Spio­nen med den var­me pen

BT - - NAVNE -

LITTERAER KUNST­NER I af­ten kan vi se an­det af­snit af ’Nat­por­ti­e­ren’, som er in­stru­e­ret af Sus­an­ne Bi­er. I Stor­bri­tan­ni­en kø­rer se­ri­en og­så, og pu­bli­kum og an­mel­de­re er be­gej­stre­de. En af dem, der så frem til tv-se­ri­en med spa­en­ding, var for­fat­te­ren til ro­ma­nen bag, Jo­hn le Car­ré. Ik­ke for­di se­ri­en føl­ger hans ro­man sla­visk, men net­op for­di den ik­ke gør, og for­di Sus­an­ne Bi­er har haft øje for ting hos per­so­ner­ne, som han ik­ke hav­de reg­net med.

Han så tre ti­mer en af­ten og de re­ste­ren­de tre ti­mer mor­ge­nen ef­ter.

»Det, jeg godt kan li­de, er, hvor­dan Sus­an­ne Bi­er bli­ver ved med at tyg­ge på knog­ler­ne af dra­ma­et – la­en­ge ef­ter at an­dre in­struk­tø­rer vil­le ha­ve gi­vet op. Det er et frem og til­ba­ge mel­lem film og bog, og i den­ne tovejs-pro­ces be­gyn­der jeg at få øje på ting, hun må­ske ik­ke selv har va­e­ret op­ma­er­k­som på, li­ge­som hun har få­et øje på ting i min ro­man, som jeg ik­ke selv var op­ma­er­k­som på,« sag­de den nu 84-åri­ge Jo­hn le Car­ré til den bri­ti­ske avis The Gu­ar­di­an og fort­sat­te:

»Fik jeg vir­ke­lig al­le de ting med i min ro­man? Jeg hå­ber, jeg gjor­de, men hvis ik­ke, vil jeg ger­ne tak­ke fil­men for at gø­re det for mig.« Egen er­fa­ring For li­ge at gø­re ’Nat­por­ti­e­ren’ fa­er­dig, så har David Farr skre­vet ma­nuskrip­tet, og hand­lin­gen er i for­hold til ro­man­for­la­eg­get bå­de flyt­tet i tid og sted.

Som for­fat­ter bru­ger Jo­hn le Car­ré en hel del af den er­fa­ring, han sam­le­de op, da han selv var spion. Han hav­de stu­de­ret tysk, så 1950-52 sad han i Østrig og af­hør­te folk, der hop­pe­de af fra Øst­lan­de­ne. Der­ef­ter vend­te han til­ba­ge til Eng­land for at stu­de­re i Ox­ford. Men og­så i stu­di­e­ti­den var han spion for MI5. Han holdt øje med sta­er­kt ven­stre-ori­en­te­re­de grup­per for at se, om der var Sov­jet-spio­ner imel­lem.

Om sin sko­le­tid som barn har han ik­ke me­get godt at si­ge. Han var ked af det hår­de mil­jø i de sko­ler, han gik på, og barn­dom­men var i det he­le ta­get ik­ke lyk­ke­lig. Hans mor for­lod hjem­met, da han var fem år, og hans far sad mindst én gang i fa­engsel for bed­ra­ge­ri. Mens han fik en gen­for­e­ning med mo­de­ren, da han var 21 år, så fik han al­drig et godt for­hold til sin far. Den­ne dø­de i 1975, og Jo­hn le Car­ré be­tal­te for be­gra­vel­sen, men mød­te ik­ke selv op.

Der ind­går da og­så selv­bi­o­gra­fisk in­spi­re­re­de ele­men­ter i nog­le af hans ro­ma­ner. ’En per­fekt spion’ fra mid­ten af 1980er­ne f.eks. som et op­gør med op­va­ek­sten. Løf­te­de ni­veau­et Det er spionromanen, der først og frem­mest har be­ska­ef­ti­get Jo­hn le Car­ré, og han for­må­e­de at løf­te gen­ren op på et lit­te­ra­ert ni­veau, hvor den al­drig hav­de va­e­ret tid­li­ge­re. Den nok mest kend­te er ’Spio­nen, der kom ind fra kul­den’ fra 1963, der si­den blev fil­ma­ti­se­ret med Ri­chard Bur­ton, men og­så ro­ma­ner­ne med Ge­or­ge Smiley i ho­ved­rol­len blev fil­ma­ti­se­ret som i øv­rigt langt de fle­ste af hans ro­ma­ner. Ef­ter 1991 skif­te­de han spio­ner­ne ud med an­dre ind­vik­le­de in­tri­ger.

Når man er spion, op­tra­e­der man ik­ke med ro­ma­ner i eget navn, og Jo­hn le Car­ré er in­gen und­ta­gel­se. Hans rig­ti­ge navn er David Jo­hn Mo­o­re Cor­nwell, men det var for­budt for folk i hem­me­lig tje­ne­ste at bru­ge de­res rig­ti­ge navn til bø­ger.

Og han var spion un­der den tid­li­ge del af sit for­fat­ter­skab. I 1964 for­lod han den bri­ti­ske ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­ste og blev fuld­tids­for­fat­ter. Han stop­pe­de som et re­sul­tat af den bri­ti­ske dob­belt­spion Kim Phil­bys af­slø­rin­ger af bri­ti­ske agen­ters da­ek­nav­ne. Men han var dog ik­ke helt fa­er­dig med Phil­by, for det er ham, Ge­or­ge Smiley jag­ter i ’Da­me kon­ge es spion’ fra 1974 (på dansk året ef­ter).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.