MI­CHEL­LE HVI­ID

’ Jeg er hel­dig at væ­re snot naiv’

BT - - INDHOLD -

eg har i den for­gang­ne uge le­jet min lej­lig­hed ud gen­nem airbnb. Må­let er at få råd til at hol­de tre må­ne­ders som­mer­fe­rie. Det er nemt at kal­de det tre må­ne­ders som­mer­fe­rie. Sand­he­den er, at der ik­ke er no­gen fored­rag i som­mer­må­ne­der­ne, så tek­nisk set er jeg ar­bejds­løs. Det vil si­ge, at jeg i årets øv­ri­ge må­ne­der skal tje­ne pen­ge nok til som­mer­må­ne­der­ne. Det ser lidt sløjt ud, og så valg­te jeg at prø­ve airbnb.

Min lej­lig­hed er ret stor, og selv bør­ne­væ­rel­ser­ne er ind­ret­tet med dob­belt­sen­ge. Her kan nemt sove 10 mand i rig­ti­ge sen­ge og så har jeg end­nu ik­ke ta­get madras­ser og so­fa­er i brug. Den mo­del er hen­sigts­mæs­sig for un­ge, som rej­ser i flok. Ef­ter kort tid fik jeg en hen­ven­del­se fra 10 un­ge ( i de me­get tid­li­ge ty­ve­re) fransk­mænd som ger­ne vil­le i by­en i Kø­ben­havn, og som mang­le­de en søvn­ba­se. De hav­de in­gen rat­ing – alt­så: Der var in­gen tid­li­ge­re airbnb- ud­le­je­re som sag­de god for en no­gen­lun­de nor­mal op­før­sel.

Jeg er selv mor til en dreng på 17 år, som i det sto­re he­le ( bort­set fra den­gang han sad i Nor­dre Fri­havns­ga­de og bræk­ke­de sig på si­ne sko i en im­po­ne­ren­de ’ jeg læ­rer om vod­ka’bran­dert), kan op­fø­re sig for­nuf­tigt og respekt­fuldt. Jeg vil­le da hå­be, at no­gen tur­de le­je ud til ham. Så jeg ac­cep­te­re­de de­res an­mod­ning om at bo hos mig. Jeg gjor­de mig uma­ge med at gø­re klar, in­den de kom, hvil­ket be­tød fle­re be­søg i Ikea for at kø­be fle­re dy­ner. Jeg brug­te an­led­nin­gen til en to­tal for­års­ren- gø­ring, der nå­e­de helt ind i ska­be­ne, køb­te gre­ne af kir­se­bær og var selv tem­me­lig stolt af re­sul­ta­tet.

Så kom de. Lidt for sent iføl­ge vo­res af­ta­le – klok­ken blev halv et om nat­ten – let­te­re over­ris­le­de fra fly­tu­ren og et ori­en­te­rings­løb i me­tro­en, men i af­sin­digt godt hu­mør. Ale­ne de­res fran­ske en­gelsk var el­ske­ligt. Jeg vi­ste dem rundt og tog så hjem til min kæ­re­ste, hvor jeg skul­le bo det næ­ste par da­ge.

Klok­ken halv to tik­ke­de der en be­sked ind fra en na­bo. Min før­ste kla­ge no­gen­sin­de... De syn­tes ik­ke, det var o. k. at hol­de fest på en hver­dag. Shit! Jeg fik om­gå­en­de fjernsty­ret de tå­be­li­ge fransk­mænd til at le­ge stille­leg. Men nu be­gynd­te al­le kom­men­ta­rer­ne fra ven­ner og be­kend­te at gna­ve i bag­ho­ve­det. » Er du sinds­syg? Al­drig le­je ud til folk un­der 40 år. « ( Nå). » Har du fjer­net ALT, som de kun­ne stjæ­le? « ( Næe, in­tet). » Hav­de de ok rat­ings fra tid­li­ge­re airbnb- ud­le­je­re? « ( Næe). » Du er ik­ke rig­tig klog! « ( Nej, jeg er hjer­neska­det).

Men de var to­talt stil­le der­fra. De ryd­de­de op – og gjor­de im­po­ne­ren­de rent. De ef­ter­lod lej­lig­he­den, som de hav­de få­et den. Med nyind­købt kaf­fe, brød, ju­i­ce, frugt. Og en fla­ske vin som und­skyld­ning. Det er svært for mig at hid­se mig al­vor­ligt op over, at no­gen er så gla­de, at de må dan­se. Selv­føl­ge­lig bur­de de ik­ke dan­se på en tors­dag! Men der var jo in­gen, der dø­de. Og vi an­dre skul­le ær­lig talt dan­se lidt me­re.

Jeg kun­ne øn­ske mig en ver­den, hvor vi som ud­gangs­punkt tror på det go­de. Hvor fle­re op­le­ver glæ­den ved stor­sind og ga­ven ved at ha­ve til­lid. Jeg er så hel­dig, at jeg er snot naiv. Hel­dig­vis. For ky­nis­me er grimt og for­drer sjæl­dent glæ­de. Nu har jeg igen le­jet ud. Til 10 un­ge ty­ske­re – ska­te­re. Jeg vil gø­re mig me­re uma­ge med at for­kla­re dem, at Chuck Nor­ris er min ven, hvis de lar­mer. Og de må ik­ke kø­re på ska­te­bo­ard i min stue. Men det går jo nok.

Jeg kun­ne øn­ske mig en ver­den, hvor vi som ud­gangs­punkt tror på det go­de. Hvor fle­re op­le­ver glæ­den ved stor­sind og ga­ven ved at ha­ve til­lid

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.