de kaff ekrus, som den un­ge ser­vi­tri­ce ved en fejl hav­de skre­vet ’ Bry­an’ på, i skral­des­pan­den. Sam­me vej ry­ger tan­ker­ne om for­års­klas­si­ke­re, bar­be­re­de cy­kel­ben og Etixx- Qu­i­ck­Step.

Snart er det Bri­an Holms tur til at væ­re li­ge­som den le­en­de fa­der med den dan­sen­de dat­ter, for nu gæl­der det fa­mi­li­e­li­vet i Dan­mark. LØRDAG 23. APRIL 2016

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.