AN­NET­TE HEICK KOM NU, MOR OG FAR! ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG -

Det er så vig­tigt at ha­ve et godt og for­tro­ligt for­hold til si­ne fora­el­dre men sam­ti­dig va­e­re sig be­vidst, at der er ting, man er nødt til at skå­ne dem for. Hvis man f.eks. sy­nes, man er gift med en heks, så er det ik­ke nød­ven­dig­vis en god idé at gå hjem til sin mor og sa­et­te hen­de ind de ae­g­te­ska­be­li­ge ska­er­myds­ler. Det vil­le jo bry­de den pagt, man har ind­gå­et med sin ae­g­te­fa­el­le, og sam­ti­dig vil­le fora­el­dre­nes støt­te va­e­re for­ud­si­ge­lig. Na­tur­lig­vis vil de bak­ke de­res eget barn op. AL­LI­GE­VEL KAN DET va­e­re en ka­em­pe hja­elp, når fora­el­dre or­ker (og slip­per godt af sted med) at kom­me med kva­li­fi­ce­ret mod­spil. At va­e­re ae­l­dre bur­de et el­ler an­det sted be­ty­de, at man har me­re er­fa­ring og der­med me­re ind­sigt, men så­dan er det desva­er­re ik­ke al­tid. JEG SELV ER hel­dig at ha­ve nog­le fora­el­dre, som ved, hvor­når de skal blan­de sig (hvil­ket vil si­ge na­e­sten al­drig), og hvor­når de kan til­la­de sig at de­le ud af eg­ne er­fa­rin­ger. Men jeg ved og­så, at rig­tig man­ge dø­jer med et mis­for­hold på det om­rå­de. Det er min op­fat­tel­se, at de fle­ste fø­ler, at fora­el­dre­ne blan­der sig alt for me­get. Men kan de og­så blan­de sig for lidt? DET GØR DE ef­ter min me­ning i til­fa­el­det Lis­beth og Ri­co, som man kun­ne føl­ge på DR1 i ’Børn un­der jor­den’. Pro­gram­met fulg­te Lis­beth, som ef­ter en bit­ter skils­mis­se valg­te at bort­fø­re si­ne eg­ne tre børn til Sy­da­me­ri­ka. I UD­SEN­DEL­SEN BLEV Lis­bet­hs fora­el­dre og sø­ster in­ter­viewet, og man var ik­ke i tvivl om de­res op­rig­ti­ge fortvivlelse og sorg over at mi­ste dat­ter og bør­ne­børn. Hvis Lis­bet­hs fore­ha­ven­de lyk­kes, så le­ver de gam­le fora­el­dre na­ep­pe la­en­ge­re, når bør­ne­ne er sto­re nok til at kla­re sig selv. JEG KAN JO ik­ke vi­de, hvor­dan DRs redaktion har valgt at vink­le og klip­pe hi­sto­ri­en om Lis­bet­hs ulyk­ke­li­ge fora­el­dre, men jeg ved, at de – fora­el­dre­ne – ef­ter­føl­gen­de hav­de ver­dens mest op­lag­te mu­lig­hed for at få et bud­skab igen­nem via avi­ser­ne til Lis­beth, som uden tvivl føl­ger si­tu­a­tio­nen i Dan­mark ta­et fra sin nye og hem­me­li­ge bo­pa­el i Sy­da­me­ri­ka. JEG SAD OG sav­ne­de, at Lis­bet­hs fa­mi­lie ik­ke ba­re sad med ha­en­der­ne i skø­det og sag­de: ’Lis­beth er en sej pi­ge’. Det gav desva­er­re et (må­ske for­kert) ind­tryk af, at de vid­ste me­get me­re, end de gav ud­tryk for. I ste­det vil­le jeg ha­ve øn­sket, at de hav­de sagt: »Lis­beth, drop dit fore­ha­ven­de og kom hjem!« AD­SKIL­LI­GE PSY­KO­LO­GER OG folk med er­fa­rin­ger fra Børns Vil­kår si­ger al­le som én, at ud­sig­ter­ne for dis­se bort­før­te børn er me­re sor­te, end de vil­le ha­ve va­e­ret, hvis fora­el­dre­ne sad i fa­engsel, var al­ko­ho­li­se­re­de el­ler vol­de­li­ge – hvil­ket in­gen af dem i den­ne sag i øv­rigt er. Sta­ti­stik­ker­ne ta­ler de­res helt eget kla­re sprog. Bort­før­te børn li­der af vold­som­me psy­ki­ske pro­ble­mer, som ud­mønt­er sig i de­res of­te kri­mi­nel­le el­ler de­ci­de­ret sy­ge ad­fa­erd i vok­sen­li­vet.

’’

OG DET ER da hel­ler ik­ke sva­ert at få øje på de op­lag­te spørgs­mål, man må stil­le en kvin­de som Lis­beth: Hvad skal der ske med bør­ne­ne, hvis du kom­mer no­get til? Hvad skal der ske med bør­ne­ne, hvis du plud­se­lig bli­ver fun­det? Skal de så igen ri­ves op med ro­de? Hvor­dan hol­der du dem skjult – jeg me­ner, der er jo man­ge dan­ske turi­ster, der må­ske kan gen­ken­de dig el­ler bør­ne­ne…!? Hvor­dan tror du, det på­vir­ker bør­ne­ne at mi­ste he­le de­res fa­mi­lie og al­le de­res ven­ner over night og al­drig få kend­skab til de­res op­hav? Og hvor­dan skal de, så­fremt de bli­ver ba­re no­gen­lun­de nor­ma­le i ho­ve­d­et, kun­ne til­gi­ve dig, at du stjal det vig­tig­ste fra dem? Nem­lig de­res egen fri vil­je. Og de­res far!? AL­LE DIS­SE SPØRGS­MÅL hav­de jeg ger­ne hørt rejst af fora­el­dre, sø­ster og ven­ner i Dan­mark, for hvem skal el­lers rå­be den­ne des­pe­ra­te kvin­de op? bt.dk/brev­kas­ser Hvis det er en ung kvin­de/mand, kan det og­så hand­le om tan­ke­løs­hed. Hun/han kan ik­ke li­ge over­skue alt det der med mad. El­ler der er må­ske ik­ke råd. På spørgs­må­let om hvor­vidt man kan til­la­de sig at in­vi­te­re til kaf­fe, når folk kom­mer fra Jyl­land, må sva­ret va­e­re: Ja, hvis dem, der bli­ver in­vi­te­ret, ger­ne vil kom­me på den pra­e­mis. Og hvis ik­ke, så har de jo lov at tak­ke nej til in­vi­ta­tio­nen el­ler ud­sa­et­te den til en an­den gang.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.