D

BT - - INTERVIEW -

an­ske kvin­der er be­un­drings­vær­di­ge. Fan­ta­sti­ske. Stær­ke. I et ha­stigt ud­vik­let sam­fund har de si­den 1970er­ne for­må­et at stå ved sig selv som kvin­der, og som det na­tur­lig­ste i ver­den har de ta­get te­ten i dag­in­sti­tu­tio­ner­ne, i sko­len og – ik­ke mindst – i par­for­hol­det. Det ef­ter­la­der i man­ge til­fæl­de den dan­ske mand i en ram­po­ne­ret ud­ga­ve, som hver­ken han selv el­ler hans kvin­de bry­der sig sær­lig me­get om. Det me­ner B. S. Chri­sti­an­sen.

Selv er han gift, far til fi­re, tid­li­ge­re jæ­ger­sol­dat, for­fat­ter, flit­tigt brugt co­ach, vej­le­der og fored­rags­hol­der for er­hvervs­li­vet og i spor­tens ver­den. Des­u­den er han til­ret­te­læg­ger og med­vir­ken­de i en ræk­ke tv- pro­gram­mer med mo­ti­va­tion, le­del­se og men­ne­ske­lig ud­vik­ling som om­drej­nings­punkt.

Ak­tu­elt rul­ler TV2- se­ri­en ’ BS & mand­doms­prø­ven’ over skær­men hver mandag i bed­ste sen­de­tid. Her kæm­per ot­te usik­re og me­re el­ler min­dre hjæl­pe­lø­se mænd en stærkt ud­for­dren­de kamp mod sig selv og na­tu­ren på i øde ø- stat Pa­lau i Stil­le­ha­vet – ik­ke min­dre end 11.000 ki­lo­me­ter væk fra ko­nen, bør­ne­ne, for­æl­dre­mø­de­r­ne, ind­købs­sed­ler­ne, sam­ta­le­køk­ke­net, støv­su­ge­ren og va­ske­tøjs­kur­ven.

Det gør de i håb om at kom­me ud af det død­van­de, de­res dag­li­ge liv er hav­net i: et liv hvor de mang­ler ener­gi, selv­til­lid og langt­fra er den per­son og mand, de må­ske en­gang var. Og som de ger­ne vil fin­de til­ba­ge til.

Om det er mæn­de­ne selv el­ler de­res ko­ner, der har til­meldt dem pro­gram­met, mel­der hi­sto­ri­en ik­ke no­get om.

Et råt liv

Det he­le fo­re­går for­an ka­me­ra­et og med B. S. Chri­sti­an­sen på be­hø­rig af­stand. Kun hvis det er ab­so­lut nød­ven­digt, kom­mer han dem til hjælp. Selv må mæn­de­ne ta­ge en ræk­ke be­slut­nin­ger om de mest ba­sa­le ting. Hvil­ket fle­re af dem ty­de­lig­vis ik­ke er vant til hjem­me­fra, hvor de for længst har lagt an­sva­ret fra sig.

» Når jeg er ude at hol­de fored­rag, er der en del kvin­der, der spør­ger, om jeg ik­ke kan gø­re de­res mand til en rig­tig mand. Så spør­ger jeg dem: ’ Hvad er en rig­tig mand?’ De sva­rer, at det i hvert fald ik­ke er ham, de har der­hjem­me, for han har ef­ter­hån­den ik­ke en me­ning om no­get som helst. Han ta­ger al­drig ini­ti­a­tiv og er ik­ke spon­tan. Man­ge kvin­der læn­ges jo ef­ter mænd, der ta­ger ini­ti­a­tiv og vi­ser hand­le­kraft. Og som sam­ti­dig er i stand til at ud­tryk­ke de­res fø­lel­ser. Mænd som de in­di­mel­lem kan læ­ne sig ind i. Man­ge kvin­der le­ver jo et ’ råt’ liv med fart på og sto­re præ­sta­tions­krav på ar­bejds­mar­ke­det - og som mor. De er ’ på’ he­le ti­den, og de knok­ler. Der er ut­ro­lig man­ge ting, de skal le­ve op til, for at de fø­ler sig som en suc­ces, og de er ek­stremt hår­de ved sig selv. Alt skal væ­re per­fekt. De skal væ­re su­per­mødre, gø­re kar­ri­e­re, væ­re go­de ve­nin­der, ha­ve et smukt hjem, ser­ve­re øko­lo­gisk mad, og så skal de og­så se lækre ud. Det er jo helt umu­ligt at le­ve op til det he­le på én gang. Nog­le gan­ge kun­ne det væ­re rart for kvin­der­ne at kun­ne læ­ne sig ind til en mand og få lov at fø­le sig som en fe­mi­nin kvin­de, der ik­ke be­hø­ver at kla­re he­le ver­den på den hal­ve tid, men som kan få støt­te af en stor, bred skul­der, hvor der nok skal bli­ve pas­set på én, og hvor der er én, som lyt­ter og for­sik­rer hen­de om, at det he­le nok skal gå, « si­ger den 63- åri­ge jy­de til BT. Og ud­dy­ber:

» De dan­ske kvin­der er si­den kvin­de­fri­gø­rel­sen i 70er­ne ble­vet me­get selv­stæn­di­ge, øko­no­misk uaf­hæn­gi­ge og har ud­vik­let sig enormt. Og hur­ra for det. Jeg el­sker vo­res selv­stæn­di­ge dan­ske kvin­der. Gid der måt­te bli­ve fle­re af dem over he­le ver­den. Det har vi stærkt brug for. Men når det ene køn i et sam­fund for­an­drer sig, må det an­det nød­ven­dig­vis og­så for­an­dre sig. Så­dan er det og­så i et par­for­hold. Sam­ti­dig har den tek­no­lo­gi­ske ud­vik­ling stort set over­flø­dig­gjort man­dens fy­si­ske styr­ke. Så man­derol­len har væ­ret un­der pres fra fle­re si­der sam­ti­dig. Det er som om, at vi mænd ba­re er fulgt med ud­vik­lin­gen som en slags for­vand­lings­kug­ler præ­get af om­stæn­dig­he­der­ne. «

B. S. Chri­sti­an­sen – el­ler i dag­lig ta­le BS – el­ler skre­vet ud: Bjarne Slot Chri­sti­an­sen – op­rem­ser en ræk­ke ek­semp­ler på, hvad der har teg­net bil­le­det af den dan­ske mand over de se­ne­ste ge­ne­ra­tio­ner. Det er en for­tæl­ling om, at det ik­ke er li­ge let at le­ve op til man­derol­len.

» Først skul­le vi væ­re blø­de i island­sk swe­a­ter og med langt hår. Så skul­le vi med ba­by­en i hørs­lyn­ge på ma­ven gå på tvun­gen bar­sel. Så skul­le vi væ­re me­tro­seksu­el­le og fjer­ne hår fra bryst­kas­sen. Før vi plud­se­lig skul­le væ­re ma­cho igen. På in­tet tids­punkt er vi stand­s­et op og har be­vidst ta­get stil­ling til, hvor­dan vi ger­ne vil væ­re som mænd. Det har vi la­det kvin­der­ne de­fi­ne­re. Det er ik­ke kvin­der­nes skyld. Men vo­res egen. Jeg hå­ber at kun­ne in­spi­re­re til, at vi mænd ta­ger stil­ling til, hvor­dan vi ger­ne vil væ­re mænd – uden at mi­ste vo­res hand­le­kraft, ini­ti­a­tiv og vil­je. For det kræ­ver stær­ke mænd at mat­che stær­ke kvin­der, « si­ger han.

Plads til dig og mig

Han fø­ler selv, at han har for­må­et at fin­de den ret­te ba­lan­ce i sit eget liv med par­for­hold og en stor fa­mi­lie med hu­stru, tre søn­ner og en dat­ter.

Men læg­ger ik­ke skjul på, at det al­tid vil kræ­ve en vis mæng­de kom­pro­mi­ser, når der skal væ­re plads til al­le – bå­de fy­sisk og men­talt.

» Jeg har en me­get sød og for­stå-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.